item5
RBTitelgrontrspw
STARTSIDE π
PLAKAT ß
BILLEDER ß CREDITS ®
√
BERLINGSKE TIDENDE 22.6.07 - Anmeldelse:

Da kongen blev hanrej

Af Ebbe Iversen

*****

Dokumentarfilm. »Rosenborg Christian 4. og Det store hus i Haven«

Den eminente dokumentarfilm »Rosenborg« fortæller om det charmerende slot midt i København, men først og fremmest om kong Christian den Fjerde.

 

Nydeligt og prydeligt ligger Rosenborg Slot i Kongens Have som både seksstjernet turistattraktion og daglig fryd for københavnernes øjne.

Nu har den erfarne Nils Vest lavet en dokumentarfilm om det charmerende renæssanceslot det vil sige, det har han nu strengt taget ikke, selv om filmen hedder »Rosenborg«. For den handler i langt højere grad om kong Christian den Fjerde end om de mange udstillede objekter på det museum, som hans lækre lille lystslot jo er i dag, og det skal man kun være glad for.

Det betyder nemlig, at ganske vist fører filmen os rundt på Rosenborg og lader os bl.a. forstå, at det spøger på slottet, men Nils Vest er meget mere optaget af at lave en biografisk beretning om Christian IV. Og eftersom denne ambitiøse, farverige, ødsle, liderlige og periodevis fordrukne monark var både bygherre, skørtejæger, krigsfører og uhyre flittig brevskriver, kan beretningen om ham kun blive stærkt underholdende.

Det er den sandelig også, for Nils Vest er uhyre dygtig til at illustrere den royale historie med velvalgte gamle billeder, og han er i det hele taget eminent til at lade fortiden tone lyslevende frem for vort fascinerede blik. I sin egen fortid var han en stærkt politisk engageret kunstner og lavede omstridte film som »Lov & orden i Christiania« og »Et undertrykt folk har altid ret« om palæstinenserne de værker er i øvrigt stadig værd at se men på sine lidt ældre dage har han specialiseret sig i stilsikre kulturhistoriske film som »Himmelstigen« om arkitekten Lauritz de Thurah og »Arkitekten der blev væk« om Thurahs kollega og konkurrent Nicolai Eigtved.

De film er ikke kun oplysende, men også en æstetisk nydelse, og det samme gælder »Rosenborg« med undertitlen »Christian 4. og Det store hus i Haven«. Den er samtidig en dramatisk og saftig krønike, for den fortæller om de krige, som kong Christian med større og især mindre held valgte at rode sig ind i, og den beretter om hans alt andet end asketiske privatliv med dronninger, elskerinder og masser af børn.

Den særeste del af denne nobelt kulørte kongesaga handler om Christians forhold til Kirsten Munk. Han var 38 år og enkemand, da han forelskede sig voldsomt i Ellen Marsvins 17-årige datter, og det lykkedes ham også med noget besvær at blive gift med hende og siden at avle en stribe børn med hende, men i længden var ægteskabet langtfra lykkeligt Kirsten Munk tog Rosenborgs status som lystslot meget bogstaveligt og havde helt åbenlyst en affære med en adelsmand, og det besynderlige er, at kongen lammefromt fandt sig i det og ikke greb til repressalier af nogen art.

Ak ja, kærligheden er stedse uudgrundelig, men Christian den Fjerdes mange bygninger fra Nyboder til Børsen står tilbage som magtfulde minder om hans storhedstid, og Rosenborg Slot, der blev opført i flere omgange og fik sit navn i 1624, er vel den mest indtagende af dem alle. Nils Vests film om slot og konge er både underholdende, smuk at se på, liflig at lytte til med sin sprøde renæssancemusik og spækket med interessante informationer hvor mange mennesker ved for eksempel, at Christian IV var usædvanligt skrap til ringridning?

  π