En række af Nils Vest instruerede og producerede film ligger på DVD, som alle kan købes hos NILS VEST FILM.

PRIS for DVD, private: 125 kr. incl. moms excl. forsendelse, med mindre andet er oplyst.

PRIS skoler, institutioner, kommuner, distributører til det offentlige o.l. 560 kr. excl. moms excl. forsendelse, (de med *-mærke kan også lånes på en række biblioteker - SPØRG EFTER DEM!). DVDer med to film koster 660 kr, mens Dobbelt-DVD-bokse koster 700 kr. Betaling sker normalt efterfølgende via netbank: Andelskassen Merkur kto.8401-1192865.

Flere af arkitekturfilmene kan ogå købes i Bygningskulturens Hus, Borgergade 111 i København. Christiania-filmene kan tilsvarende købes et par steder på Christiania.

*

VEJEN ER LANG (2016) 106 min. Instruktion: Mette Knudsen. - VEJEN ER LANG stiller skarpt på kvindebevægelserne i Danmark fra blåstrømper og rødstrømper til queer-feminister og nutidens unge. Der løber en rød tråd mellem det 19. og det 20. århundredes to store kvindebevægelser. Begge starter som en lille håndfuld aktivister, der ender med at rejse landsdækkende bevægelser. Begge har været skelsættende og ændret en hel befolknings livsbetingelser juridisk, økonomisk og sexuelt. - VEJEN ER LANG er også en personlig film, hvor Mette Knudsen 40 år senere sætter 1970'ernes begivenheder i en historisk kontekst tilbage i tiden og op til nutiden. - Filmen findes også som tv-serie i 4 afsnit. - DVD-kopier af den fulde film, med valgfrie engelske undertekster, kan nu tilbydes. Pris private: 125 kr. excl. moms - DVD. Også mulighed for Blu-ray (fx. til projektion på større lærreder). Forhør om pris.

FILMDAGBOG THY 1970 (1972 / 2016) 115 min. Instruktion: Niels Schwalbe. - Det er sommeren 1970, hvor foreningen ‘Det Ny Samfund’ har erhvervet et større stykke bar mark i Nordjylland, og inviteret hvem der har lyst til Sommerlejr og fri udfoldelse. Vi er i Ungdomsoprørets gyldne tid, med masser af energi og kreativitet, og hvor alt pludselig kan lade sig gøre. ‘Filmdagbog Thy’ er optaget lang tid før videokameraets og musikvideoens tid, hvor biograferne mest bød på hyggelige familiefilm, og fjernsynet i sort hvid fortrinsvis handlede om inden- og udenrigsnyheder, fremført af talende jakkesæt. I filmen følger vi to venners beretning fra dag til dag, oplevet igennem et lille 8-mm smalfilm kamera og en båndoptager. Thylejren er udgangspunktet, men der er også afstikkere til Schweiz og til Sverige. - NB! Filmen er genskabt digitalt med opretning af tidligere tiders tekniske svagheder. - Pris private: 125 kr. incl. moms - DVD

STIG MØLLER 30 ÅR PÅ SKANDERBORG * (2013) 81 min. Tilrettelæggelse: Nils Vest. Klip: Ulrik Brask. - Et jubilæums- og hyldestshow d. 12. aug. 2012 på Skanderborg Festivalen, hvor Stig og hans trio optræder sammen med en lang række af dansk rocks kendteste navne. Boks med DVD fra koncerten + en CD med optagelser fra 'Blusen' i 2011. Pris private: 125 kr. incl. moms - DVD + CD i samme boks.

STIG MØLLER TRIO I SOFIEKÆLDEREN * 34 min. Tilrettelæggelse: Nils Vest. Klip: Ulrik Brask. - I dec.1999 optrådte Stig Møller, Peter Ingemann og Ken Gudman i det legendariske spillested 'Sofiekælderen' på Christianshavn. Dansk klassisk hippierock med fed stemning i lokalet. Pris private 60 kr. incl. moms. - DVD

TYG SPILLER I SOFIEKÆLDEREN 20 min. Tilrettelæggelse: Nils Vest. Klip: Ulrik Brask. - I nov.1999 optrådte Steen Svare, Wili Jønsson og Mitch Fischermann i det legendariske spillested 'Sofiekælderen' på Christianshavn. Rigtig amerikansk bluesrock med god stemning blandt publikum. Pris private 50 kr. incl. moms. - DVD

ET RAADHUS TIL ALVOR OG FEST * (2010) 51 min. Manus og instr. Nils Vest. / Rådhuset i København er en perle i den danske nationalromantiske byggetradition. Næsten urørt siden færdiggørelsen i 1905. Men det blev ikke skabt uden store vanskeligheder for den kreative kraft bag projektet, arkitekten Martin Nyrop. I filmen oplever vi både hans inspirationskilder i Italien og hans stædige kamp imod diverse politikere for at fastholde sin oprindelige idé med bygværket. Rådhuset ånder den dag i dag af både Nyrops sans for klar disposition, praktiske løsninger på vanskelige konstruktionsopgaver og interesse for selv den mindste genstand, og huset er, hvad man kaldte et ‘Gesamtkunstwerk’. Alt er tegnet og bestemt af een person. Alle kan i dag frit gå på opdagelse inde i huset og hele tiden finde nye sjove og finurlige indfald i udsmykningen. Filmen er både en spændende og dramatisk historie og en introduktion til et eventyrligt univers, med dybe rødder i dansk bygnings- og kulturhistorie, og portrætterer samtidigt en ener og sejg slider indenfor dansk arkitektur. - Prem. 17. juni 2010 i Grand Teatret. - DVD med både dansk og engelsk version på samme disk (kun PAL). - Sælges også i Rådhusets vagtstue/kiosk i hovedindgangen. - KAN ENDVIDERE LEJES SOM 35 MM KOPI TIL VISNING I BIOGRAFER.

GENBEGRAVELSEN (2008) 8 min. Instruktion: Nils Vest / I sommeren 2007 foretoges en 'genbegravelse' af kong Frederik IV's elskerinde – også kaldet kongens 'dronning til venstre hånd' – idet hendes og deres fælles barns kiste blev fundet i et skjult rum i tårnet på Vor Frelsers Kirke. Nu skulle de flyttes ind i kirken i forbindelse med en restaurering af kirkegulvet. Med smuk sørgemusik fra 1700-tallet. Pris private 75 kr. incl. moms. - DVD

ROSENBORG - CHRISTIAN 4. OG 'DET STORE HUS I HAVEN' * (2007) 45 min. Instruktion: Nils Vest / Christian 4.s regeringsperiode strakte sig over 60 år. Han startede som en af Europas rigeste fyrster og endte med at have tabt både landsdele, ære og formue. Og alligevel er han blevet en af Danmarkshistoriens populæreste konger. Hvorfor det? Filmen giver en del af svaret. Det er en fortælling om en farverig og dynamisk person, der har efterladt sig mange og ofte hensynsløst ærlige spor i historien. Mange af dem kan genfindes på Rosenborg. - Dansk og engelsk version på samme disk (kun PAL -> til Europa - NTSC-udgave findes ogå -> til Nord- og Sydmerika + Japan). Sælges også i museumsbutikken på Rosenborg og i Filmhuset. - DVD

ARKITEKTEN DER BLEV VÆK * eller - Hvem Var Eigtved? (2005) 58 min. Instruktion: Nils Vest / Danmarks berømteste arkitekt fra 1700-tallet, Nicolai Eigtved, er nærmest forsvundet for os. Ingen personlige spor, intet billede eksisterer. Vi følger i hans livs fodspor for måske alligevel at få en slags billede af manden. - Også i engelsk og snart også i tysk DVD-udgave (planl. forår 2012) - En DVD-udgave indeholdende både denne film og HIMMELSTIGEN * findes også: 160 kr. excl.moms for private. Institutionspris for dobbelt DVDen: 660 kr + moms. - DVD

ERIK HANSEN OG MARMORBROEN * (2005) 27 min. Instruktion: Nils Vest / Arkitekt Erik Hansen fortæller om sit arbejde med restaureringen af Marmorbroen og især pavillonerne, med særlig vægt på det bygningstekniske. - Støttet af Arkitektskolen, Slots- og Ejendomsstyrelsen og Tegnestuen Arkitema. - Kan købes hos NILS VEST FILM. Også i græsk-tekstet version (200 kr + moms). Pris private 100 kr. incl. moms. - DVD

VOR FRUE KIRKE * (2004) 14 min. En film af Bente Lange og Nils Vest. / Et tempel blev rejst i Nørregade på ruinerne af den gamle kirke, der nedbrændte under englændernes bombardement i 1807. Filmen er en fortælling om arkitekturen og to stejle kunstnere: Arkitekten C. F. Hansen og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. - Kan også købes i Vor Frue Kirke, i Filmhusets Boghandel, Vognmagergade 8 og i Dansk Arkitektur Centers Boghandel, Strandgade 27 B, 1401 København. - På DVD'en ligger filmen på 6 sprog: Dansk, svensk, engelsk, tysk, fransk og italiensk. - Pris private 100 kr. incl. moms. - DVD

LOV & ORDEN I CHRISTIANIA 2 * (2003) 28 min. Instruktion: Nils Vest / En beskrivelse af Christianias mobilisering efter lukningstruslerne fra den borgerlige regering. En efterfølger til den første LOV & ORDEN I CHRISTIANIA-film, fra 1974, følger med. - Kan også købes på Christiania i Indkøbscentralen, via Netbutikken og i Den grønne Hal. - Også på Youtube - DVD

INUK WOMAN CITY BLUES * (2002) 35 min. Instruktion: Laila K. Hansen / Et varmt, poetisk og solidarisk portræt af en gruppe grønlanske kvinder med alkoholproblemer i Vesterbros misbrugsmiljø. - Dansk, grønlandsk og engelsk udgave på samme DVD. Amr. NTSC-udgave på VHS.

AFRIKA I AALBORG * (2002) 52 min. Instruktion: Mette Knudsen / Et portræt af to spændende og usædvanlige kvinder fra Uganda, bosat i Aalborg. Et modbillede til visse danskeres opfattelse af, at alle udlændinge er lig voldelige andengenerations muslimer. Filmen husker os på, at sådan er virkeligheden ikke. Den er også livsglæde, inciterende verdensmusik og viljen til at udrette noget i livet. - DVD

GREVINDENS DØTRE * (2001) 42 min. Instruktion: Mette Knudsen / Den største sejr for kvindebevægelsen i Danmark, da krisecentret for kvinder i Dannerhuset i København kom op at stå, med en kæmpeindsats fra en lang række kvinders side. En øjenåbner for både unge og ældre. Dansk og eng udg. (Foredrag med filmvisning: mail@metteknudsenfilm.dk). - Kan også købes i Dannerhuset i København. - DVD

DIONE-BAND I OPERAEN (2000) 23 min. Instruktion: Nils Vest / Musikerne fra det hedengangne hippieband 'Furekåben' eksisterer stadigvæk, her under ledelse af sangeren og guitaristen Leif Dione Joensen. De spiller i OPERAEN på Christiania en novemberaften i 1999, hvor stemningen er glad og varm og næsten som dengang i 70'erne. Pris private 100 kr. incl. moms. - DVD

HIMMELSTIGEN * (1997) 58 min. Instruktion: Nils Vest / Om et af verdens smukkeste barokspir, på toppen af Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, med historien om den stædige arkitekt, der gik imod tidens modeluner. Og sprang han virkelig ud fra toppen, fordi han skulle have opdaget, at det drejede den forkerte vej? - Dansk og eng/amr. udg. - Kan også købes i Vor Frelsers Kirke og i Filmhusets Videobutik i København. DVD (da. og eng. PAL). - En DVD-udgave indeholdende både denne film og ARKITEKTEN DER BLEV VÆK findes også: 200 kr.incl. moms for private, 660 kr + moms for institutioner. - KAN OGSÅ LEJES SOM 35 MM KOPI TIL VISNING I BIOGRAFER. - Ny digital kopi i 2018

CHRISTIANIA, DU HAR MIT HJERTE * (1991) 60 min. Instruktion: Nils Vest / Den klassiske film om fristadens historie, hvor vi kommer tæt på beboerne, idealerne og miljøet, incl. hashsalget. - Den engelske udgave er lagt på nettet som piratkopi i lav opløsning (streaming). - DVD (da., eng., russisk). Ny digital kopi i 2018

FEJEMANDEN OG FRIHEDEN * (1988) 45 min. Instruktion: Nils Vest / Hævelsen af Stavnsbåndet for 200 år siden fik konsekvenser for næsten alle landbofamilier i Danmark. Vi følger vi en families saga, først bagud fra dagens fejemand ved Frihedsstøtten til slægtsgården i 1788 hvor forfaderen var fæstebonde, dernæst ad den anden gren frem til i dag, med dem der blev på gården. - DVD - Ny digital kopi i 2018

AF JORD ER DU KOMMET * (1983) 45 min. Instruktion: Nils Vest. Manuskript sm. m. Ebbe Kløvedal Reich og Søren Nancke-Krogh / Om husmandspionéren Peder Madsen, der på Samsø startede Danmarks første husmandsforening, med store personlige konsekvenser. - DVD - Ny digital kopi i 2018

FEM DAGE FOR FREDEN * (1978) 38 min. Instruktion: Nils Vest / Teatergruppen Solvognens NATO-hærs aktion i 1973. Et slagkraftigt eksempel på hvordan man skaber sig politisk opmærksomhed uden vold. - Dansk og engelsk udgave på samme disk (PAL). - DVD

ET UNDERTRYKT FOLK HAR ALTID RET * (1975) 45 min. Instruktion: Nils Vest / Om Palæstina-konflikten og dens historiske baggrund. Desværre stadig meget aktuel. - DVD med både dansk og engelsk version.

HUDEGRUNDEN, VESTERBRO (1974) 26 min. Instruktion: Nils Vest / I en nedslidt del af Vesterbro etableredes i 1970 en anderledes institution for kvarterets børn: Byggelegepladsen 'Hudegrunden'. Institutionen vakte stor opsigt i konservative kredse, da man en dag reklamerede efter en pædagog med en marxististisk livsindstilling. Filmen fortæller om oprettelsen og det daglige arbejde i begyndelsen af 70'erne. - DVD

LOV & ORDEN I CHRISTIANIA * (1974) 8 min. Instruktion Nils Vest / Christianias modoffensiv på filmfronten, da den konservative forsvarsminister ville nedrive 60 huse i fristaden. - Indgår som forfilm til LOV & ORDEN I CHRISTIANIA 2 (se ovenfor). Også på Youtube - DVD - Ny digital kopi i 2018

SEX EN GROS (1971) 63 min. Instruktion: Nils Vest / En enkelt, rent registrerende social reportage i 12 afsnit fra det lige legaliserede danske pornomiljø. - "Langt den bedste film om pornomiljøet hidtil. Vest viser sig som en god skildrer af mennesker i samfundets periferi. Velgørende fri for smartness og billedtricks, en sober og redelig film." Morten Piil, Information 4.6.71 / ***** "En glemt og ganske vidunderlig perle." Filmmagsinet EKKO 2016 - Indgår i bokssæt sammen med SEX EN GROS og HVEM SKAL MED HVEM? - Pris private: 200 kr. excl. moms DVD (2 stk.)

HVEM SKAL MED HVEM ? (1971) 78 min. Instruktion: Nils Vest. / En hel dags optagelser af pornofotografen Bent Næsby i aktion, sat i rækkefølge uden egentlig klipning, efterfulgt af Bent Næsbys egen sammenklippede film, med hans kommentarer til på lydsiden. Oprindelig beregnet til et afsnit i SEX EN GROS. - Indgår i bokssæt sammen med SEX EN GROS og HVEM SKAL MED HVEM? - Pris private: 200 kr. excl. moms DVD (2 stk.)

ZURP AHTAMN (1971) 10 min. Manus: Flemming Quist Møller & Nils Vest. Instr.: Nils Vest. Medvirkende: Flemming Quist Møller, Christian Sievert, Stig Møller, Lise M. Sørensen / En pseudovidenskabelig gennemgang af det interessante 'Orgasmebælte', fremdraget af en medicinsk etnograf fra universitetet i Burduk. Virkningen demonstreres. Indgår i bokssæt sammen med SEX EN GROS og HVEM SKAL MED HVEM? - DVD

EN FILM OM TATOVERINGER * (1969) 27 min. Instruktion: Nils Vest / Instruktørens allerførste film, der også var Filmskolens først gennemførte dokumentarfilm. Bl.a. er der optagelser fra det dengang eksisterende mere folkelige tatovørmiljø i Nyhavn, incl. interview med Tato-Jack. Langtidsholdbar. Pris private 100 kr. excl. moms. - DVD

Engflag
ENGELSKE
π
Engflag