MYSTERIET MED DJÆVLEHOVEDERNE

Filminstruktøren Nils Vest har lige færdiggjort en film om spiret på Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, kaldet HIMMELSTIGEN. Han har med et filmhold fulgt restaureringen af spiret gennem fire år, med billeder fra de mange forskellige arbejdsprocesser, herunder et nyt element: bronzestøbning.

Filmen, der får biografpremiere i november og senere kommer i udlejning gennem Statens Filmcentral, fortæller også om hvorfor, der står denne mærkelige spiral midt i København. Det er nemlig ukendt for de fleste.

Her fortæller Nils Vest om, hvorfor man brugte bronzestøbning, og også om den gåde, der knytter sig til djævlehovederne på siden af spiret.

Da arkitekten Lauritz de Thurah i 1749 fik endelig godkendelse af projektet med det spiralsnoede spir på toppen af Vor Frelsers Kirkes tårn, var der gået en lang og slidsom kamp med at overbevise de bevilgende myndigheder. Oprindelig var Thurahs forslag af sten, inspireret af en lille stenspiral på barokkirken San Ivo i Rom.

Thurahs forslag var dyrt, sammenlignet med hvad magistratens folk havde tænkt sig. De beklagede sig kraftigt, og hans kollega, hofbygmester Nikolaj Eigtved, prøvede absolut ikke på at støtte ham. Thurah måtte lave prøver med både ild og vand for de forskellige stensorter, for at bevise, at hans materialeforslag var det bedste.

På skrift kan vi finde Thurahs ærgrelser udtrykt. Han var nemlig efterhånden blevet så sur på sine omgivelser, at han, så snart konstruktionen af spiret var begyndt – nu i en ændret, lettere og højere udgave af træ og kobber – drog afsted til Jylland, for, som han skriver “... dér at ende i Roelighed mit Liv, som formedelst mange fortrædelige Embeds-Forretninger og Fienders og Misunderes Efterstræbelser var bleven mig suurt og besværligt...”.

På Thurahs arkitektoniske forbillede, stenspiralen i Rom, er der en række englehoveder med vinger, der forneden omkranser spiralformen. Den romerske arkitekt, jesuitten Borromini, havde det næsten som sit logo. Borromini havde også fuld støtte fra sine omgivelser, og der var anerkendelse fra højeste sted for hans arbejder. Så hans værker er omgivet af positive tanker og følelser.

Thurah havde i starten af sin karriere også medvind. Han var uddannet i barokkunsten, men kun et par år efter hans udnævnelse til hofbygmester, skiftede hofmoden. Nu, efter 150 år med barok, skulle man have rokoko. Eigtved mestrede hurtigt den lette rokokostil. Thurah derimod fandt at den var en tynd kop the, sammenlignet den kraftfulde barokudtryk, som han havde lært under sin ungdoms studierejse sydpå. De sidste 15-20 år af Thurahs liv gik derfor i høj grad med at kæmpe for barokstilen, og da han ikke mødte den store forståelse herfor, følte han sig netop omgivet af fjender og misundere. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at han på præcis eet punkt laver det stik modsatte af Borromini: Hvor denne anbringer englehoveder, dér placerer Thurah djævlehoveder!

De djævlehoveder, vi ser i dag – hvis man kan se dem nede fra gaden, der skal helst en kikkert med – de ligner ikke helt de, der blev placeret i Thurahs tid. De var nemlig lavet af træ og beklædt med kobberplader. Men tidens tand gnaver og især på emner, med så mange flanger og folder. Og de søm, man brugte dengang, var af jern og omvundet med sejlgarn og tjære. Men det holder ikke evigt, og så snart der opstår berøring mellem jernet og kobberet, begynder en tæring, der ender med et hul, hvor vandet kan trænge ind. Allerede i 1800-tallet har man derfor måttet udskifte hovederne på siden af spiret, og man har sikkert også skiftet de forgyldte kapitæler og andre pyntefigurer.

Da man i 1992 gennemgik spiret, opdagede man, at der var angreb af råd og svamp mange steder, og djævlehovederne og kapitælerne var heller ikke gået fri. At lave et nyt sæt hoveder magen til ville, foruden at det var besværligt og kostbart, også med garanti blive fulgt af en ny udskiftning om ikke særlig mange år. Derfor valgte man i stedet at støbe nye hoveder og kapitæler. De vil i hvert fald kunne holde i lang, lang tid.

De gamle djævlehoveder var indbyrdes lidt forskellige. Måske var der ligefrem afbildninger af eksisterende personer? På Børsen kan man finde en række hoveder, hvor der helt sikkert har været modeller til billedhuggerens rådighed.

Men på Vor Frelsers Kirke måtte man nu finde et gennemsnit, og denne opgave fik billedhuggeren Erik Erlandsen, i samarbejde med Leif og Peter Jensens bronzestøberi i Bagsværd. Resultatet er flot. Faktisk er de blevet nemmere at se nede fra gaden, fordi linjerne er forenklede, beregnet til at ses på stor afstand. Men de er også flotte tæt på!

Nu sidder de der, djævlehovederne, hen over åbningerne ind til klokkespillet. Med den endnu brune kobberbeklædning som baggrund. Kunne de være beregnet til at holde onde ånder væk, lige som på middelalderens katedraler, selv om den slags normalt ikke findes på barokkirker? Vi har i hvert fald ikke andre af den slags på Thurahs bygninger.

Måske er de derfor en afbildning af Thurahs “fjender og misundere... “? Den slags er nemlig ikke ualmindeligt i kunsthistorien!

(STØBERIET nov. 97 / slut)