AFRIKA I AALBORG (2002) 52 min. Instruktion: Mette Knudsen / Et varmt portræt af to kvinder fra Uganda, der ad mærkelige veje er endt i Danmark, hvor den ene driver bar i Aalborg, den anden en salon for afro-frisurer. Begge er stærke, dynamiske kvinder, men med et meget forskelligt syn på Danmark og danskerne. Solgt til flere udenlandske tv-kanaler. DVDsalg: NILS VEST FILM. - VIST I DR2. INUK WOMAN CITY BLUES (2002) 35 min. Manus og instruktion: Laila Hansen / Et poetisk og solidarisk portræt af en gruppe grønlandske kvinder på Vesterbro, der søger at komme ud af misbrugsmiljøet, med hjælp fra Rosine Berthels, der selv en gang har været på den. - Distribution: Det danske Filminstitut /Folkebibliotekerne fra okt. 02. Dansk, grønlandsk og engelsk udgave. International distribution til TV: DR TV-I. DVD-salg til private: NILS VEST FILM. - VIST I DR2. RESEARCH-RAPPORT FRA QAQORTOQ (2001) 23 min. Instr. Laila Hansen Kamera: Rasmus Lyberth. Klip: Nils Vest, Ann Duroj. Musik: Peter Krogstrup / En undersøgelse i Qaqortoq (Julianehåb) af de sociale myndigheders vurderinger af 'fortabte grønlandske kvinder' i Vesterbros misbrugsmiljø. - Med støtte fra Kofoeds Skole, Egmont Fonden, Enkefru Plums Støttefond og Det kongelige Grønlandsfond. Egnet til voksenundervisning i socialpædagogiske sammenhænge, evt. sammen med INUK WOMAN CITY BLUES. Kassette-salg: NILS VEST FILM. GREVINDENS DØTRE (2001) 42 min. Instruktion: Mette Knudsen / Den største sejr for kvindebevægelsen i Danmark, da krisecentret for kvinder i Dannerhuset i København kom op at stå, med en kæmpeindsats fra en lang række kvinders side. En øjenåbner for både unge og ældre. - Vist på dansk og udenlandsk TV. Udlånes via folkebibliotekerne. DVD-salg også gennem Dannerhuset. Dansk og eng udg. LEVE MANGFOLDIGHEDEN (1999) 38 min. Instruktion: Nils Vest / Handicappionéren Oluf Lauth blev som ganske ung dømt til invalidepension, men han gik imod sine omgivelsers fordomme, deltog i modstandsbevægelsen og startede siden Egmont Højskolen for handicappede, syd for Århus, der i dag er en af verdens førende på sit felt. - Vist i DR TV. DOBBELT LYKKE (1998) 37 min. Instruktion: Malene Ravn / En fortælling om den 85-årige kinesisk-dansker Sing Foo, en lykkelig indvandrerhistorie om mødet mellem to kulturer, hvor Sing Foo og hans familie har prøvet at forene det bedste fra begge. Vist på TV2. HUDEGRUNDEN, VESTERBRO (1974) 26 min. Instruktion: Nils Vest / I en nedslidt del af Vesterbro etableredes i 1970 en anderledes institution for kvarterets børn: Byggelegepladsen 'Hudegrunden', opkaldt efter en nedlagt oplagsplads for huder fra slagtede dyr i Kødbyen. Institutionen vakte stor opsigt med tilhørende debat i Folketinget, rejst af de konservatives Gerda Møller, da man søgte efter en pædagog 'med en marxististisk livsindstilling'. Filmen fortæller om oprettelsen og det daglige arbejde i begyndelsen af 70'erne. HVEM SKAL MED HVEM ? (1971) 78 min. Instruktion: Nils Vest. Kamera: Carsten Behrendt-Poulsen. Lyd: Peter Stamer. Klip: Grete Møldrup. Prod.ledelse: Lars Kolvig. Baggrundsmusik: Gasolin. Produktion: Laterna Film / En hel dags optagelser af pornofotografen Bent Næsby i aktion, sat i rækkefølge uden egentlig klipning, efterfulgt af Bent Næsbys egen sammenklippede film, med hans kommentarer til på lydsiden. - Oprindelig beregnet til et afsnit i SEX EN GROS (se nedenfor), men filmholdet vurderede at den dokumentariske værdi af optagelserne, parret med hvad man i dag ville kalde 'dogmeprincippet' i kunstnerisk eksperimenterende, teknisk enkelhed (inspireret af Andy Warhols 'Chelsea Girls') godt kunne bære en selvstændig film, om ikke andet så som et forsøg. - Et DVD-sæt med HVEM SKAL MED HVEM?, SEX EN GROS og ZURP AHTAMN er udkommet i febr. 2016. SEX EN GROS (1971) 63 min. Instruktion: Nils Vest. Kamera: Carsten Behrendt-Poulsen. Lyd: Peter Stamer. Klip: Grete Møldrup. Script: Eva Hammershøj. Prod.ledelse: Lars Kolvig. Produktion: Laterna Film. / En enkelt, rent registrerende social reportage i 12 afsnit fra det lige legaliserede danske pornomiljø. - "Langt den bedste film om pornomiljøet hidtil. Vest viser sig som en god skildrer af mennesker i samfundets periferi. Velgørende fri for smartness og billedtricks, en sober og redelig film." Morten Piil, Information 4.6.71 - "Pornoaktiviteterne sættes i et oplysende perspektiv. Filmen anlægger en humoristisk synsvinkel og er velgørende fri for at være lummer eller moraliserende." Steffen Kjeldgaard-Pedersen, Film 71 nr. 7. - "En nøgtern, observerende og beskrivende film. Repræsenterer (sammen med HVEM SKA' MED HVEM?) en solid og oplysende dokumentarisk dokumentation af den tidlige, danske pornografiske kultur." Ib Bondebjerg, Virkelighedsbilleder (2012) - En oprindeligt foreslået titel var FRIHED (OG PENGE), men trods instruktørens og det øvrige filmholds protester ændrede producenten Mogens Skot-Hansen (der var tæt på fallit) i sidste øjeblik titlen, antagelig efter pres fra udlejeren Henning Karmark fra ASA Film, i håbet om at få flere penge i kassen. Biografannonceringen var af tilsvarende spekulationsmæssig art. Resultatet blev at 'husarerne' følte sig snydt og de folk, der burde have set den, stort set blev væk. Ikke desto mindre gik den tre somre i træk i Nygade-Teatret på Strøget. - Den havde repremiere i Husets Bio d. 19. sept. 2015. Begivenheden omtales og filmen genanmeldes af journalist Ida Rud fra EKKO og fik fem stjerner i anmeldelsen. - Et DVD-sæt med både SEX EN GROS, HVEM SKAL MED HVEM? og ZURP AHTAMN er udkommet i starten af 2016. |
|||||||