HISTORIEN

af Ole Schultze Henriksen

I slutningen af 60`erne, og i forlængelse af ungdomsoprøret, opstod der en lang række såkaldte "alternative" institutioner. Det der kendetegnede disse institutioner var, at de alle havde deres rødder i enten lokale beboeraktioner, i slumstormerbevægelsen eller andre græsrodsbevægelser og betragtede arbejdet på institutionerne og med børnene, i et politisk og socialistisk perspektiv. Herudover var de fleste af institutionerne kollektive i deres ledelsesform. Blandt daginstitutionerne var det bl.a. Røde Roses børnehaver på Nørrebro, Børnehaven Todesgade ligeledes på Nørrebro, børnehaven Nordstjernen på Østerbro, Røde Møllegårds Børnehave på Amager, Fosgårdens Børnehave i Albertslund, alle i København og omegn. Også blandt byggelegepladserne var der alternative institutioner. Ellemarkens Byggelegeplads i Køge, Byggeren på Nørrebro og Hudegrundens Byggelegeplads på Vesterbro.

 

Hudegrundens Byggelegeplads

De tre byggelegepladser havde deres rødder i forskellige venstreorienterede strømninger i starten af 70`erne og var en del af en politisk rørelse, der ønskede at ændre eller reformere uretfærdigheder i den bestående samfundsorden. Pædagogik og politik kunne ikke adskilles. Som det blev formuleret i Hudegrundens Byggelegeplads målsætning: "At beskæftige sig med opdragelse kræver stadig stillingtagen, ikke blot til praktisk pædagogiske spørgsmål, men samfundet i sin helhed, idet opdragelsen ikke kan løsrives fra hele samfundet."

Hudegrundens Byggelegeplads blev til på opfordring af en gruppe slumstormere (i nutidens terminologi, BZ`ere ), der i foråret 1970 havde besat en gammel kommunal ejendom på hjørnet af Dannebrogsgade og Matthæusgade. Det omtalte område og ejendommen blev kaldt Hudegrunden og Hudegården, efter et gammelt hudegarveri, der tidligere lå der. Hudegården er en af de første ejendomme, der bliver besat som en egentlig politisk aktion. Dens beliggenhed på Vesterbro gjorde den velegnet til aktionscenter og for lokale aktiviteter. Slumstormerne havde oprettet en udflytterbørnehave, og en beboercafe i ejendommen. Formålet var at komme i kontakt med kvarterets befolkning, og få dem til at bruge Hudegrunden som deres eget område.

Via lokale politikere i Københavns Borgerrepræsentation, blev der taget kontakt til den daværende overborgmester Urban Hansen, og ideen om en kommunal byggelegeplads blev fremlagt. Urban tog med glæde imod forslaget ,da hverken han eller Socialforvaltningen havde nogen som helst ide om hvad, de kunne bruges området til.

I løbet af få dage blev der arrangeret et møde med embedsmændene i Direktoratet for Børne- og Ungdomsinstitutioner. Mødet bevilgede de nødvendige faciliteter, såsom den traditionelle skurvogn, værktøj samt løn til to medarbejdere. Senere bevilges en pavillonbygning på omkring 130 kvm. suppleret med et lejemål i en mindre butik i Dannebrogsgade. Personalegruppen bliver også i løbet af et par år betragtelig større, end de to den bestod af fra starten. Bl.a. fremgår det af planlægnings materialet til høstfesten i september 1972, at der er 18 på arbejde den dag, hvilket hænger sammen med, at byggelegepladsen i løbet af 1971 har udvidet med aftensklub og heraf flere ansatte. Men der var ofte betydeligt flere voksne tilstede i kraft af frivillige hjælpere fra kvarteret og sympatisører.

Byggelegepladsen kom i gang, og blev drevet som en åben og aldersintegreret institution. Åben på den måde, at børnene og de unge frit kunne komme og gå som de havde lyst til - eller sagt med den formelle terminologi - uden kontrolleret pasning.

Integreret på den måde, at børnene ikke fordelte sig efter alder, men efter ønske om deltagelse i de forskellige aktiviteter. Børnene skulle betalte et kontingent på 20 kr. om måneden - men da pladsen altid var åben og børnene ikke blev smidt ud, var der ikke mange, som betalte.

Årsagen hertil var, at et stort antal børn, herunder indvandrerbørn, som ikke ville kunne begå sig i andre institutioner med en traditionel institutionsstruktur kom på legepladsen. Dette skyldes bl.a. den "selvstændighed" børnene havde opnået ved "livet på gaden" samt deres og forældrenes angst for institutioner, og andre kommunale og statslige autoriteter.

Som en konsekvens af denne udvikling anmodede institutionen i et brev til Borgerrepræsentationen i september 1970 om økonomi til et dagligt måltid varmt mad til børnene. Der argumenteres for, at mange af børnenes ernæringstilstand var ringe, og da en stor del var børn af enlige fædre eller mødre, kunne man aflaste disse ved en madordning. Ønsket blev imødekommet, og der bevilget penge til at servere et dagligt varmt måltid mad plus frugt, te, brød m. m.

Legepladsen var i de første år præget af de traditionelle byggelegepladsaktiviteter. Der var hulebyggeri, bål og der var da også dyr. Pladsen var rimelig stor i betragtning af, at den kun lå få minutters gang fra Rådhuspladsen og havde Vesterbros højeste kælkebakke. Bakken blev skabt af mursten og anden nedrivnings materialer fra Hudegården . Indendørs var der aktiviteter som fotoarbejde, træ- og metalarbejde, motorlære, ler, male, stof og silketryk osv. Her ud over blev der dyrket sport som cykling, boldspil, gymnastik, svømning. Men ellers var det de store fester og kolonierne som prægede livet på byggelegepladsen. Fester der var åbne for alle i kvarteret, og bl.a. foregik i samarbejde med Vesterbro Lokalråd og Teaterbutikken. Kolonier blev afholdt hver sommer overalt i Danmark ligesom der var kanoture i Sverige og klatreture i Norge.

 

Hudegrunden diskuteres i Folketinget:

Hudegrundens Byggelegeplads blev nok mest berømt/berygtet i sin samtid for to "sager". Sager der begge blev taget op i folketinget og som efter manges mening var medvirkende årsag til starten til den "indoktrineringsdebat" der prægede diskussionerne på institutionsområdet i disse år.

I november 1971 havde byggelegepladsen en ledig stilling, og satte derfor en annonce i fagbladet Børn & Unge:

Hudegrundens Byggelegeplads

1. November bliver en pædagogstilling ledig. Den eventuelle ansøger skal være uddannet pædagog. Kun en marxist , der anerkender institutionens målsætning og vil arbejde aktivt ud herfra, vil blive optaget i vores kollektiv. Lønrammen er 6/8. Al løn derudover går til vores solidaritetsfond.

Annoncens ordlyd når ad omveje den politiske arbejdsgiver socialborgmester Børge H. Jensen, der reagerer ved et indlæg i Børn og Unge:

" ... det er naturligvis uacceptabelt, at der averteres efter medarbejdere med en bestemt ideologisk holdning. Hvilken personlig opfattelse medarbejderne har, blander administrationen sig ikke i , og det gør jeg heller ikke. Selv hvis vi kender den, betragter vi den som en privat sag, så længe de pågældende også gør det. Men det er klart tilkendegivet princip, at "missionerende" virksomhed ikke tolereres inden for vore institutioner, lige meget om det er en religiøs eller en politisk ideologi, der er tale om.."

Så er ballet åbnet, og i de kommende måneder debatterer pressen forholdet. Specielt læserbrevs spalterne er i en række borgerlige blade fyldt med reaktioner mod denne "indoktrinering".

Den 15. december kommer "sagen" til behandling i Folketinget. Det konservative medlem oberstinde Gerda Møller udtrykte sin ængstelse for børnenes samvær med de marxistiske pædagoger. På trods af den første kraftige reaktion løber sagen ud i sandet. Det kunne se ud som at myndigheder, både de kommunale og statslige, helst ser sagen glemt.

Men der kommer en anden runde eller omgang. Den 18. Maj 1972 blev der arrangeret en Vietnam-dag på Hudegrunden, med deltagelse af repræsentanter fra Sydvietnams Provisoriske Revolutionsregering.

Hensigten med dagen var "at børnene skulle opleve de vietnamesere, som de til hverdag ser og hører på TV udråbt som fæle kommunister som venlige børneglade mennesker. Være samme med dem et par timer, og bl.a. se deres glæde over solidaritets tilkendegivelsen.".

Men arrangementet var også en reaktion på, at Københavns kommune tilbød de kommunale institutioner, at komme på besøg på de amerikanske krigsskibe, der lå ved Langelinie.

Lidt over en måned efter Vietnam arrangementet stiller Gerda Møller igen spørgsmål til socialminister Eva Gredal om Hudegrunden. Også denne gang "glider" ministeren af på spørgsmålet, men lover dog at der skal blive givet en påtale til medarbejderne på legepladsen, og oplyser i øvrigt at hun arbejder på en vejledning for daginstitutioner, hvor "indoktrinerings problemet" vil blive taget op.

Men Hudegrunden var som det også fremgår af indledningen andet en de to "politiske" sager.

Det var en legeplads baseret på stærk solidaritet med Vesterbros børn og deres familier, med dybt engagerede medarbejdere, der stort set brugte det meste af deres vågne liv i arbejdet på institutionen.

 

Kollektivet

Helt i tidens ånd bliver de voksnes arbejde på byggelegepladsen organiseret i en kollektiv form. Omkring arbejdsområderne dannes grupper, hvor man vælger sig til efter interesse. De overordnede beslutninger træffes på et ugentligt personalemøde, hvor alle er tilstede, og hver medarbejder har 1 stemme. Institutionen har en officiel leder og stedfortræder, som er valgt ved lodtrækning. I konsekvens af den kollektive ledelsesform samles al løn udover grundlønnen i en solidaritetsfond, der bliver brugt til "revolutionære" formål.

Medarbejderne argumenterer også for den kollektive ide´s betydning i pædagogikken.

"Når man går ind for et kollektivt (socialistisk) samfund, hvor alle har lige ret og muligheder, er det nødvendigt at praktisere det så vidt, det er muligt, i den daglige kamp. Bl.a. på den måde kan børnene indse nødvendigheden af et kollektivt samfund. Det at lære børnene at fungere i en gruppe, er i det hele taget centralt placeret i vores arbejde med dem. Det borgerlige samfunds individualistiske opdragelse med alles kamp mod alle, konkurrence mentaliteten og det enkelte individs manglende tro på sig selv og sine evner, ønsker vi af al magt at bekæmpe, Vi vil lære dem fællesskabet, hvor alle hjælper alle. Derfor opmuntrer vi og giver mulighed for alle aktiviteter, der lærer børnene at fungere i gruppen."

Hudegrunden deltog i mange demonstrationer og aktioner i disse år, og der var altid børn og ofte forældre med. Specielt deltagelsen i 1. Maj demonstration blev en årlig tradition. Men også de mange anti-amerikanske demonstrationer i disse Vietnams krigsår havde deltagelse fra institutionen.

Børnene deltog nok først og fremmes fordi, det også var fest og sjov, men vel også fordi der i kvarteret og blandt forældrene var opbakning til det der foregik på byggelegepladsen. Det kan måske i dag forekomme uforståeligt, men man skal nok tænke på at først i 70`erne var stemningen blandt folk på Vesterbro stærkt venstreorienteret.

 

De sidste år

Omkring 1980 lakker det mod enden De første år har været omkostningsfyldte for personalegruppen. Kravene om et total engagement , hvor arbejdstider og andre lønarbejderbeskyttende regler ikke var noget man talte om, tærede på folks kræfter.

Herudover strammedes de økonomiske forhold i Københavns kommune, hvilket betød nedskæringer på personale fronten og i driften - bl.a mister man bevillingen til bespisning sidst i 70`erne. Flere fra personalegruppen "flygter" over i fagligt arbejde. - nogle blev ansat i fagforeningen og andre holder op.

I 1984 beslutter Københavns kommune at lukke institutionen. Dette fremkalder en flere ugers lang besættelse af institutionen fra forældrenes side inden kommunen til sidst får sin vilje.

 

Hudegrundsfilmen fra 1973

I forlængelse af debatten omkring den påståede politiske indoktrinering af børnene bliver der, i et samarbejde mellem pædagogerne og instruktøren Nils Vest, Ebbe Preisler, Gregers Nielsen og Peter Sakse, produceret en film. Filmen " Hudegrunden, Vesterbro" havde premiere i 1974, og var finansieret af Statens Filmcentral.

Udover at skildre byggelegepladsens hverdag, indeholder filmen også interview med en række borgere fra Vesterbro om livet i kvarteret. Dens hovedformål var at skildre sammenhængen mellem pædagogisk arbejde, og de sociale og politiske forhold.

Denne historie er vel fremmed for de fleste og ved at gå i glemmebogen, kun bevaret i den omtalte film og i ganske korte formuleringer i forskellige sammenhænge hvor 70´erne omtales.

Historien kendes selvfølgelig af de pædagoger og andre der havde deres gang på stedet de 14 år legepladsen eksisterede, men sådan er det jo med så meget af det forgangne. Det der gør denne historie interessant og værd at bevare i en eller anden form er, at den repræsenterer en anden måde at tænke pædagogik og pædagogisk arbejde på.