HIMMELSTIGEN OG DJÆVLEHOVEDERNE

af Nils Vest, filminstruktør

Filminstruktøren Nils Vest fortæller om de besynderlige djævlehoveder, der sidder på siden af spiret på Vor Frelsers Kirke. Og om hvorfor, man valgte at bruge bronzestøbning ved restaureringen.

Da arkitekten Lauritz de Thurah i 1749 fik endelig godkendelse af projektet med det spiralsnoede spir på toppen af Vor Frelsers Kirkes tårn, var der gået en lang og slidsom kamp med at overbevise de bevilgende myndigheder.

Thurahs forslag var dyrt, sammenlignet med hvad magistratens folk havde tænkt sig. De beklagede sig kraftigt, og hans kollega, hofbygmester Nikolaj Eigtved, prøvede absolut ikke på at støtte ham, tværtimod.

På skrift kan vi finde Thurahs ærgrelser udtrykt. Han var nemlig efterhånden blevet så sur på sine omgivelser, at han, så snart konstruktionen af spiret var begyndt, drog afsted til Jylland, for “... dér at ende i Roelighed mit Liv, som formedelst mange fortrædelige Embeds-Forretninger og Fienders og Misunderes Efterstræbelser var bleven mig suurt og besværligt...”.

Oprindelig var Thurahs forslag af sten, inspireret af en lille stenspiral på toppen af barokkirken San Ivo i Rom. Thurah kendte den fra en studierejse i sin ungdom, og vidste, at den skulle forestille et Babelstårn. Det tårn, man ifølge Bibelen prøvede at bygge i Babylon, og som skulle gå helt op til Himmelen. Men det ville Gud ikke have, og derfor blev menneskene spredt ud i verden, ved at de ikke længere kunne tale samme sprog. Historien om Babelstårnet er samtidig en gammel myte om, hvordan sprogene opstod. I 1600-tallet mente den katolske kirke, at det i Rom var lykkedes at rejse et sådant tårn, rent åndeligt, idet man dér var ved at lære sig alle kendte sprog i verden, så katolikker kunne rejse ud og missionere. Altså Babelstårnsmyten vendt om.

På stenspiralen i Rom er der forneden en række englehoveder med vinger, der omkranser spiralformen. Kirkens arkitekt, jesuitten Borromini, havde det næsten som sit logo. Hans havde også fuld støtte fra sine omgivelser, og der var anerkendelse fra højeste sted for hans arbejder. Borrominis værker var således omgivet af positive tanker og følelser.

Thurah havde i starten af sin karriere også medvind. Han var uddannet i barokkunsten, men kun et par år efter hans udnævnelse til hofbygmester, skiftede hofmoden. Nu, efter 150 år med barok, skulle man have rokoko. Den anden hofbygmester, Nikolaj Eigtved, mestrede hurtigt den lette rokokostil. Thurah derimod fandt at den var en tynd kop the, sammenlignet den kraftfulde barokudtryk, som han havde lært under sin ungdoms studierejse sydpå. De sidste 15-20 år af Thurahs liv gik derfor i høj grad med at kæmpe for barokstilen, og da han ikke mødte den store forståelse herfor, følte han sig netop omgivet af fjender og misundere. Det er i den sammenhæng bemærkelsesværdigt, at han på præcis eet punkt laver det stik modsatte af Borromini: Hvor denne anbringer englehoveder, dér placerer Thurah djævlehoveder!

De djævlehoveder, vi ser i dag – man kan kun ane dem nede fra gaden, så det hjælper hvis man har en kikkert med – de ligner ikke helt dem, der blev placeret i Thurahs tid. De var nemlig lavet af træ og beklædt med kobberplader. Men tidens tand gnaver og især på emner, med så mange flanger og folder. Og de søm, man brugte dengang, var af jern og omvundet med sejlgarn og tjære. Disse ting holder ikke evigt, og så snart der opstår berøring mellem jernet og kobberet, begynder en tæring, der ender med et hul, hvor vandet kan trænge ind. Allerede i 1800-tallet har man derfor måttet udskifte hovederne på siden af spiret, og man har sikkert også skiftet de forgyldte kapitæler og andre pynteelementer.

Da man i 1992 inspicerede spiret, opdagede man, at det var angrebet af råd og svamp mange steder. Djævlehovederne, kapitælerne og andre udsmykninger var heller ikke gået fri. At lave et nyt sæt udsmykninger magen til ville, foruden at det var besværligt og kostbart, også med garanti blive fulgt af en ny udskiftning om ikke særlig mange år. Derfor valgte man i stedet at støbe nye hoveder og kapitæler. De vil i hvert fald kunne holde i lang, lang tid.

De gamle djævlehoveder var indbyrdes forskellige. Måske var det ligefrem afbildninger af eksisterende personer? På Børsen kan man finde en række hoveder, hvor der helt sikkert har været modeller til billedhuggerens rådighed.

På Vor Frelsers Kirke måtte man nu i stedet finde et gennemsnit, og denne opgave fik billedhuggeren Erik Erlandsen, i samarbejde med Leif og Peter Jensens Bronzestøberi i Bagsværd. Resultatet er flot. Faktisk er de blevet nemmere at se nede fra gaden, fordi linjerne er forenklede, beregnet til at ses på stor afstand. Men de er også flotte tæt på!

Nu sidder de der, djævlehovederne, hen over åbningerne ind til klokkespillet. Med den endnu brune kobberbeklædning som baggrund. Nogle mener, at de kunne være beregnet til at holde onde ånder væk, lige som på middelalderens katedraler. Men den slags hører ikke til på en barokkirke.

Så måske er de en afbildning af Thurahs “fjender og misundere “? Den slags er nemlig ikke ualmindeligt i kunsthistorien!

Nils Vest

Billedtekster:

1.

Det nyrestaurerede spir på Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Alle de støbte dele er lige anbragt. Der må de gerne blive siddende de næste mange hundrede år.

(Behøver egentlig ikke nogen tekst. Måske bedst tæt ved omtalen af selve filmen).

2.

På Bronzestøberiet i Bagsværd laves de nye udsmykninger til spiret på Vor Frelsers Kirke.

2 A.

På Bronzestøberiet i Bagsværd laves de nye udsmykninger til spiret på Vor Frelsers Kirke, mens filmholdet registrerer.

3.

Et af de gamle djævlehoved, liggende på jorden. Indenunder det forgyldte kobber er der træ.

4.

Alle udsmykningerne på siden af kirkespiret er nu udskiftet med kopier af bronze. Her en part af en støbeform til en kapitæl.

5.

Et par nystøbte djævlehoveder, befriet for gipsen.

6.

Usmykningerne bemales først med mønje og okkerfarve, så kommer der et lag langsomttørrende lak på og efter 1-2 dage belægges de med 22 karat bladguld.

7.

Tæt på ses djævlehovederne bedre. Nede fra jorden kan man kun lige ane dem.

8.

Udsmykningerne sættes på plads, efter en tur hos maleren.

(slut)