 |
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
 |
 |
 |
|||||||||||||
 |
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
||
|
|
|
 |
||
|
|
|
Så er der mulighed for at se de første film, jeg fik skabt efter afgangen fra Filmskolen i juni 1970.
Jeg havde lige instrueret den første egentlige dokumentarfilm, der blev lavet på skolen, i 1969, med titlen EN FILM OM TATOVERINGER. Den gjorde så stort indtryk på filmproducent Mogens Skot-Hansen fra Laterna Film, at han tilbød mig at komme ud og lave dokumentarfilm hos ham. Helt efter eget hoved. Da jeg var blevet grebet af at dokumentere fænomener, der både er tidstypiske, men også står for at forsvinde eller forandres, så valgte jeg - i tidens ånd i øvrigt - at fokusere på den sexuelle frigjorthed, der endnu levede i en slags uskyldstilstand, men truedes af en begyndende kommercialisering.
Optagelserne foregik så i efteråret 1970. Egentlig var der kun planlagt en enkelt film af biograflængde. Det blev til tre, vidt forskellige af slagsen og længde.
Jeg havde planlagt at lave filmen med et meget lille hold, enkelt optageudstyr i 16 mm formatet, og så lidt klippe-manipulation som muligt. De optagne scener skulle helst kunne hvile i sig selv uden afbrydelse, så de blev så rent dokumentariske aftryk af tiden og emnet som muligt. Mit ideal var, at hver situation skulle bestå af kun én lang uklippet optagelse på et sted mellem 5 og 10 minutter. 12 scener i alt.
Helt sådan blev det ikke, men dog tilnærmelsesvis…
En af optagelserne var særligt svær at klippe ned til de relativt få minutter. Og så kom jeg på den idé at vise hele dagens optagelser, sat i rækkefølge. 9 ruller 16 mm-negativ á 10 minutter. Faktisk inspireret af filmen ‘Chelsea Girls’, der var kultfilm lige da. La-a-ange uklippede scener, uden dramaturgi og egentlig underholdning. Og så til sidst med pornofotografens egen sammenklippede film, med hans tilhørende kommentarer på lydsiden. Filmen var for mig et forsøg med andre ord. Peter Refn fra Grand Teatret blev straks glad for den, og han fandt også på titlen, der var en af de porno-optrædendes spørgsmål i filmen: HVEM SKAL MED HVEM?
Filmen blev i første udgave på 78 minutter. Siden har jeg dog klippet den lidt ned, da nogle af scenerene var lidt for langtrukne. Så den her viste udgave er på 63 minutter.
Der blev i filmens budget også lidt økonomisk råderum til at lave noget helt udenfor det oprindeligt planlagte. Flemming Quist Møller havde i det alternative blad ‘Det’ lavet en flip-historie om et orgasmebælte, og vi blev enige om at brodere videre på den idé til en kortfilm, i 35 mm widescreen format, hvor der også var musik og sang til. Det blev til ZURP AHTAMN på 10 minutter, og den blev så vist som forfilm til ‘Sex en Gros’. Carlton biografen, med Ove Brusendorff som direktør, lagde lærred og biografsal til over nogle uger.
Hovedfilmen SEX EN GROS havde premiere i forsommeren 1971. Da var der allerede kommet flere porno-relaterede film op rundt i biograferne, og Skot-Hansen og nok især hans udlejer, den fhv. nazist Henning Karmark fra ASA-film, som han skyldte penge, insisterede på, at filmen skulle give en god indtægt og derfor lanceres så kommercielt som muligt.
Producenten blandede sig ikke i filmens endelige udformning. Men titlen var der stor diskussion om. Arbejdstitlen under optagelserne var ‘Frihed’, og jeg prøvede, uden større held, at komme med forslag, der rummede ordet ‘frihed’. ‘Frit valg på alle hylder’ eller ‘Alt er tilladt’, med undertitlen SEX EN GROS, var nogle af mine bud. Det endte med at undertitlen blev til hovedtitlen. Plakaten var i første udgave lavet ret morsomt, af Peter Wibroe, med den blev hurtigt udskiftet til en ren pornofilm-plakat. Jeg, og filmholdet med, protesterede, og vi udeblev også fra premieren.
Det overordnede resultat blev, at de mennesker, jeg havde håbet ville se filmen, ikke så den. Og dem, der ville have noget liderligt, blev skuffede. Ærgr, ærgr…
Så gik filmen i Nygade Teatret i flere somre, og lokkede især mange turister ind. De blev sikkert også skuffet. Siden forsvandt de kommercielle interesser hos en ny udlejer, Nordisk Film, og filmene blev for et par år siden beordret kørt på lossepladsen og brændt. Kopier og negativer. Men heldigvis… fandtes der piratkopier. Og mærkværdigvis også lige negativet til ’Sex en Gros’, der kunne scannes. Så der var grundlag for digital bearbejdning af kopier. Det er dem, der nu vises i Cinemateket.
Så…, for tre år siden, blev hovedfilmen vist i Husets Biograf under eventen ‘Golden Days of Copenhagen’. Fuldt hus. Og jubel og klapsalver. Jeg var rørt. Tidsdokumentationen holdt. Og nu ligger filmene trygt i Filmmuseets langtidsholdbare arkiv. Jeg sover roligere…
Nils Vest - 2019
