RITZAU-TELEGRAM 5. aug 2005, bragt i bl. a. Berlingske Tidende 6. aug.
Ny film om Københavns store arkitekt
En af de mest fremtrædende arkitekter i 1700-tallets København, hofbygmesteren Nicolai Eigtved, bliver nu portrætteret i en film af instruktøren Nils Vest, der dermed fortsætter sin søgen efter hemmelighederne bag nogle af hovedstadens mest markante byggerier og bymiljøer.
Nils Vest lavede i 1997 filmen "Himmelstigen" om Eigtveds konkurrent, Lauritz de Thurah, som blandt andet tegnede Eremitagen og spiret på Vor Frelser Kirke, i 2003 kom endnu en Christiania-film og sidste år lavede han filmen om Vor Frue Kirke.
Med filmen "Arkitekten, der blev væk" dykker Nils Vest igen tilbage til 1700-tallets København, hvor Nicolai Eigtved som søn af en fæstebonde imod alle odds endte som hoffets foretrukne rokokoarkitekt.
I årene 1739-1754 nåede han at tegne en lang række af de mest markante bygninger i København. Deriblandt Moltkes Palæ med tilhørende Riddersal på Amalienborg, Prinsens Palæ (Nationalmuseet), Marmorbroen, Frederiksstaden, Christiansborgs stalde, Christianskirken, Kunstindustrimuseet samt naturligvis Eigtveds Pakhus.
Kun en måned før sin død som 53-årig fik Nicolai Eigtved godkendt sine tegninger for byggeriet af Marmorkirken, som ifølge Eigtveds planer skulle have været dobbelt så høj som den vi kender i dag.
- Han var mesteren indenfor rokoko herhjemme, og på de 15 år nåede han virkelig at sætte sit præg på København. Men man aner ikke, hvad han var for en type menneske. Der findes ingen portrætter af ham, ingen personlige breve fra hans hånd og ingen samtidige beskrivelser af ham. Kun mere formelle og arbejdsrelaterede skrivelser, siger Nils Vest, der af samme grund betegner filmen som den sværeste, han har lavet.
Ifølge Nils Vest havde Nicolai Eigtved talent for at møde de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter, og han var altid på god fod med magthaverne - både Christian den 6. og Frederik den 5. Eigtved blev først uddannet gartner, men blev senere rejste han på 12 års udlandsophold, til Berlin, Warszawa og Dresden, hvor han lærte rokokoarkitekturens formsprog.
Filmen om Eigtved får premiere den 12. august i Grand biografen i København.
/ritzau/
|