Fra anmeldelsen af “AFRIKA I AALBORG” i DR’S KULTURNYT

af CARSTEN CLANTE d. 3. oktober 2002.

Mette Knudsens meget livsbekræftende film om stærke afrikanske kvinder i Aalborg. (..)

Mette Knudsens film “AFRIKA I AALBORG” fik mig på sælsom vis til at tænke på u-landshjælpens evindelige problem: Opnår man størst forståelse for udviklingslandenes problemer ved at vise børn på plakater osv med fluer i øjnene, tynde ben, topmaver og store øjne? Eller er der nok så gode grunde, nok så god effekt i at vise, at tingene kan lykkes dernede og derude ? At hjælpen hjælper, og at alting ikke bare er så sort og sort og sort.

Mette Knudsens film gør os “gammeldanskere” glade og tillidsfulde over for indvandrere fra de eksotiske områder ude omkring. Indvandrerne - siger hun indirekte med sin film - er ikke bare problemer, der medfører angst og provokationer og tilslutning til halvfascistiske folkepartier. Indvandrerere er ikke bare utilpassede 2. generationsrødder der smutter rundt i store øser og er til fare for trafikken. Eller mørkhårede bander der udgør trusler over for sagesløse, lyshårede gymnasieelever ved nattetide. Indvandrere er altså ikke bare problemer! De er også et varmt og glad tilskud til en hendøende, selvtilfreds og mæt danskhed, der længe har trængt til sådan lidt krudt i “den bare”.

Mette Knudsens film giver os et tiltrængt modbillede til vores angst over for de fremmede og får os til at tænke på, at hvad vi hører og ikke mindst læser om indvandrere, det er først og fremmest de negative og de voldsomme ting.- De knivskarpe historier der giver slag i bolledejgen og forsider på formiddagsbladene. - Disse profitsøgende massemedier der dels har specialiseret sig i nyheder under bæltestedet, dels mener der er mere salg i voldsomheder og katastrofer. Og hvordan det flinke og arbejdsomme flertal af indvandrerne - og iøvrigt også blandt resten af befolkningen - hvordan de lever. og hvordan de har det, dét er der faktisk ikke så meget salg i. Det kalder bare på det store, store gab: Hvor er historien, mand!

Men filmen om de 2 stærke kvinder fra Uganda går ikke bare i den modsatte grøft og bliver til glansbilleder af, hvor vidunderligt det hele er. Judith kan fortælle om, hvorfor hun ikke har lyst til at køre i bus eller gå ud et eller andet sted i Jylland, fordi der straks er friske danskere, der spørger hende om hårde stoffer, eller om hun er med på “en hurtig”.

Og ingen af de to - ej heller de øvrige afrikanske kvinder vi møder, bl.a. i Judiths frisørsalon - skal have noget som helst af at tage tilbage til Uganda bare for at blive nr. 6 i en skare af hustruer, eller for øvrigt bare gå ind i en eksistens for at være fyren tilpas. Men de to kvinder er ansvarlige mennesker dels for deres familie og venner, dels for de gamle, for forældregenerationen. Familiefølelsen er stærk, og de har begge planer om at bruge deres indtjening til at tage tilbage til Uganda senere og rette lidt op på de elendige forhold for deres landsmænd.

Yes! Judith og Joyce findes. De er afrikanere, de bor her i Danmark. - Det er godt, de gør det!.