TAKKETALE PÅ RÅDHUSET D. 17. AUG. 2010 VED OVERRÆKKELSEN AF EUROPA NOSTRAS GRAND PRIX 2010 TIL NILS VEST:

 

I traileren til min seneste film, om Rådhuset - den havde premiere her i juni måned - var der nogle overskrifter, som en angivelse af de temaer, der er lagt ned i filmen.

Det er temaer, jeg har arbejdet med i flere af mine andre film, og som jeg anser for væsentlige i forståelsen af processen, der fører frem til de arkitekturformer, der også kan kaldes kunst, eller kan give oplevelser:

Overskrifterne lød:

ARKITEKTEN

INSPIRATIONEN

ITALIEN

NATIONALROMANTIKKEN

MODSTANDERNE

STÆDIGHEDEN

DETALJERNE

 

ARKITEKTEN... det er selvfølgelig Martin Nyrop. Ved at lade en person repræsentere et bygningsværk opnår man en identifikation, der kan udnyttes dramaturgisk og dermed gøre arkitekturen til en forlængelse af hovedpersonens tanker og dermed også generere følelser, eller identifikation. En arkitekturfortælling uden en hovedperson bliver let til leksikon eller lysbilledforedrag.

 

Det andet tema er INSPIRATIONEN... og den er uomgængelig for den kunstneriske proces. Man lærer noget nyt og anderledes spændende at kende. Noget, der rummer oplevelser og sætter tanker i gang. Det er altid i dette spændingsfelt, når positive modsætninger mødes, at noget nyt opstår.

 

ITALIEN... og det kunne være mange andre lande... inspiration og påvirkning udefra er altid en berigelse for kunsten og et lands befolkning. Kunstnere elsker at rejse. At komme ud og møde noget ukendt, der kan tilføje ens verdensopfattelse noget væsentligt. Det land, der lukker sig inde, udmarves og mister livsgnisten og glæden over forskellighederne i menneskelivet.

Derfor glæder det mig også, at Europa Nostra vokser i medlemstal, både i Danmark og det øvrige Europa, at ildsjæle i mange lande - uden at have underliggende økonomiske dagsordener - forstår hvor vigtigt det er, at vi lærer hinandens kultur og kunst at kende, hen over grænserne!

 

NATIONALROMANTIKKEN... den er selvfølgelig relateret til den tid som Martin Nyrop - Rådhusets arkitekt - levede i, men det nationale gælder også som et af grundprincipperne i den enkeltes identitet. Man kan ikke være ‘international’, hvis der ikke eksisterer noget, der hedder ‘national’. Det sidste giver en stedsbetinget identitet, den knytter sig tit til barndommens eller ungdommens sanselige oplevelser, og er ofte tæt forbundet med naturen. Man kan godt være både national og international på samme tid. Og det var Nyrop.

 

MODSTANDERNE... der er altid nogen, der er utilfredse, når noget nyt dukker op. Man kan ikke tilfredsstille alle. Det kan mange folkeeventyr og fabler fortælle. Men gennem modstanden tvinges også de kreative kræfter til at forfine deres redskaber, for derved at blive mere præcise i udtrykket.

 

Og her er STÆDIGHEDEN... et meget væsentligt element i den kreative proces. Viljen til at holde fast i det ægte udtryk. Martin Nyrop var stædig, men også listig! Lige som Thurah, og Eigtved, og mange andre af vores gode arkitekter og kunstnere, hvis værker glæder eftertiden. Man skal både være klog og stædig, hvis man er foregangsmand indenfor sit felt.

 

Så er der DETALJERNE. Detaljer er ofte noget, der er småt, man skal hen og kunne røre ved det.

Detaljen kan man gå på opdagelse i. Detaljen er menneskelig.

Og den dimension savner jeg i store dele af vor tids ofte meget autoritære byggeri. Man kan overskue næsten det hele på een gang. Lige som et fængsel. Det er kedeligt.

Arkitektur - og kunst i det hele taget - ER ET SPROG. Det skal ikke forfladiges til to-tre sætninger af hvem som helst.

Her inde i dette utrolige, fantasifyldte rådhus... at gå rundt herinde, det er en ren skattejagt, hvor man finder nye ting hele tiden. Små dyr, byvåbnet i over 100 variationer, fisk og tangplanter, blomster, historiske oplysninger, ansigter af både kendte og ukendte mænd og kvinder. Og tit med et smil bagved.

På magistratstrappen - der hvor politikerne går op til Borgerrepræsentationen - er der på førstesalen en søjle, med den arbejdsomme skarabæ afbildet ud mod trinene. Men hvis man kigger om på bagsiden... der sidder, udhugget i sandsten (nok verdens eneste)... en døgnflue! Mon ikke det er Nyrops lidt skæve grin til politikerne?

Øjet og fantasien får næring i dette hus. Man keder sig ikke, når man går rundt herinde.

 

I dag prøver mange - bl.a. os, der er samlet her - at gøre hvad vi kan, for at vores historiske bygningskultur ikke skal forfalde og forsvinde.

Men i modsætning til mange andre lande, England, Frankrig, Tyskland, Italien, så har vi desværre relativt lidt at passe på.

Bybrande, krige, byggematerialerne, klimaet, almindelig forsømmelse og mangel på økonomi har alle bidraget til en stadig reduktion af vores historiske materielle arv.

Men hvorfor er det så vigtigt, det med bygningshistorien og kulturen?

Den tidligere islandske statsminister Vigdis Finnbogadottir har udtrykt det således: ‘Et folk uden historie er et folk uden sjæl’.

Jeg føler, at vi i vores nuværende meget materielt og markedsorienterede kultur står over for nogle kræfter, der ikke går af vejen for at trampe tungt hen over tidligere tiders håndværk og skønhed.

Når vi mister et historisk værdifuldt bygningsværk eller område, mister vi også en del af vores historie, og dermed af vores sjæl. Og Danmark er sårbart i den henseende!

Men det er ikke nok, at nogle få står op og taler den gode sag. Der skal være MANGE bagved.

Nu er det ikke nogen hemmelighed, at lige som jeg har elsket at lave film om både Spiret på Vor Frelsers Kirke, Frederiksstaden med Moltkes Palæ på Amalienborg, og om Rosenborg Slot og Christian d. 4., så bor jeg også på Christiania og prøver at bevare en temmelig unik rest af et fæstningsanlæg fra 1600-tallet, på en måde så både natur og mennesker kan trives. Men det skal ikke fredes i den gammeldags forstand! Der findes også et godt, nyt udtryk: Dynamisk fredning. En fredning, hvor livsprocesserne får lov til at videreudvikle sig organisk og ikke-destruktivt.

Når Christiania ikke for længst er blevet lukket ned, så skyldes det, at der er en stor opbakning til det – ind imellem hårdt prøvede – ‘sociale eksperiment’, som nogle fremsynede politikere en gang kaldte det.

Ifølge en Gallup-undersøgelse, så ønsker 3 ud af 4 køben-havnere, at Christiania skal bestå. Hvordan i alverden er det blevet sådan?

Jo, det er fordi en masse af hovedstadens beboere personligt har oplevet en helt anderledes bykultur - som egentlig nærmere er en moderne landsbykultur - midt i en storby.

Og det er ikke kun arbejdsløse øldrikkere og hashkunder, der besøger stedet og kan lide det.

Fx. har medlemmer af det engelske Royal National Rose Society flere gange aflagt besøg, og de er blevet temmelig begejstrede over, at der findes en sådan grøn oase kun få minutter fra byens centrum.

Hvis vi, der ønsker at bevare vores bygningshistoriske kulturarv, skal lykkes bedre, så må vi også gøre mange flere opmærksomme på, hvad det er for skatte, der stadigvæk ligger rundt om i landet.

Den trykte presse lider af iltsvind i disse år, og derfor er det blevet sværere som læser at få indlæg i af mere kulturel art.

Jeg har selv haft den glæde, at mange af mine film er blevet vist i både biografer og i landsdækkende TV. Men også oplevet, at markedskræfterne æder sig ind på dette ‘røde seer-segment’, som en stor dansk tv-stations ledelse kalder dem, der godt kan lide at få lidt mere kultur-oplysning.

Det vigtigste for tv-stationerne er nemlig, at der kommer mange seere. Hvad enten det er en kommercielt baseret tv-kanal eller licensbaseret. Og helst mellem 18 og 40. Det købedygtige segment.

Begrebet public service, forstået i dets oprindelige mangfoldighed og bredde, er ved at forsvinde i debatten.

Jeg mener også de tager fejl af danskerne. Der er en angst for kultur og fordybelse på for mange af tv-kontorerne. Men tingene kan godt være begge dele, egne sig til både biograf og tv. Være både kulturelle og spændende for de mange. Og publikum er ikke så dumme, som nogen tror.

 

Nå, den slags betragtninger skal ikke ødelægge mit gode humør!

Vi må bare blive ved. Og meget gerne gøre Europa Nostra til en folkebevægelse, tværs over grænserne.

Tak for prisen!

Nils Vest