LEVE MANGFOLDIGHEDEN - Artikel af Gert Poder




			SPASSERNE KOMMER Af Gert Poder, journalist Myter, fordomme og dårlig samvittighed har i de sidste to århundreder forhindret folk med fysiske eller psykiske handicaps i at deltage i arbejdslivets konkrete fællesskab. Samtidig mærker arbejdsmarkedets parter og det politiske system for alvor, at samfundet i fremtiden vil mangle kvalificeret arbejdskraft. Tegn i sol og måne tyder på, at nye tider er på vej for de udstødte. Det er kun på baggrund af et fællesskab at den enkelte får eksistens Oluf Lauth (citat i filmen) Hvem sidder dér bag skærmen? Skærmen sladrer ikke. I den virtuelle virkelighed har brugeren krav på anonymitet. Uden for skærmens fysiske rum kan ingen længere skelne: Mellem mand og kvinde, fattig og rig, gammel og ung, syg og rask, førlig eller invalid. Tag nu bare Kim fra Egmont Højskolen i Hou. I cyberspace mister det enhver betydning, at Kim er et næsten sprogløst, leddeløst hylster. En simpel dims til at betjene edb-tastaturet ophæver rullestolens lænker og sender Kim ud i en hvirvlende dans, som når han ta’r fusen på sin skakrobot med et par vilde åbningstræk. Maskinen fatter intet som helst, går i panik og taber. Kim griner stort af programmørens dumhed, og glæder sig over at deltage på lige fod med andre i et fællesskab. Et fællesskab der rummer mulighed for personlig udfoldelse og selvværd. Jeg har det udmærket. Fordi mine kunder kan hverken se mig, eller dårligt høre på mig, om jeg er handicappet eller af udenlandsk afstamning. Abdul El-Batish, benløs palæstinenser, telefonsælger for NCH Europe (medvirker i filmen) DUKUMENTARISK FORMIDLING Nu har Kim også prøvet at medvirke i en film, hvor han bare spiller sig selv. Med hjulspin på rullestolen, uforståelige lyde og et svedent grin charmer Kim sig ind på hornhinden i Nils Vests seneste videofilm, “Leve Mangfoldigheden”, som handler både om menneskets grænseløse tilpasningsevne og om et stereotypt samfunds myter og fordomme over for “de anderledes”. Filmen er blevet til som en coproduktion mellem Nils Vest og UdviklingsCenter for beskæftigelse på særlige vilkår - UVCB i daglig tale. UVCB er en selvejende institution dannet på initiativ af Arbejdsministeriet og Socialministeriet i 1997 med det formål at sætte handling bag regeringens tanker og tiltag for at inddrage flere i arbejdsstyrken. UVCB ønskede blandt andet en kunstnerisk formidling af de problemer og muligheder, som indsatsen rummer. Derfor henvendte de sig til filminstruktøren Nils Vest. - De havde set min film “Himmelstigen”, som de godt kunne lide, fordi jeg der fortæller om en historisk epoke, barokken, samtidigt med at filmen er lavet i et kunstnerisk filmsprog, fortæller Nils Vest. - Jeg vidste ikke, hvad “det rummelige arbejdsmarked” var for noget, men efterhånden gled den ind. Jo, jeg ville godt lave en film for dem, så længe jeg blot beholdt den fulde kunstneriske frihed. Selvfølgelig skulle den have relevans til UVCB’s daglige arbejde, men ellers var der frit spil. Nils Vest understreger, at der er en gammel dansk tradition med at lade det offentlige sponsere oplysningsfilm. - Allerede fra 1930’erne begyndte man at via Ministeriernes Filmkontor og senere Dansk Kulturfilm at bestille filmværker hos instruktører, hvor de på en levende og engageret måde skulle fortælle om et emne. Theodor Christensen film fra 1948 “Her er banerne” om Fredericia Banegård er stadig i dag en spændende visuel oplevelse. Og Jørgen Roos lavede en lang række fine bestillingsfilm. Senere har blandt andre Statens Filmcentral og nu Filminstituttet holdt denne tradition ved lige. - Filmen tager udgangspunkt i Oluf Lauth, fordi en god film bør beskrive en eller flere personer, man har lyst til at identificere sig med, eller ligefrem holde af. Oluf Lauth stod frem som én, der gik imod opfattelsen af handicappede som udrangerede mennesker. Han ville genskabe både respekten for og selvrespekten hos de handicappede. Mange folk med handicap kan meget mere end både de selv og omgivelserne tror, slutter Nils Vest. “Patienten ønsker uddannelse eller arbejde. Det må konkluderes, at patienten må hales ud af en sådan vildfarelse. Spastikere er erfaringsmæssigt upålidelige i arbejds- og uddannelsesmæssige sammenhænge.” Fra Oluf Lauths sygejournal, 1942, Ortopædisk Hospital, Århus (citat i filmen) EN UPÅLIDELIG SPASTIKER Oluf Lauth (1923-90) fik hovedet trykket ved en voldsom sædefødsel og blev spastisk lammet. En læge dømte ham til at være 70 procent invalid. Men hovedet fejlede ikke noget på denne ualmindelige skikkelse, som er det tilbagevendende omdrejningspunkt i “Leve Mangfoldigheden”. Oluf Lauth gav pokker i alle fordomme og trodsede sine fysiske skavanker, lægernes dom og samtidens mangel på forståelse. “Flertallet bestemmer, at mindretallet er anderledes”, skriver han i sine erindringer “Lykken er at være normal” fra 1978. På trods af hyppige hospitalsophold i sin barndom og ungdom lykkedes det Oluf Lauth at samle sig en del viden om både organisation og pædagogik. Herfra fødtes en drøm om at skabe en højskole for handicappede. Efter fem års stædigt benarbejde lykkedes det ham i midten af 50’erne at omdanne Vanførefondens sommerlejr i Hou ved Odder til det, der nu hedder Egmont Højskolen. Stedet er i dag kendt og respekteret for sit arbejde over hele verden. Dets bærende princip er Oluf Lauths kongstanke om, at man kun kan fjerne de mentale og sociale skel, der lukker mennesker ude fra en acceptabel tilværelse, ved at lade handicappede og ikke-handicappede leve, lære og lege sammen. Samtidig skulle opholdet kvalificere alle elever til at opnå en erhvervsevne. Når ting er vigtigere end mennesker, er mennesker, som ikke fremstiller ting, slet ikke noget værd Oluf Lauth Oluf Lauth var fuldt og fast overbevist om, at arbejde og indtjening er afgørende for et menneskes følelse af selvrespekt. Selv arbejdede han hårdt og energisk hele livet, på trods af mangel på en formel uddannelse. Selv om han var et barn af mellemkrigstiden og dens krav om orden i kølvandet på krigens kaos, var han samtidig en modstander af bevidstløs brug af autoritet. Så meget mere ironisk er det, at ungdomsoprøret betød enden for hans virke som højskoleforstander. Efter 14 års arbejde måtte han forlade Egmont Højskolen. Skønt sympatien lå i de anti-autoritære tanker, nægtede han at afgive sin ledelsesmagt. Til sidst svigtede kræfterne, og han måtte i 1972 forlade det, der skulle have været hans livsværk. Det var en bitter pille at sluge, men Oluf Lauth var gjort af sejt stof. De sidste 14 år af sit liv arbejdede han som en engageret og respekteret radio- og tv-journalist i Danmarks Radio. Han var i en periode næstformand for Vanførefonden og modtog adskillige hædersbevisninger. I 1977 og 1983 blev han Ridder af Dannebrog. Den “upålidelige spasser” døde af en kræftsygdom i 1990. Et ægte demokrati kan kun bygge på mangfoldighed og på accept af mangfoldigheden Oluf Lauth DE SOCIALE KAPITLER Ridderslaget kom ikke et øjeblik for tidligt. Oluf Lauths tanker var for alvor kommet på dagsorden. Men under FN’s handicapår i 1981 var forholdet mellem staten og handicaporganisationerne alt andet end hjerteligt. Den danske regering var på det tidspunkt midt i en kraftig regelsanering, som skulle fjerne særordninger og ligestille alle grupper i den nyligt gennemførte socialreform. Og året før kom den nyudnævnte socialminister Ritt Bjerregaard i åben polemik med blandt andre Oluf Lauth, da hun bramfrit udtalte, at “velbjærgede handicappede” måtte klare sig selv. Det faldt desuden handicaporganisationerne for brystet, at hun løb fra forgængeren Erling Olsens løfter i forbindelse med udlægningen af særforsorgen. Det var i denne stemning, at Danmark fejrede FN’s Handicapår, hvis angivelige formål var at nedbryde fordomme omkring handicappede. Oluf Lauth erindrer selv Handicapåret 1981 som et mareridt i form af en strøm af møder, som alle var “mere præget af polemik end af oplysning.” Alligevel gik det fremad med forståelsen for “de anderledes”. I december 1985 udsendte Arbejdsministeriet en bekendtgørelse om fortrinsadgang for handicappede til visse offentligt stillinger. Social sikkerhed kan aldrig være et mål i sig selv, kun baggrunden for den enkeltes personlige eksistens. Villy Sørensen I januar 1994 lancerede socialministeren sin kampagne for virksomhedernes sociale engagement under sloganet “Det angår os alle”. Den skulle inddrage lokalsamfund og virksomheder i indsatsen for at fastholde og integrere personer med nedsat arbejdsevne på arbejdspladserne, samt forebygge nedslidning, misbrug m.v. Samme år i september stod der i regeringens arbejdsmarkedspolitiske grundlag “Fælles Fremtid”, at den sammen med arbejdsmarkedets parter ville overveje at etablere en ordning med særlige vilkår for personer med nedsat arbejdsevne, der ellers trues med permanent at være henvist til offentlig forsørgelse. Det blev fulgt op med, at regeringen i “Danmark som foregangsland - Danmark 2005” fra april 1997 understregede, at den aktive arbejdsmarkedspolitik i langt stærkere grad skal fokusere på initiativer til fastholdelse på arbejdsmarkedet ved at forebygge skader, udstødning og henvisning til passiv forsørgelse. Der skulle især satses på at gøre parterne mere positive over for et mere rummeligt arbejdsmarked. Allerede i foråret 1995 havde arbejdsmarkedets parter opfanget regeringens vink med en vognstang ved mere eller mindre helhjertet at indført sociale kapitler i de fleste overenskomster. De forpligter parterne til at yde en indsats for at skabe nye arbejdspladser for udsatte grupper - men heller ikke så meget mere. HAVES: ARBEJDSMARKED SØGES: FRISKE KRÆFTER Nøgternt set er de smukke ord og initiativer kun i ringe grad drevet af omsorg for de svageste grupper, men skyldtes snarere det paradoks, der opstod efter fem-seks års højkonjunkter i Danmark. Beskæftigelsen steg markant og den generelle ledighed faldt fra cirka 350.000 personer i 1993 til tæt ved 200.000 i 1998. Det var jo godt nok, men to faktorer vakte bekymring hos både regeringen og erhvervsliv. For det første er antallet af mennesker på overførselsindkomster steget fra 10 procent i 1970 til 30 procent i 1996, og dugfriske undersøgelser peger på, at den udvikling har alle stramninger ikke ændret en tøddel. For det andet er over halvdelen af disse mennesker i den arbejdsdygtige alder, og derfor ofte forsøgere. Værre endnu - arbejdsgiverne begynder at mærke vægten af en markant ringere tilgang af ny arbejdskraft som følge af “små årgange”. For de gamle der svandt er der ikke ny overalt - tværtimod. Undersøgelser viser desuden, at den eksisterende arbejdskraft er godt slidt ned af 80’ernes velfærdsjagt, som blev betalt med øgede krav til effektivitet og fleksibilitet. Folk vil ikke længere ha’ råd - de vil ha’ fri! I et notat om det rummelige arbejdsmarked fra december 1998 fastslår Social-forskningsinstituttet, at mere end 200.000 beskæftigede lønmodtagere - eller 10% af arbejdsstyrken - har en arbejdsevne, der er nedsat på grund af sygdom, ulykke eller slid. Blandt forsikrede langtidsledige er andelen højere, og blandt langvarige kontanthjælpsmodtagere endnu højere. Blandt førtidspensionister er den 90 %! Notatet påpeger dog, at der er håb forude. En undersøgelse viser, at omkring halvdelen af et antal interviewede ansøgere om førtidspension godt vil passe et arbejde, hvis de vel at mærke føler sig velkommen og kan magte det. De fleste ansøgninger om førtidspension skyldes nedslidning og dårligt helbred. Omvendt konstaterer notatet, at lysten til en fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet skal ses i lyset af deres nuværende opfattelse af arbejdsmarkedet: Hvis arbejdsmarkedet gøres mere rummeligt, og det bliver bedre kendt, at der er rimelige muligheder for arbejde på særlige vilkår m.v., er det ikke usandsynligt, at flere vil ønske at få et arbejde, hvis det kan ske på vilkår tilpasset den enkelte person. Et rummeligt arbejdsmarked vil altså frigøre en betydelig arbejdskraftreserve, hvis arbejdsgivere og fagforeningerne selv ønsker det.Regeringen har set lyset. I sin “Plads til alle” fra marts 1998 fastholder den prioriteringen af den forebyggende indsats for udstødning fra arbejdsmarkedet, det fælles virksomheds- og lønmodtageransvar for at skabe plads til mennesker med begrænsninger i arbejds-evnen, samt udbygningen af indsatsen for etablering af fleksjob. I april 1998 fremlagde regeringen en national handlingsplan for beskæftigelse, som rummer en yderligere opprioritering af indsatsen. Formålet er især at fastholde ældre på arbejdsmarkedet gennem en reform af førtidspensionen og oprettelsen af 30.000 fleksjob frem til år 2005. Det gælder for mange samfundsinitiativer, at de benævnes sociale, men at de i reglen er omkostninger skabt af produktionen. Oluf Lauth DET MANGFOLDIGE ARBEJDSMARKED “Leve Mangfoldigheden” sætter kød på regeringens initiativ i en kunstnerisk form. Udgangspunktet er nok Oluf Lauths liv og levned, men formidlingen af budskabet om det rummelige arbejdsmarked sker gennem skildringer af Egmont Højskolens hverdag, samt ved besøg hos fire danske arbejdspladser, som har sat mennesker og produktion over de overordnede arbejdsmarkedspolitiks principper. Filmen blev første gang vist offentligt på Nationalmuseet den 1. juni 1999 under et UVCB-arrangement. Hovedtaleren ved den lejlighed var Erik Meier Carlsen, redaktør for Ugebrevet Mandag Morgen. Med udgangspunkt i den digitale revolution fremhævede han især de værdier og kompetencer, som ikke umiddelbart lader sig digitalisere. “Den tavse viden, de skjulte kompetencer”. “Kun når vi forstår, hvem vi er, og har tillid, der tillader os at dele den forståelse med andre, kan vi frit og uhindret bevæge os og dele vor indsigter med andre i processer, der har rummelighed til at skabe det nye, det endnu ikke sete”, sagde Erik Meier Carlsen. Dernæst stillede han spørgsmålet, om statsmagten og arbejdsmarkedets organisationer som vi kender dem i dag, er en begrænsning for denne udvikling frem mod en ny rummelighed i arbejdslivet.Hans svar var et klart “ja”: “Både staten og organisationerne har deres vanskelighed i forsøgene på at omorganisere samfundet til internationaliseringens og informationsteknologiens voldsomme nybrud. Det kan blive fristende at spille sorteper og med større eller mindre opfindsomhed at sende sorteper i kredsløb i de pågående forhandlingsspil om magt og indflydelse.” Endnu er alt håb dog ikke ude. Erik Meier Carlsen havde følgende afskedssalut til samfundets aktører på det rummelige arbejdsmarked: “Vi har brug for organisationer, vel at mærke hvis de formår at blive og forny sig som levende menneskelige fællesskaber, aktive netværk af tillidsbårne kanaler for tavs viden og skjulte kompetencer. Kun hvis vi i fællesskab mestrer dette sociale stykke bygningskunst som en vedvarende krævende proces af konstruktion, vedligeholdelse og ombygning, åbner vi for mangfoldigheden og gør arbejdsmarkedet rummeligt.” Gert Poder, HD(A), Aargang 1950, forvildede sig i 1983 ind på Ugeavisen KØBENHAVN og har siden leveret artikler til danske aviser, tidsskrifter og magasiner. Medlem af Månedsbladets PRESS’ redaktion og ledelse 1993-98.