AFRIKA I AALBORG

Dansk dokumentar - 52 min.

BAGGRUND OG TEMA

af Mette Knudsen, filminstruktør, sept. 2002.

Filmens første billeder blænder op for et Danmark knuget af kulde og begravet i sne. I en lang kamerabevægelse udfolder det storladne nordjyske vinterlandskab sig. Så langt øjet rækker, er markerne begravet under et tykt, hvidt lag sne. De tynde, sorte grene i et fjernt hegns træer strækker sig nøgne op mod den kolde himmel. Midt i alt det hvide skimtes en lille landsbykirke.

Men pludselig rives kulden over af en inciterende afrikansk verdensmusik, og der klippes til en afrikansk fest i Aalborg, hvor både børn og voksne vugger til musikken, og hvor filmens to hovedpersoner også er gæster.

Via portrættet af to charmerende, fremmedartede kvinder foretager filmen et punktnedslag i en fjerntliggende kultur, nemlig den afrikanske, placeret i et hjørne af det nordlige Europa, næmere bestemt Aalborg. AFRIKA I AALBORG giver både et indblik i det multikulturelle Danmark, samt udgør et positivt og værdigt modbillede til det foruroligende, negative hade-billede, der efterhånden er blevet det gængse, når der tales om udlændinge herhjemme. For mange danskere er en udlænding idag nærmest pr. definition ensbetydende med en 2. generations, ung, arbejdsløs muslim - d.v.s. = en potentiel trouble maker og nasser på det sociale system.

For mange unge, herunder min egen teenage-søn, der er så uheldige at have oplevet gentagne overfald og voldelig intimidering fra tilsyneladende alle steds nærværende bander af 2’ generations indvandrer-drenge, er kombinationen af angst og aggression over ikke at kunne gå i byen uden risiko for grov chikane en farlig cocktail, der i disse år på skræmmende vis gøder jordbunden for racisme. Derfor er det vores ansvar også at skabe nogle positive modbilleder.

AFRIKA I AALBORG griber også fat i latteren, varmen, musikken og skønheden i det anderledes, og fra vores erindring gen-fremkalde den billeder af det fremmede som synonymt også med noget positivt og tiltrækkende.

Nok er Danmark langt fra at være et egentligt multietnisk samfund, men mennesker fra andre lande med andre kulturer og holdninger er så sandelig en del af Danmark år 2002. Alligevel møder vi ufatteligt sjældent skildringer af deres liv, hverdag, tanker og drømme i danske medier. Kun når der er problemer. Så ryddes forsiderne, og eksperterne indkaldes. Derefter sænker tavsheden sig påny. Og nu blev den så brudt igen på den mest hæslige måde via terror-angrebet på World Trade Center den 11. september, som ud over sin egen indbyggede rædsel også kaster lange, truende skygger ind over vores egen indvandrer-situation. De mange, mange mennesker af anden etnisk baggrund, som fungerer fint i det danske samfund hører vi aldrig om - de er nemlig ikke “en god historie, der kan rydde forsiderne”.

DE MEDVIRKENDE

På en ganske almindelig gade i Aalborg ligger frisørsalonen “Juli-Ana Afro Hair”. Væggene er gyldne som farven på brændt ler. Over de harlekin-formede spejle hænger portrætter af sorte mænd og kvinder med kunstfærdige frisurer. I salongens stole tilbringer aalborgensiske kvinder gerne både 10 og 12 timer, mens tre personer uafbrudt fletter i hundredvis af fletninger ind i kvindernes eget hår.

Ejeren er den spinkle, livlige og hurtigttalende 38-årige Judith Achan, der efter nogle år i Skotland slog sig ned i Danmark og startede sin egen frisørsalon. Hun kommer fra det nordlige Uganda, et land med 36 forskellige sprog, hvor det meste af hendes familie er blevet dræbt eller er forsvundet som følge af vold og borgerkrige.

Opdraget til altid at have omsorg for familien har hun adopteret og opfostret sine søskendes tre forældreløse børn, Jimmy, Lillian og Bridget, hvoraf kun den yngste Bridget, i dag bor hjemme.

Judith bor sammen med den sindige Andreas, der er mulat og som lille blev adopteret af en familie i Aalborg. Han taler ravjysk, sejler med Mærsk, og Judith og han har købt en gammel skole, som de er i fuld gang med at istandsætte.

Samtidig har Judith for nylig taget arbejde på en kyllinge-fabrik fem nætter om ugen. Nogle af de ekstra penge skal bruges til at opfylde en drøm om at oprette en lille, gratis skole i den landsby, hvor hun er født. Hendes mantra er, at vejen mod et bedre liv er uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Og analfabetismen i Uganda er skyhøj.Dertil kommer sygdommen Aids, der hærger i en grad, så en meget stor del af befolkningen mellem 20 og 40 år er døde. Ifølge Judith skyldes det i høj grad en mangelfuld uddannelse, hvor man ikke har gjort forbindelsen mellem Sex og Aids tilstrækkelig klar.

En af Judiths kunder i frisørsalonen er den 40-årige, yndefulde og glamourøse bartenderske, Joyce med tilnavnet Chéri. - Hun er protestant, født i det vestlige Uganda som een ud af 4 piger og 9 drenge, og kommer fra en familie, hvor moderen tilhører den kongelige klan. Igennem generationer har hendes familie passet det kongelige gravkammer. Joyce var indtil sin skilsmisse meget rigt gift med en hvid franskmand og tilbragte sit ægteskab på slægtens store gods i Perros Quirec i Bretagne, hvor hendes nu 19- årige søn, Marc og 17-årige datter, Skeeter, vokser op sammen med flere generationer af mandens familie. Under sine år i Frankrig tog hun undervisning i hemmelighederne bag det franske køkken, og er idag en kok med sans for raffineret tilberedning af bl.a. skaldyr

Kort sagt en usædvanlig person der ad skæbnens snirklede veje kom fra sin fars lille købmandsforretning i landsbyen Fort Portal i det vestlige Uganda, hvor hun ved fødslen fik kælenavnet “Tusime”, hvilket betyder “tak”, og nu er endt som fru Joyce Møller i Aalborg, hvor hun er gift med Lars.

Om aftenen er hun bartender i hendes og Lars værtshus. “Jeg elsker at være bartender - man møder utroligt mange mennesker, og mange bliver efterhånden som en familie. Og bag baren er det mig, der bestemmer”. Om dagen har hun indtil fornylig passet sin modebutik.Mens hun havde den, drog hun en gang om måneden til Paris for at udvælge nye kjoler til forretningen, der også udlejede glitrende selskabskjoler. Forretningsrejserne mellem Danmark og Paris gav hende samtidig mulighed for at besøge sine børn i Bretagne. Da hun stod for at skulle begynde et nyt liv i Danmark og dermed en lidt usikker fremtid, traf hun det hårde valg at leve uden sine børn til hverdag, fordi deres far havde mulighed for at give dem en langt bedre økonomisk start i livet, end hun selv kunne på det tidspunkt.

Hun har nu åbnet sin egen “Café Chéri” i Kampala, som familien passer til hverdag, og som en dag skal finansiere hendes drøm om at lave et lille alderdomshjem. Filmen indeholder flere optagelser fra Uganda med Joyces familie, åbningen af cafeen m.m.

ET NØDVENDIGT MODBILLEDE

AFRIKA I AALBORG vil udgøre en yderst tiltrængt medie-modvægt til det muslimske hade-billede. Da jeg forleden mødte en mørklødet, nydelig mand i rullestol, fløj det gennem mit hoved, at uhyggeligt mange danskere ved synet af ham slet ikke ville opfatte ham som en invalid med behov for menneskelig medfølelse, men udelukkende en potentiel terrorist eller nasser. Vores sind er ved at blive forgiftet.

Derfor er AFRIKA I AALBORG vigtig. For den kan via sine medvirkende bidrage til at løse op for og forbedre kommunikationen mellem danskere og mennesker med anden etnisk baggrund. I filmen lærer vi nogle meget sympatiske personer at kende, der har bekymringer, interesser og glæder, og som stræber efter at få livet til at hænge sammen akkurat ligesom os andre. Og noget så enkelt som kendskab til hinandens baggrund og livsbetingelser er simpelthen det allerførste skridt hen mod en bedre integration. Ude på arbejdspladserne og i samfundet iøvrigt er sandheden jo, at jo mere vi kender til “de fremmede”, jo mindre “farlige” er de!

AFRIKA I AALBORG giver os simpelthen viden om nogle af de mennesker, vi bor dør om dør med, men som tidens fjendebilleder mere har gjort til hade-genstande end til naboer.

AFRIKA I AALBORG kan i egentlig Holberg’sk forstand opfylde den bedste af alle kombinationer: nemlig på smukkeste vis både underholde og levere stof til eftertanke.

AFRIKA I AALBORG er en livsbekræftende og vedkommende dokumentarfilm om to usædvanlige og stærke personer.

Filmen vil også være velegnet til undervisning inden for såvel ungdoms- som voksen-undervisning, herunder både danskere og to-sprogede. Dialogen er på engelsk med danske undertekster. Emneområder, der bringes op i filmen, er bl.a. racisme, kulturelle, familiære, kønspolitiske, uddannelsesmæssige og socio-økonomiske forskelle.

PRESSEN SKREV:

**** “Et fængslende dobbeltportræt af to smukke og stærke kvinder. Man betragter dem med begejstret respekt og lytter koncentreret til beretningerne om deres tilværelse nu og deres drømme om fremtiden. En munter og underholdende film, der i stedet for at tale tolerancens sag selv er et stykke tolerance. En meget fin oplevelse, dejligt at blive informeret uden at blive belært.” (Ebbe Iversen, Berlingske Tidende 4.10.02)

“Masser af smittende overskud, giver et forfriskende positivt indtryk i et miljø, som i de danske medier alt for ofte omtales gennem negative overskrifter.” (Lars Movin. Information 4.10.02)

“Det er stærke og vitale kvinder, Mette Knudsen har indfanget i sine billeder og givet mund og mæle. Smukke og veltalende er de også og stråler af livsmod og selvtillid. En livsbekræftende og opmuntrende film, der viser, at integration i et fremmed land kan lykkes, uden at den, der kommer langvejs fra, behøver kaste hele sin bagage over bord. Egner sig fint for TV og vil sikkert også være velanbragt i skolernes samfundsfag. Skildringen af de stærke kvinder fra Uganda føjer sig sikkert ind i dansk dokumentar-tradition. En stærk og vedkommende rapport om liv, som også leves i Danmark.” (Johs. H. Christensen, Jyllands-Posten 5.10.02)

**** "Et solidarisk og livsbekræftende portræt. Filmen og ikke mindst dens hovedpersoner smitter med deres livsglæde og ukuelighed." (Bent Stenbakken, Nordjyske Stiftstidende 11.10.02)

"En meget livsbekræftende film. Mette Knudsen giver os et tiltrængt modbillede til vores angst over for de fremmede.” (Carsten Clante, DR Kulturnyt 3.10.02) LÆS MERE

"Mette Knudsen kan dokumentarfilmens fortællekunst. Hun kan med sin fortælleglæde bringe os fra det ene følsomme rum til det næste. Hun kan føre os rundt om sine filmede personer, så vi synes vi kender dem så godt, så de næsten er blevet venner. Hun kan få os til at sidde midt inde i lærredet for at være med i det hele. ‘Mzuri sana, asante sana Mette Knudsen’ . På kiswahili: ‘Meget smukt, mange tak Mette Knudsen’." (Jane Lytthans, Christianshavneren nov. 2002)