Kunst og kærlighed

af Birgitte Bollmann / FEMINA, sept. 2002

Der kan godt gå både hele og halve timer med at tage et portrætfoto til en Femina-artikel. I tilfældet Laila Hansen er sagen klaret på fem minutter. Som både skuespiller og filmuddannet ved hun lige præcis, hvad fotografen vil have i kassen, og leverer pronto varen. Hun er smuk med sine varme farver og lange perleøreringe, men det er ikke sex, hun udstråler. Snarere stor styrke og alvor, og da hun og fotografen i løbet af sekunder er gået ind i en slags symbiose, hvor de næsten telepaterer sammen, véd han også instinktivt, at hun her hverken kan eller skal tvinges til say cheese/tandpasta-smil. At det er ”rigtigt” at fange Lailas intense alvor: Det ny, stærke Grønland, som endelig er på vej

Fordommene

Laila har måttet slås for at få sin film op at stå, ikke bare økonomisk, men også på hjemmefronten, hvor begejstringen for hendes projekt med at nærinterviewe fem-seks alkoholiserede, misbrugte grønlandske kvinder i København, var til at overse. Men det er blevet en bevægende smuk film, hvis lydside med held trækker på nutidig grønlandske musikere, som Sumé, Agga Dam, Soréna Petersen osv. osv.. Lyrik og musikken forløser kvindernes sorg og små glæder, så sorgen bliver til at bære.

-Det er jeg glad for, du synes. Det var også meningen, for uden musikken var det blevet for tungt og for hårdt. ”Jeg blev voldtaget af min egen far”. ”Jeg blev slået”. Det er så hårdt, at man ikke kan tage det, hvis der ikke også kommer noget andet.

-Og det” andet” bliver altså en præsentation af fremragende grønlandske kunstneres musik og tekster..

-Der er masser af gode grønlandske musikere. Vi er kun 50.000 mennesker i hele landet. Alligevel bliver der lavet 50 CDér om året. Der er i det hele taget masser af kunstnere på Grønland, men kulturmiljøet er for lille til at kunne bære dem økonomisk.

-Du har sådan set en dobbelt instruktør-uddannelse, både fra Filmskolen i Ebeltoft og fra skolen i Vancoover?

-Ja, og det er jeg taknemmelig for, for det betyder, at jeg både kan trække på den amerikanske tradition, som filmskolen i Vancoover tilhører, men at jeg også har de europæiske filmtraditioner med mig, som ikke er ret kendte på det amerikanske kontinent. I Vancoover var der f.eks. stort set ingen, der anede hvem Lars von Trier var. Det er godt at have begge traditioner med, for f.eks. det netværk, Inuit Circum Polar Conference, som er ved at blive opbygget mellem inuitterne i Canada, Sibirien, Alaska og Grønland har jo både russisk, amerikansk og europæisk tilknytning

-Hvorfor vakte din idé så kritik i Grønland?

-Vi grønlændere ved godt, at danskere ser os som fordrukne, sociale problemer og ikke ret meget andet. Derfor var der mange på Grønland, som ikke kunne lide min filmidé. De var bange for, at filmen bare kommer til at cementere fordommene om grønlændere.

Ikke bare ofre

- Det er vel en reel fare? For man skal tænke sig om både to og tre gange for at huske, at musikken og lyrikken også er grønlandsk – ligesom du, filminstruktøren, er grønlænder?

-Nej, det synes jeg ikke. Kvinderne er jo ikke bare ofre, men også kærlige, skønne mennesker. De synes selv, det giver værdighed at kunne fortælle noget, som andre kan bruge, trods eller måske på grund af alt det, de har oplevet. Om 100 år er alting glemt, hvis vi ikke fastholder det. Vi har tabt så meget, fordi grønlandsk historie ikke er blevet dokumenteret.

-Hvordan fandt du kvinderne?De virker, som om de er meget trygge sammen med dig?

-Jeg kom i miljøet, altså på Centralen, Postillionen og hvad stederne på Vesterbro hedder. Fik en øl, snakkede om filmen. Fordi jeg har rejst over så meget af verden med teatergrupper, har jeg lært at det er vigtigt at kunne smelte ind i ethvert miljø. Det kræver situationsfornemmelse at kunne sætte sig ind i andre mennesker. Som regel var det dejligt og hyggeligt at være i det Vesterbromiljø, men der kunne også være gange, hvor stemningen gnistrede elektrisk. Så skal man kunne mærke det og kunne passe på.

-Du fandt kvinderne, men du lavede også en masse research andre steder?

-Filosoffer, socialrådgivere, grønlandskendere. Alle mulige eksperter. Vi filmede løs. Da jeg omsider havde fået penge, så jeg kunne hyre en klipper, Kenneth Rasmussen, en ung fyr fra Grønland, var han ved at gå bagover, da jeg præsenterede ham for 40 timers optagelser. Vi endte med at klippe eksperterne helt ud, og lade kvindernes egen beretning tale for sig selv.

-Kvinderne i din film har haft det råt... F.eks. hende, der var hjemløs og fortæller om, hvordan det var at fryse sig igennem en nat på trappen til Mariakirken i Istedgade, og komme til at tisse i bukserne, fordi der bare ikke er nogen steder at gå hen.....

-Ja, men heldigvis fik hun jo en lejlighed til sidst.... Kvinderne ville gerne være med til at fortælle unge grønlændere, at det også koster en hel masse at forlade Grønland, selvom den økonomiske sikkerhed er større her. Nu kan der jo være mange grunde til at tage til Danmark, at man skal uddanne sig f.eks. eller skal på hospitalet. I 50erne blev mange sendt til Danmark for at blive behandlet for tuberkulose. Eller de kom på ferie, eller blev bortadopterede herned. Min mormor fik 19 børn. Mange af dem fik tuberkulose og blev sendt til Danmark. Dengang var der ikke megen kommunikation mellem Danmark og Grønland, så tit hørte hun ikke fra sine børn, før hun fik besked om, at de var døde. Da jeg begyndte at forstå, at her lå en tragisk historie, som jeg gerne ville høre mere om, ville hun ikke snakke om det..

-19 børn???Hun må have været fuldstændig udslidt?

-Hun blev 86 og havde et jernhelbred til det sidste!

Grønland i hjertet

-I filmen siger en af de medvirkende kvinder, at det ville være godt, hvis grønlænderene kunne lære at tale mere om deres følelser, ligesom danskerne..

-Danskerne snakker meget, synes grønlænderne. Vi har haft svært ved at beskrive følelser, for der var en masse, som ikke behøvede ord, som var underforstået i vores kulturarv. Der er noget ved stor natur, der gør folk stille, næsten hviskende. Grønland har undergået så enorme omvæltninger på så kort tid, at der er en masse ubevidste traumer i menneskene, som ikke har fået sat ord på. For at kunne kolonisere måtte det gamle bryde sammen, og efterdønningerne af det sammenbrud lever vi stadig med. Min mormors generation var stolte mennesker, der blev krænkede, og deres efterkommere blev ynkeligere, end de var. Men de nye generationer er ved at blive stærkere igen.Vi har mistet meget af vores fortid, fordi ingen fortalte om den. Jeg nåede f.eks aldrig at få min mormor overtalt til at fortælle mig om sin generations oplevelser.

-Men du bruger masser af historiske fotos fra Grønland til at klippe ind i din film, hvor jeg godt kan se, hvad du mener med at det var stolte, smukke mennesker.

-Ligegyldig hvad grunden er til, at man forlader Grønland, så koster det: Familien, vennerne og den friske luft. Naturen. København er et sted, hvor det er svært at få fodfæste, hvis man ikke har masser af ressourcer og overskud, sværere end det er i f.eks. Toronto, hvor der er så mange inuitter og indianere, at man ikke skiller sig specielt ud fra mængden, der er det kun talentet man dømmes på. Jeg ønskede også at skildre et storbymiljø og at fortælle om at emigrere. Mange har svært ved at slippe Grønland...

...-Det er vel altid svært at slippe sit hjemland, når man emigrerer?.

-Ja, også for mig selv. Da jeg arbejdede med en teatergruppe i Barcelona, savnede jeg Grønland og ville hele tiden hjem. Jeg er taknemmelig for at høre til et sted, der er så stort og rent, og hvor der er så meget ro, også hos menneskene. Men som skuespiller var jeg tvunget til at søge til udlandet. Det har ikke altid været lykken at rejse rundt, men det har været økonomisk nødvendigt for mig, og så får man også en masse erfaring, som jeg tror man skal have, for at kunne beskrive verden.

-Min danske kæreste og jeg er lige flyttet til Grønland...

-Danske?så har han aldrig boet på Grønland før?

-Nej. Da jeg var helt ung ville jeg, af politiske årsager, aldrig have været kæreste med en dansker. Så blev jeg ældre og fandt ud af, at kærlighed ingen farve har. Selvfølgelig håber jeg, at min film vil kunne give mig bedre fodfæste, fordi jeg nu har noget at vise frem. Vores drøm er at få et stort multimedie-projekt op at stå, for når man laver film er det en ret ensom, statisk proces, sammenlignet med at lave teater sammen med andre. Det giver en masse dynamik, som jeg har elsket at være en del af i alle de teatergrupper, jeg har været med i.