|
Rosenborg - en perle
Af Johs. H. Christensen
Rosenborg - Christian 4. og ’Det store hus i haven’; dansk; instruktion: Nils Vest; 45 min.; vises i åbningstiden på Rosenborg hver time de næste otte uger.
Gennem de seneste år har filminstruktøren Nils Vest med åbenlys opdagerglæde og brillant kompositorisk fornemmelse drejet er række film om arkitektoniske mesterværker og bygninger, som konstituerer det københavnske bybillede. Hans film er ikke kun oplysende, de er spændende simpelthen og må være brugbare i både det almindelige oplysningsarbejde og i skolernes historieundervisning. Det er film som ”Himmelstigen” (1997) om renoveringen af det snoede spir på Vor Frelsers Kirke, ”Vor Frue Kirke” (2004) og ”Arkitekten der blev væk - eller - Hvem var Eigtved?” (2005).
Senest har han lavet en 45 min. lang beskrivelse af Rosenborg og Christian 4. Vi følger både kongens historie, den politiske, den militære, som var en fiasko, og den private, som endte i savn og græmmelse. Og vi følger kongens byggeprojekter, som den dag i dag står som uundværlige pejlemærker i København: Holmens Kirke, Børsen, Nyboder, Rundetårn og endelig det vidunderlige, yndefulde lille renaissance-slot Rosenborg med tilhørende have.
Selv fortæller Nils Vest: Klart og præcist, ikke et overflødigt ord, men lutter velformulerede informationer. Det er sært bevægende at høre om kongens store kærlighed til Kirsten Munk, med hvem han fik en halv snes børn. Skønt hans forbrug af kvinder var ret hektisk, var og blev hun hans livs kærlighed. Hun forlod ham, men det var hende, han så inderligt ønskede til stede ved sit dødsleje.
Naturligvis kan man ikke måle fortidens mennesker med nutidens alen, men hvor naiv og urealistisk, braldrende og impulsiv kongen må have været, så fornemmer man samtidig det tvivlende, søgende, altid aktive menneske gennem hans breve og øvrige dokumener, hvor han – næsten selvpinerisk - vedblev at vende og dreje sit forhold til Kirsten Munk.
Men udadtil manifesterede han sig. Heltemodig, da han blev såret i sit ene øje under et søslag, hvor han stod ved højen mast og blev stående. Og som bygherre. Ingen kan vel gå forbi Rosenborg uden at føle en stille glæde over dette beskedne mirakel af et slot, fuldendt som en sleben diamant, og ingen kan vel gå forbi Børsen eller Rundetårn uden en halvt ubevidst fornemmelse af, at det her, det er altså København, akkurat som Nyrops Rådhus siden blev det.
Nils Vests film anbefales ubetinget. Den er et oplyst, betagende blik ind i en fjern, lille, men mangfoldig og fascinerende sektion af Danmarkshistorien.
Gå en tur på Rosenborg! Og brug de trekvarter på Nils Vests film.
|
|
|