Trykt i PALÆSTINA-ORIENTERING nr. 3/4, nov. 2014

40 ÅR EFTER

af Nils Vest, filminstruktør

PALÆSTINAFILMENE, 40 ÅR EFTER

Det er sjældent, at dokumentarfilm om aktuelle emner holder ret længe. Hvis de gør det, kan det skyldes, at filmene i deres fortællemæssige udtryk er så originale, at de rummer en kunstnerisk værdi, der holder ud over timen og dagen. Det kan også være fordi de beskriver nogle forhold, der er om ikke evigt aktuelle, så dog principielt interessante for en eftertid. Eller… det kan være fordi det, de fortæller om, stadigvæk er aktuelt.

Det er til den sidste gruppe jeg vil henregne mine to film om Palæstina-konflikten, den ene med premiere i 1972, den anden i 1975. Og jeg vil sige desværre… for jeg havde da håbet, den gang jeg lavede dem, at den konflikt, de beskriver, ville blive løst med fred i området indenfor en overskuelig årrække.

Jeg har tidligere fortalt om film nr. 2, ET UNDERTRYKT FOLK HAR ALTID RET i Palæstina-Orientering nr 4 i 2003, hvor jeg bl.a. beskrev, hvordan Filminstituttet havde en hemmelig aftale med Dansk Zionistforbund om, at filmen aldrig skulle overspilles til video (den lå oprindelig kun som 16 mm filmkopi). I denne artikel vil jeg komme mere ind på den første film.

- Da filmen var færdig i sommeren 1972, fik jeg Per Tønnes Nielsen til at lave en plakat, der skulle illustrere, at danskere og palæstinensere kunne have en fælles interesse i at bekæmpe imperialismen. Han foreslog en pengesæk med høj hat, der attakeres af et par bevæbnede personer. Men lige efter at den var tegnet, skete gidseltagning af de israelske sportsfolk ved olympiaden i München, med efterfølgende massakre, og vi valgte derfor at lave en ny plakat, med et lidt mindre aggressivt udtryk.

I mine første år efter afgangen fra Filmskolen i 1970 var der gang i den på den politiske venstrefløj, og selv om jeg oprindelig havde planlagt at prøve til at komme i lag med spillefilm, så blev det den dokumentariske genre, der trak mest. Dokumentarfilm er normalt meget billigere end fiktion, og det betyder ofte, at en idé kan realiseres hurtigere. Der er kun sjældent de store indtjenings-muligheder bagefter, så derfor holder pengefolket sig normalt væk. Så man er i langt højere grad kunstnerisk og indholdsmæssigt uafhængig af interessenter udefra.

Efter en dårlig oplevelse med et seriøst dokumentarfilmsprojekt hos Laterna Film i årene 1970-71, om det nys frigivne pornomiljø, hvor min hensigt var at dokumentere, hvorledes den forbudte pornografi pludselig blev en handelsvare lige som alt andet på det frie marked og derfor påvirkede de involveredes holdninger og følelser, så valgte producenten Mogens Skot-Hansen og udlejeren, den fhv. nazist Henning Karmark fra ASA FILM at lancere filmen som ren pornografi. De ændrede filmens titel og lavede en plakat, der først og fremmest skulle lokke husarerne indenfor. Hele filmholdet protesterede, men her var pengeinteresserne stærkest. Og pressens folk som flest slugte den råt og brokkede sig over, at den ikke var særlig pornografisk! Enkelte anmeldere forstod dog sagens rette sammenhæng og omtalte den med respekt. Men de folk, jeg godt ville have til at se den, blev væk. Filmen gik siden i flere sæsoner i Nygade Teatret i sommermånederne, i håbet om at turister kunne lokkes ind.

Nå, nu måtte jeg vise, hvad jeg virkelig stod for, og da jeg var kommet med i en venstreorienteret filmudlejning ved navn KINOK, der bl.a. distribuerede amerikanske undergrundsfilm vendt imod Vietnamkrigen, så lå det lige for at der også lavedes film med tilsvarende indhold i Danmark. Jannik Hastrup lavede ‘Ironside og Fællesmarkedet’, en kvindegruppe stod for filmen ‘Kvinden og Fællesmarkedet’ og selv ville jeg lave en film om et anti-imperialistisk emne. Jeg tænkte på Grækenland, hvor et oberstkup havde styrtet demokratiet, eller på Chile, eller Brasilien, men det blev ved en tilfældighed Palæstina-konflikten, der blev behandlet i filmisk form. Tilfældigt, fordi jeg kendte mange arkitekt-studerende, der var involveret i anti-imperialistisk arbejde, og en af dem, palæstinensiske Nabil Kanafani, som jeg var blevet gode venner med, fik mig overtalt. Jeg lavede research på emnet, fik stor hjælp af bl.a. Per Kongstad, Birgitte Rahbek, Jan Katlev, Morten Thing og Jacques Hersh, der alle havde et stort kendskab til konflikten. Også Jens Nauntoftes bog om palæstinenserne var inspirerende, lige som en række udenlandske anti-zionister, heriblandt flere svenske, havde udgivet vægtige bøger om emnet.

Men film koster penge, dokumentar eller ej. Og en film om palæstinenserne var ikke særligt tillokkende at investere penge i for nogen. Men heldigvis havde Filminstituttet i 1970 oprettet et ‘filmværksted’, kaldet Workshoppen, beregnet til yngre folk, der var villige til at lave små film uden løn, men med en vis mængde råfilm og tilhørende laboratorieudgifter og klippemuligheder inkluderet.

Jeg sendte i 1971 en ansøgning ind på en film, der skulle belyse, hvordan olieinteresserne i Mellemøsten var en medvirkende årsag til den aktuelle konflikt mellem især palæstinenserne og Israel. PALÆSTINA - DANMARK, SAMME KAMP kom filmen til at hedde. Titlen var en omskrivning af et den gang aktuelt slogan. For lige i de år rasede krigen i Vietnam på sit højeste og på mure rundt i Danmark maledes der slagord, bl. a. "Vietnam - Danmark, Samme Kamp". Med andre ord: Vores politiske hverdag herhjemme hang tæt sammen med USAs interesser. I Vietnam og i Mellemøsten.

I de år prøvede partiet Venstresocialisterne flere gange at rejse debatten i Folketinget, om det urimelige i at de store olieselskaber ikke betalte skat i Danmark, samtidigt med at de høstede kæmpeprofitter (og det samme gør Enhedslisten i dag, så nogen videre udvikling på dette område er der ikke sket).

Analysen bag filmen var også inspireret af den palæstinensiske forfatter og journalist Ghassan Kanafanis skrifter. Og stilmæssigt var filmen påvirket af den franske marxistiske Cinétique bevægelse, der analyserede den indbyggede ideologi, man mente ligger bag hvert eneste frembragt billede i verden.

Produktionen skete altså med en lille støtte fra den statslige filmworkshop, men efter færdigklipning nægtede arbejdsudvalget at støtte den med fremstilling af en færdig kopi, så det måtte ske for egen regning. Udvalgsmedlem Christian Braad Thomsen var som de øvrige i udvalget imod filmen, de mente vel dengang, i lighed med de fleste danskere, at man burde holde med Israel. Siden har han dog skrevet til mig og beklaget det, og understreget, at filmen alligevel var med til at åbne hans øjne for, hvad der sker dernede. Respekt!

Filmen udlejedes først gennem vores alternative distribution KINOK. Den fik både en flot modtagelse i pressen og opnåede store udlånstal, og Statens Filmcentral lovede at indkøbe filmen til distribution. Det løfte blev aldrig opfyldt, så nogen løn til filmhold eller medvirkende blev det heller aldrig til. I stedet endte Filmcentralen med at bevilge produktionsstøtte til film nr. 2: ET UNDERTRYKT FOLK HAR ALTID RET.

Den sidste film har været i udlejning og tilgængelig uafbrudt siden premieren i 1975, med en enkelt pause 1977-78, hvor jeg skulle rette 3 af filmens 240 faktuelle udsagn, som den zionistiske lobby, suppleret af konservative folketingspolitikere, mente var nærmest een stor løgn. Den anklagedes for antisemitisme af bl.a. Peter P. Rohde, men jura-professorerne Isi Foighel og Ole Espersen frikendte den fuldstændig for den slags. Tak for det.

Nils Vest, filminstruktør