Trykt i PALÆSTINA-ORIENTERING nr 4, dec. 2003

30 ÅR EFTER

af Nils Vest, filminstruktør

1960’erne bliver for mange unge et årti, hvor ‘det politiske’ kommer til at forme deres skæbne, og det gælder også mig. Som oprindeligt uddannet civilingeniør, senere på Filmskolen, og ind imellem arbejde på Studenterscenen og i studenterpolitik, følte man det helt naturligt at gå ind i bevægelser, hvor ens faglige kundskaber kunne bruges til et fælles godt formål. Som f. eks. at støtte befrielsesbevægelser i den tredie verden, på den ene eller anden måde. Først havde jeg tænkt på at lave noget imod juntastyret i Grækenland, men nok især p.g.a. bekendtskabet med en palæstinensisk arkitekt i København bliver det til en film om Palæstina.

Alt det historiske har jeg allerede tyret mig igennem. Der er i Danmark en Palæstina-komité, ligesom der er Vietnam-komitéer, anti-imperialistiske forbund og venskabsforeninger. Anti-apartheidbevægelse er der også, foruden hele rækken af små ‘partiforberedende grupper’ på venstreforfløjen. Der er gang i produktionen af små analyserende, oplysende skrifter.

Jeg vil lave en film, der fortæller noget så simpelt som hvordan en palæstinenser ser ud. Hvordan han og hun taler, vi hører jo aldrig folk dernedefra tale på deres eget sprog. Det er altid på engelsk i tv-interviewsene. Og jeg vil prøve at forklare, hvordan palæstinenserne selv opfatter deres politiske organisering og væbnede kamp, som en befrielsesbevægelse, der kan have en lighed med vores egen modstandsbevægelse under den tyske besættelse af Danmark.

Dengang, for 30 år siden, var der ikke mange herhjemme, der kendte noget til hele den historie. Palæstinenserne var en hvid plet på landkortet. Eller i bevidstheden.

Libanon i 1973 er som en film i sig selv. Eller som noget man har læst om hos Graham Greene eller Hemingway. Elegante middelhavscaféer med et modebevidst ungt klientel, der hellere snakker fransk end arabisk. Amerikanske turister med hawaiiskjorter, solbriller, stråhatte og store kameraer på maven. Saudiarabiske sheiker med umådeligt mange guldringe og tjenere og forlængede biler. Tynde daglejere, som slæber rundt på byggematerialer til højhuse, der aldrig bliver færdige. Kristne kvarterer. Muslimske kvarterer. Armenske kvarterer. Drusiske kvarterer. Palæstinensiske kvarterer.

Der har været en rolig periode et stykke tid, efter flere år med skyderier mellem især palæstinensiske flygtninge og højreorienterede libanesiske militser. Palæstinenserne selv er også fraktionerede. Nok har vi derhjemme læst om Fateh, PFLP, DPFLP, PFLP-General Command, ALF og mange flere. Men at der også kan være had imellem fraktionerne er sværere at forstå.

At beskrive hele den komplicerede virkelighed i Libanon, eller Mellemøsten for den sags skyld, det kan ikke gøres med en enkelt film på 45 minutter. Længere må den ikke være, hvis den skal kunne indgå i Statens Filmcentrals program, for det skal passe til en skoletime. Så jeg beslutter mig for at gøre det simpelt. Bo i en måned i en flygtningelejr og filme dagligdagen for de undertrykte. Det bliver arbejdsprogrammet for den kommende film. Jeg får besøgt et par flygtningelejre, får gode kontakter hos flere af organisationerne og bliver lovet støtte, hvis jeg vil komme tilbage næste år og lave en film.

Vel hjemme igen indsender jeg ansøgning til den daværende programredaktør Viggo Clausen på Statens Filmcentral. Man har tidligere lovet at indkøbe en film, jeg har lavet herhjemme på Filmværkstedet i 1972, ‘Palæstina - Danmark, Samme Kamp’. Den skildrer først og fremmest olieinteresserne i Mellemøsten og hvordan de hænger sammen med benzin- og olieselskabernes magt i den vestlige verden. Titlen er en parafrase over et lignende slogan, der er blevet brugt i årene forinden af Vietnam-bevægelsen, og som stod malet på mange mure i Danmark: ‘Vietnam - Danmark, Samme Kamp’. Ordet kamp er meget populært i de år, så meget at det til sidst bliver helt tyndslidt og udvandet. Klassekamp. Kvindekamp. Faglig kamp. Boligkamp. Kampen på universiteterne. Kampen mod kalorierne.

Det skriftlige løfte om indkøb af film nr. 1 bliver aldrig indfriet, selv om den har fået megen ros med på vejen i en række anmeldelser. Men den bliver flittigt udlejet gennem det hedengangne, alternative Filmcentrum. I stedet tilbydes jeg nu at lave film nr. 2, den der ender med at hedde ‘Et undertrykt folk har altid ret’. Støttebeløbet er ikke stort, 192.000 datidskroner ialt, til filmhold og producent Ebbe Preisler og kopier og rejser. Det må blive enkelthedens æstetik. Tre mand afsted i en måned, bo billigt, simpel klipning og færdig.

At projektet går igennem på Filmcentralen hænger nok også sammen med, at de derinde godt kan se, at der manglede noget i skolerne. Hvis man vil vide noget om konflikten mellem palæstinensere og israelere, har man i mange år gratis kunnet låne en lang række film fra Dansk Zionistforbund, foruden et par enkelt bovlamme FN-film om hjælpearbejdet. Og så Filmcentralens egen film om danske Jens’er på soldatervagt i Gaza, hvor man i kataloget kan læse om, hvordan FN-drengene ved resolut indgriben ‘vender pludseligt opståede uroligheder blandt de lokale til en glædesfest’. Ja, sådan står der. Filmen selv forklarer ikke det mindste om den politiske baggrund for Gaza-flygtningene.

Vi, filmfotograf Freddy Tornberg, tonemester Sven Nørgaard og undertegnede, ankommer til Beirut i september 1974, og straks i tolden er der problemer med at få filmudstyret med os. Dengang var man ikke vant til tv-hold i spandevis, som i dag. Så de næste to uger må Freddy hver dag drage ud i lufthavnen og overbevise folk, med store ord og små sedler, at vi kun er dernede for at lave en turistfilm om det dejlige Libanon. Det er nemlig helt forbudt at filme palæstinensere! Måske bidrager vores udseende også til en vis mistænksomhed, vi har alle fuldskæg og halv- eller hellangt hår, så vi bliver hurtigt kaldt ‘cubanerne’. Men han får kameraet med ud.

Imens drager Sven og jeg rundt på forskellige af de palæstinensiske kontorer. Siden sidste år er spændingen øget i landet, de muslimske libanesere er underrepræsenterede i parlamentet og har styrket deres militser, højrefløjen truer og imens tiltager israelernes raids mod flygtningelejrene i antal og styrke. Stressniveauet er derfor steget, og skyderier imellem nogle af fraktionernes medlemmer sker stadig oftere. Så vi kan ikke få lov til at bo i en flygtningelejr, som vi havde håbet. Desuden er rivaliseringen imellem de palæstinensiske organisationer blevet tydeligere, så da vi ankommer til mine kontaktpersoner fra sidste år på PFLP-kontoret, bliver vi først taget i en slags venligt forhør, hvor man på god marxistisk skolevis udspørger os om vores holdning til dit og dat. Blandt andet om vi kan acceptere udtrykket ‘hele Palæstinas jord’. Det er kodesprog for indviede, men indikerer, at man er i opposition til Fateh, der er begyndt at tale lidt fredeligere om sameksistens med Israel. PFLP er ikke indstillet på en total udsmidning af israelere, hvis man nu vinder, men hovedmålet er én fælles stat, uden forskelsbehandling. Om alle israelere får lov til at blive, stod hen i det uvisse. Men alle palæstinensiske flygtninge skal i hvert få lov til at vende tilbage, ingen slinger i den sag.

Siden jeg var der sidste år er redaktøren af deres PFLP-avis, Bassam Abu Sharif, i mellemtiden blevet svært handicappet efter modtagelsen af en israelsk brevbombe. Libanesiske højremilitser har også været ude efter dem på kontoret, så der er en anspændt stemning. Vi får anvist et par hjælpere, der skal guide os rundt i de lejre, hvor PFLP står stærkt. I visse lejre er vi ikke velkomne, hvis de ved, at vi har PFLP-folk til at hjælpe os. De viser sig ret hurtigt at være en hjælp med kraftige bremseklodser. De kommer næsten altid for sent, mange af de folk vi skal møde har de alligevel ikke fået checket, og samtidigt er de meget nervøse og restriktive. Når vi kører afsted i bilen har de altid et par pistoler gemt i handskerummet eller under stolesædet. Bilerne bliver ofte stoppet af libanesisk politi eller militær, og palæstinensere er jo ikke specielt populære, så pludselig laver bilen et u-sving og spurter afsted i helt modsat retning. Vi brokker os, men som en af dem siger: ‘Vi kommer aldrig til et aftalt tidspunkt. Det gør israelerne. Når de har hørt over telefonaflytning eller fra stikkere, at vi skal et eller andet klokken det og det, så er de der. Men vi kommer på et helt andet tidspunkt. Så de bliver snydt, hver gang’. Det er vist at gøre en dyd ud af slendrian. For da vi skifter hest og henvender os til Mustafa Abu Ali på PLO’s filmkontor og beder om hjælp, fungerer alt, som om vi var mellem venner hjemmefra. På tre dage får vi filmet lige så meget som de foregående ti.

Vi får dog slet ikke filmet alt det, jeg havde planlagt hjemmefra. Det bliver mere spredt fægtning. Hvad der kan lade sig gøre i øjeblikket. Men undervejs møder vi hos den enkelte familie i flygtningelejrene en hjertelighed og gæstfrihed, som jeg aldrig kan glemme. Folk, der har mistet alt ved katastrofen i 1948, hus, jord, ejendele, penge, arbejde, familiemedlemmer, tryghed. Men ikke stoltheden og værdigheden. Vi mødte aldrig nogen, der flæbede. Kvinderne er frejdige og hjertelige, ingen tildækket privatisering dér. Mændene kan være resignerede, hvis de er gamle, men de fortæller de unge om, hvad der er taget fra dem og som skal vindes tilbage igen.

Jeg føler, at hvis en sådan film skal have en virkning, så skal den også udtrykke den samme form for ærlig trods og stædighed. En slåen i bordet, selv om man fysisk er den svage part. En bog med nogle af Lu Hsuns politiske essays fra 1920’erne, som jeg kort efter læste, gav inspirationen til filmens titel. Han skriver bl. a.: ‘Musen kan pibe og skabe fin litteratur, men det tager katten ikke hensyn til, når den sluger musen. Der er ikke noget håb for et folk, der kun ejer en klagelitteratur (...) Men nationer med en indre styrke, som vover at gøre oprør, forstår, at det er nytteløst at klage, og de bliver sig kendsgerningerne bevidst. Deres klageråb forvandler sig til en vred brølen.’ For mig skal en film, der kalder sig solidarisk med nogen, indgyde håb. Den skal være stolt og ikke af forsigtighedshensyn begynde at logre med halen.

Jeg glædede mig allerede til at så og så mange mennesker ville tage titlen i deres mund, når de skulle bestille den hjem til visning over telefonen. Et nyt mundheld? Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. Enhver er sin egen lykkes smed. Ærlighed varer længst. Et undertrykt folk har altid ret.

Det bliver en spændt afrejse fra Beiruts lufthavn. Tolderne vil i fuld belysning undersøge alle vores dåser med eksponeret film, måske for at se om vi smugler hash. Men Freddy Tornberg med Fidel Castro-udseendet får med høj stemme overbevist mændene om, at den libanesiske turistminister vil blive meget rasende, hvis vi får ødelagt alle de smukke landskabsoptagelser. Og et par små sedler hjælper selvfølgelig også. Så hjem kommer vi, men ikke med alt det, der var planlagt. Ikke en sammenhængende historie fra en flygtningelejr. Filmens grundfortælling må struktureres om.

Heldigvis har vi også fået nogle ruller historisk arkivmateriale med hjem fra PLO’s filmkontor, scener af en slags, som ellers kun store nyhedsbureauer ligger inde med og sælger for dyre penge. Og så må der bruges ikonografi, affilmninger af fotografier og tekster, der kan danne baggrund for fortællerens beretning. Filmen bliver mere snakkesalig, end jeg kunne have ønsket mig. Og de historiske afsnit kommer til at fylde langt mere, end oprindelig tænkt. Og det er her, at filmen kommer på kollisionskurs med danske Israel-venner. I første omgang ikke i de overordnede analyser, rent formelt, men derimod i detaljer, som jeg dengang anså for at være rimeligt formulerede, men ikke desto mindre kaldte den officielle fråde frem på højrefløjen.

Nå, filmen bliver færdig i efteråret 75 og kommer ind i Statens Filmcentrals faste udlejning. Politikens anmelder Kaj Spangenberg skriver, at ‘ud fra betragtningen, at der i forvejen er produceret ikke så helt få pro-israelske film, er dette 45 minutters danske farveværk velgørende’.

Den bliver også inviteret til Leipzig-festivalen, men her er arrangørerne ikke rigtig glade for filmen, så visningerne flyttes fra hovedbiografen til en lille sal med kun få pladser. Misfornøjelsen skyldes, viser det sig, at ledelsen ikke finder at den er fredsvenlig nok. Der vises for mange bevæbnede palæstinensere. Og så er der ikke billeder af Arafat, som Sovjetblokken støtter på det tidspunkt. Med andre ord, for meget PFLP og for lidt Fateh. PLO er på det tidspunkt mere paraply end i dag.

Filmen bliver i foråret 1976 også inviteret til Palestine Film Festival i Baghdad, hvor den vækker stor jubel blandt palæstinenserne og modtager festivalens guldmedalje. Det sker før Saddam Hussein har slået sit navn fast som diktator og henrettet sine politiske modstandere. Da jeg kommer hjem, glad og fro, siger daværende DR-journalist Per Schultz til mig: ‘Den får du brug for.’ Hvad mener han med det? Filmen er i udlejning og blev jo godt modtaget.

Tre kvart år senere kommer angrebet på filmen. Den konservative Gerda Møller spørger i december i Folketinget, hvordan det kan være, at Danmark finansierer en anti-israelsk film. Da TV-Avisen samme dag spørger, om hun har set filmen, svarer hun nej. Og så er hun til grin. Men andre følger op, først og fremmest gennem aviserne, hvor Berlingske ikke holder sig tilbage for at kundgøre på en løbeseddel, at ‘Dansk film bruger Hitlers ord om jøderne’. Og en avis i Frederikshavn, der er på hold med Fremskridtspartiet, kundgør at ‘ingeniør Vest spreder jødehad med sin film.’

At der går så lang tid før man fra zionistisk side kommer med indvendinger imod filmen kan undre i dag. Måske vil man først finde ud af, hvordan filmen kan angribes. At man lader en konservativ politiker åbne ballet hænger uden tvivl sammen med, at de borgerlige partier i et stykke tid har været utilfredse med Statens Filmcentral og dens efter deres mening for mange venstreorienterede film i udlejningen. Fra venstrefløjsside har man derimod i flere år kritiseret Filmcentralen for at have været alt for jomfrunalsk og forsigtig og i for ringe grad afspejlet den virkelighed, der ligger lige udenfor døren i Vestergade.

Anklagerne mod filmen bliver efter Filmcentralens opfordring i januar 1977 bedømt af to af Danmarks hæderligste og skarpeste juridiske hjerner, Ole Jespersens og Isi Foighels. De frikender filmen.

Når man ikke kan ramme den på et overordnet plan, må man gå ned i detaljerne: Der er et par upræcise formuleringer om fordrivelse af palæstinensere i Jerusalem og på Vestbredden. Et billede, hvor en arabisk soldat under 1967-krigen underkastes tortur og som bruges til at illustrere udsagnet om israelske soldaters behandling af palæstinensere kritiseres stærkt. Det var ellers en almindeligt brugt metode i mange dokumentarfilm, hvor man ikke har kunnet finde det helt præcise billede. Og endelig det måske mest pinefulde for Israel-vennerne: Påstanden om tortur i de israelske fængsler af palæstinensiske fanger. I dag benægtes det ikke fra israelsk side, det er endda erklæret juridisk acceptabelt i Knesset. Men dengang slog man kors og stjerner for sig og kaldte det smæderier og hvad ved jeg. Selv om jeg står med flere internationalt respekterede organisationers udsagn bag mig, bl. a. Røde Kors og det amerikanske juristforbund, skal torturpåstanden fjernes fra filmen. ‘For det er jo ikke bevist’. Hvem afgør det? Bødlen eller ofret?

Filmen bliver til sidst, efter måneders konstant kritik i aviserne, taget ud af distribution, for at blive lettere omarbejdet. Jeg må acceptere afgørelsen, selv om jeg synes, at det rent faktuelt er flueknæpperi. Torturbilledet bliver udskiftet med et andet, der viser palæstinensiske fanger i israelsk fængsel, og udsagnet om tortur bliver til, at ‘palæstinensere fortæller om tortur, med piskning, mishandling af kønsdele, afrivning af negle...’ osv. Desuden sættes en temmelig selvfølgelig fortekst ind, der fortæller at filmen ønsker at forklare Palæstina-konflikten, oplevet fra palæstinensisk side.

Rent fortællemæssigt er filmen faktisk nu bedre, fordi jeg også har fået lejlighed til at lave et par omrokeringer i billederne og ændre slutningen, der blev for lang. Men fra det øjeblik filmen er taget ud og indtil filmlaboratoriet i Stockholm har foretaget de nødvendige forandringer i negativet, går der et helt år. Og det er ikke mig, der smøler i det. Der er selvfølgelig gået en klar, politisk besked til laboratoriet om, at de skal ‘skynde sig langsomt’. I slutningen af 1978 er den i distribution igen og får straks et stort antal udlejninger i de næste par år. Nu er filmen blevet berømt. Zionisterne må have ærgret sig.

I 1980’erne ændres distributionsformen i Danmark. Flere og flere skoler foretrækker videokassetter frem for de skarpe, men mere besværlige 16 mm-kopier, og derfor begynder Statens Filmcentral at overspille film til video. Men ‘Et undertrykt folk har altid ret’ bliver ikke overspillet, på trods af de pæne udlånstal. Producent Ebbe Preisler og undertegnede skriver jævnligt til Filmcentralen og spørger, hvorfor den ikke kommer over på videokassette, men vi får aldrig svar på vores breve. Hvis vi møder personligt frem lød svaret, at ‘ja-ja... det kommer efterhånden, men vi kan jo ikke overspille dem allesammen på én gang.’

Efterhånden er filmen ved at gå i glemmebogen, selv om dens indhold desværre bliver ved med at være lige aktuelt. Konflikten mellem palæstinensere og israelere trapper op.

I 1998 har ‘Operation Dagsværk’ indsamling til bl. a. en palæstinensisk håndværkerskole, hvilket, som nogen måske husker, giver anledning til heftig kritik fra Israel-lobbyen. Dagsværkskontorets leder, Pernille Rosenkrantz-Theil, ringer også op til Filminstituttet, der har overtaget Statens Filmcentrals distributionsforpligtelser, og spørger, hvorfor det ikke er muligt at leje filmen på videokassette, men kun som 16 mm-kopi. 'Jo,' lyder svaret i telefonen, ‘det er fordi der eksisterer en aftale med Dansk Zionistforbund om, at filmen ikke skal over på video’.

Javel, så hørte man det. Skal man lave det til en stor sag i aviserne (og dermed gøre sig umulig i mange år fremover på Filminstituttet) eller i stedet fortælle rette vedkommende derinde, at der er et problem? Jeg vælger det sidste, og få dage efter bliver jeg ringet op af udlejningschefen, der også finder, at ‘nu er det snart på tide at få den over på video’. Fint, så lykkedes det, efter mere end 15 års venten.

Flere gange er jeg ude og viser filmen på skoler i København. På en af dem spørger en af gymnasieeleverne, om det er en film, jeg lige har lavet. Hvorfor det? Jo, for det er jo næsten en slags dogmefilm, så meget der er håndholdt og med rystet billede. Jeg bliver helt stolt. Den taler stadig til de unge.

Filmen var lavet for et meget beskedent budget og derfor præget af ‘nødvendighedens æstetik’. De billigste løsninger, rent fortællemæssigt. Men derfor måske også mindre tidspræget, med mindre smartness og færre effekter. Filmen skal selvfølgelig være et ærligt udtryk for sin tid. Og hvad er vigtigst: Filmens form eller indhold? Ja.

Nils Vest, filminstruktør