ET RAADHUS TIL ALVOR OG FEST (2010) 50 min. Manus og instr. Nils Vest. / Rådhuset i København er en perle i den danske nationalromantiske byggetradition. Næsten urørt siden færdiggørelsen i 1905. Men det blev ikke skabt uden store vanskeligheder for den kreative kraft bag projektet, arkitekten Martin Nyrop. I filmen oplever vi både hans inspirationskilder i Italien og hans stædige kamp imod diverse politikere for at fastholde sin oprindelige idé med bygværket. Rådhuset ånder den dag i dag af både Nyrops sans for klar disposition, praktiske løsninger på vanskelige konstruktionsopgaver og interesse for selv den mindste genstand, og huset er, hvad man kaldte et ‘Gesamtkunstwerk’. Alt er tegnet og bestemt af een person. Alle kan i dag frit gå på opdagelse inde i huset og hele tiden finde nye sjove og finurlige indfald i udsmykningen. Filmen er både en spændende og dramatisk historie og en introduktion til et eventyrligt univers, med dybe rødder i dansk bygnings- og kulturhistorie, og portrætterer samtidigt en ener og sejg slider indenfor dansk arkitektur. - DVD med dansk og engelsk sprogversion. - Sælges også i Rådhusets vagtstue/kiosk i hovedindgangen. - Trailer

GENBEGRAVELSEN (2007) 8 min. Instruktion Nils Vest. Da gulvet i Vor Frelsers Kirke skulle restaureres, stødte man under arbejdet på et hemmeligt rum nederst i kirkens tårn. Det var de jordiske rester af kong Frederik d. 4’s elskerinde, Elisabeth Helene von Vieregg, og deres lille søn Frederik Gyldenløve. Hun blev begravet i sommeren 1704, sønnen året efter. D. 24. juni 2007 blev kisterne flyttet og en genbegravelse sker inde i selve kirken, mens elever fra Det kgl. danske Musikkonservatorium spiller sørgemusik fra 1700-tallet.- DVD - Også på nettet.

ROSENBORG - CHRISTIAN 4. OG 'DET STORE HUS I HAVEN' (2007) 45 min. Manus og instruktion: Nils Vest / Christian 4.s lystslot Rosenborg rummer enestående minder om en af Danmarkshistories farverigeste konger. Med udgangspunkt i dette private ‘store hus i haven’, som han også kaldte det, fremlægges et livsforløb, der må interessere alle med sans for dramatiske personhistorier. Han begyndte som Nordeuropas rigeste fyrste og endte nærmest ruineret, med tab af både landsdele, børn og hans livs store og ulykkelige kærlighed, Kirsten Munk. Der fortælles også om hans store musikinteresse, og om mange af de andre bygninger han lod opføre og som i dag stadig vækker vores beundring. - Premiere 16. juni 2007 på Rosenborg. - DVD med dansk og engelsk sprogversion.

ARKITEKTEN, DER BLEV VÆK - eller HVEM VAR EIGTVED? (2005) 59 min. Manus og instruktion: Nils Vest / Danmarks talentfuldeste rokokoarkitekt hed Nicolai Eigtved (1701-54). Hans bygninger er berømmet viden om, med Amalienborg, Prinsens Palæ, Marmorbroen, Christianskirken, Frederiksdal, Frederiks Hospital og Turebyholm som de kendteste. Arkitekten selv ved vi derimod næsten ingenting om. Filmen prøver at genopdage personen Eigtved, ved at følge i hans spor gennem livet. Filmen er en 'komplementær' fortælling til HIMMELSTIGEN, idet den samme tidsperiode nu opleves gennem en anden livshistorie og et andet temperament, Eigtveds. Så denne gang er det med Lauritz de Thurah som biperson. - Premiere d. 12. august 2005 i Grand Teatret i København. - DVD - Produceret i anledning af 250-året for Kunstakademiets oprettelse, hvor Eigtved var den første direktør, og med støtte fra en række fonde. Udsendes senere i DR TV. Købt af Det danske Filminstitut.

ERIK HANSEN OG MARMORBROEN (2005) 27 min. Instruktion: Nils Vest / Marmorbroen i København er opført i årene 1739 - 45, efter tegninger af hofbygmester Nicolai Eigtved. Ved restaureringen af broen 1970 - 1995 var Erik Hansen projekterende arkitekt, og han fortæller om overvejelserne der gik forud og om arbejdsprocessen, med særlig vægt på sandstenspavillonerne. - Produceret med støtte fra Kunstakademiets Arkitektskole, Slots- og Ejendomsstyrelsen og Arkitema. DVD

VOR FRUE KIRKE (2004) 14 min. Manuskript: Bente Lange og Nils Vest. Instruktion: Nils Vest / Et tempel blev rejst i Nørregade på ruinerne af den gamle kirke, som nedbrændte under englændernes bombardement i 1807. Filmen er en fortælling om arkitekturen og to stejle kunstnere: Arkitekten C. F. Hansen og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Dansk, svensk, engelsk, tysk, fransk og italiensk udgave på samme DVD og dansk udg. på VHS.

GREVINDENS DØTRE (2001) 42 min. Instruktion: Mette Knudsen / Den største sejr for kvindebevægelsen i Danmark, da krisecentret for kvinder i Dannerhuset i København kom op at stå, med en kæmpeindsats fra en lang række kvinders side. En øjenåbner for både unge og ældre. Dansk og eng udg. DVD.

LEVE MANGFOLDIGHEDEN (1999) 38 min. Instruktion: Nils Vest / Handicappionéren Oluf Lauth blev som ganske ung dømt til invalidepension, men han gik imod sine omgivelsers fordomme, deltog i modstandsbevægelsen og startede siden Egmont Højskolen for handicappede, syd for Århus, der i dag er en af verdens førende. VHS.

HIMMELSTIGEN (1997) 58 min. Instruktion: Nils Vest / Den dramatiske historie om det spiralsnoede barokspir på Vor Frelsers Kirke, opført 1750-53, og om Danmarks førende barokarkitekt Lauritz de Thurah. Dansk og eng./amr. udg. DVD

 

CHRISTIANIA, DU HAR MIT HJERTE (1991) 60 min. Instruktion: Nils Vest / Om de første tyve år af fristadens historie, fortalt af beboerne. - Dansk, eng./amr. og tysk udg. DVD

FEJEMANDEN OG FRIHEDEN (1988) 45 min. Instruktion: Nils Vest / Hævelsen af Stavnsbåndet for 200 år siden fik konsekvenser for næsten alle landbofamilier i Danmark. Vi følger vi en families saga, først bagud fra dagens fejemand ved Frihedsstøtten til slægtsgården i 1788 hvor forfaderen var fæstebonde, og så ad den anden gren frem til i dag, med dem der blev på gården. DVD

AF JORD ER DU KOMMET (1983) 45 min. Instruktion: Nils Vest. Manuskript sm. m. Søren Nancke-Krogh og Ebbe Kløvedal Reich / Om stenhuggeren Peder Madsen, der i 1888 på Samsø vovede at starte Danmarks første husmandsforening, med store personlige konsekvenser til følge. - DVD

MalC4hestRosenborg1638 Stenhugger Spiret