INUK WOMAN CITY BLUES, tanker og indhold

af Laila Hansen, 6. juni 2002

At flygte til et andet land, for at ville leve i total anonymitet, fordi man bærer på for store følelsesmæssige smerter, sjælelige kvaler og fordi man bærer på for tunge byrder. Flygte fra et samfund, der kræver mere af en, end ens mentalitet kan nå. Flygte fra et land, der prøver på at finde sin identitet og har så store sociale byrder, at ingen rigtig kan overskue det.

I et land så smukt og så rent opgiver man livets kamp, som er at bevare overblikket over ens liv, være en del af en dagligdag og at give sine børn et værdigt liv.

Og i stedet for, bruge tid og kræfter på at sidde på en bænk og nyde sin øl og derefter turnere på diverse barer. Det er, hvad mange grønlandske kvinder har valgt at gøre eller er endt med og således udsætte sig selv for høj dødelighed og selvdestruktion.

Filmen INUK WOMAN CITY BLUES dykker ned på Vesterbro, hvor mange af de omtalte kvinder ender deres dage. Vi besøger deres univers via digte og musik og vi hører og ser kvinderne fortælle om deres liv. Uden at blive faktuel, snarere mere fra et filosofisk perspektiv.

Laila Hansen

OM FILMEN

For første gang nogensinde er der lavet en filmisk grønlandsk fortælling om nogle af de kvinder, der er søgt til misbrugsmiljøerne på Vesterbro. Instruktøren er den grønlandske skuespiller og sanger Laila Hansen. Fotograf og klipper på store dele af filmen er Kenneth Rasmussen fra Qaqortoq, sammen med Ann Duroj og Rikke Malene Nielsen. Lyddesignet er med bidrag af grønlandske Kunuk Platou, musikken er dels af Peter Krogstrup, der har optrådt i flere år sammen med Laila Hansen, dels af grønlandske Sorèna Petersen - sammen med Kristian Hedegaard-Petersen - og så yderligere med bidrag af en række grønlandske kunstnere, SUMÉ, Agga Olsen Dam, ZIKAZA og Siliasak Teatret fra Qaqortoq. Alle de medvirkende taler grønlandsk i filmen. Også Rasmus Lyberth har stået bag kameraet, under optagelser i Qaqortoq. Produktionen er dansk-grønlandsk, med Nils Vest som initiativtager og producent.

Laila Hansen har sat sig for at give en helt anderledes, solidarisk og socialt indlevet skildring af nogle følsomme mennesker, der oftest har haft det svært i barndommen og siden har søgt til Danmark med tit romantiske drømme om et nemt liv, men hurtigt er kommet til kort i en temmelig barsk verden. Og så har alkoholen været en trøster tæt ved hånden.

Emnet har været beskrevet før, af danskere, og ofte på journalistisk, hårdtslående vis. Denne film er meget anderledes. Den er skabt af en scenekunstner, der tænker i dramaturgi, i følelser og i at forstå hvad der ligger bag ordene. Derfor er billed- og filmsproget anderledes end det, vi plejer at se på tv-skærmen. Det er musikalsk - med meget grønlandsk musik i filmen - og det taler meget direkte til unge mennesker, den målgruppe for filmen, som helst skulle blive lidt klogere på livet i Danmark. Og så indeholder den en optimisme, et eksempel på at det godt kan lade sig gøre at komme ud af misbruget, repræsentetet ved den stærke personlighed Rosine Berthels, der som nok den første kvinde fra drukmiljøet er er kommet fri af det og taget hjem til Grønland.

Filmen laves i en grønlandsk, en dansk og en engelsk udgave (de to sidste undertekstede). Der er ingen speak. Længde 34 min. Premiere 2. sept. 02. Distribution igennem Det danske Filminstitut og folkebibliotekerne, ud over visning i grønlandsk tv KNR.

DVD-kopier til private kan købes her.

Nils Vest