GravmᄒleHovedKong Minos

VAR HOVEDET VIRKELIG VOODOO ?

af Nils Vest, filminstruktør

 

“Hvis Eigtved havde gedebukkeskæg, mener Vest at det er hans kontrafej, der hænger på Thuras kiste. Det er muligt, at instruktøren overfortolker her, men som meddigtende bud (osv.)...” Betragtningen stammer fra Inf.s TV-anmelder Hans Kragh-Jacobsens fine anmeldelse i påskeugen af min dokumentarfilm HIMMELSTIGEN.

Filmen behandler blandt andet hofarkitekterne Thurahs og Eigtveds indbyrdes forhold. Thurah findes der et maleri af, det hænger på Frederiksborg Slot og er malt af svenskeren Johan Hörner omkring 1750.

Eigtveds udseende er os derimod ukendt. Fra en inventarfortegnelse over indboet på Charlottenborg i året 1793 fremgår det, at der skulle have hængt et maleri af ham dér, men efter dette år er der ingen spor at finde. Måske er det gået til grunde ved en af de senere bybrande.

Findes der så andre veje til at finde frem til at afbilde ham, hofarkitekt, oberst Nicolaus Eigtwedt?

 

Thurah begraves i 1759 i Trinitatis Kirke, men havde egentlig regnet med at ende sine dage oppe i det nordjyske, på herregården Børglum, som han havde giftet sig til et tiår forinden. Som arkitekt havde han det med at bruge mange penge, og det kom også til at passe med hensyn til det gamle kloster, som for en mindre formue ombyggedes til et moderne domicil for den fornærmede hofbygmester. Fornærmet, fordi han forud for sin seneste triumf, opførelsen af spiret på Vor Frelsers Kirke, havde mødt megen modstand fra sine omgivelser og især kollega Eigtved, der ofte blandede sig i Thurahs dispositioner. Desuden havde Thurah mistet sin tidligere førsteposition til Eigtved, da denne af kongen fik overdraget Thurahs vigtigste ansvarsområde: tilsynet med de kongelige bygninger i København og på Frederiksberg.

Når Thurah i manuskriptet til den uudgivne topografiske beskrivelse Sjælland  anfører: ... “da jeg år 1750 forlod Sjælland og begav mig til mit gods Børglum Kloster i Jylland i den tanke der at ende i Roelighed mit liv, som formedelst mange fortrædelige Embeds-Forretninger og Fienders og Misunderes Efterstræbelser var bleven mig suurt og besværligt...”, så har han med garanti også haft Eigtved i tankerne.

Inde i herregårdens gamle klosterkirke får Thurah opført et epitafium, et monumentalt gravmæle af kostbare stenarter og med en udsmykning, der lader alle forstå, at her skal en fornem herre og hans viv stedes til hvile ved deres dages ende.

Thurah og konen bliver dog nødt til at fraflytte herregården allerede efter fire års ophold, og kort efter bliver den solgt. Derfor er epitafiets navnetavle tom, som en formanende gåde, der antyder, at livets veje styrer man ikke altid selv.

 

Under forarbejdet til filmen besøgte jeg selvfølgelig også Børglum, og naturligvis så og fotograferede jeg gravmælet, i total og en detail. At der var et lille hoved nederst på navnetavlens ramme lagde jeg nok mærke til, men dog uden at hæfte mig synderligt ved det.

Et par måneder senere var jeg i Rom, også som en del af researchen, og her fik jeg lejlighed til at bese Det sixtinske Kapel med Michelangelos fresker, i fornem nyrestaureret stand. Specielt fanges øjet af endevæggens “Dommens Dag”, hvor både den originale farveskala er fremdraget og eftertidens “rettelser” fjernet. En af de pudsigste genopdagede detaljer findes på afbildningen af en mandsperson, dybest nede i Helvede. Officielt er det Minos, underverdenens konge. Han er udstyret med æselører og en kvælerslange, der snor sig om hans krop og ydmygende sætter tænderne i det synlige lem (som senere tiders dydsdragoner fik dækket med fligen af et lændeklæde). Det er også bemærkelsesværdigt, at der er gjort ekstra meget ud af hans ansigt, som står meget mere detaljeret end de øvrige. Hvorfor det?

Forklaringen kan man finde i bl. a. Giorgio Vasaris berømte biografi om italienske kunstnernes liv, fra 1550-68, hvor bl.a. vennen Michelangelo får en fyldig omtale. I afsnittet om “Dommens Dag” beskrives et besøg i kapellet af pave Poul d. 3., ledsaget af pavehoffets forhadte ceremonimester Biagio da Cesena. Denne sidstnævnte person, der var en ren plageånd overfor Michelangelo, udtaler ved synet, at det er “skammeligt, at der på et så helligt sted skal afbildes alle disse nøgne figurer, på en så ublufærdig måde... de passer bedre til et offentligt bad eller en krostue.”

Hævnen for denne ringeagt udebliver ikke. Straks efter pavebesøget får Minos påmalet da Cesenas hoved - slangehovedet ved lemmet får sikkert ved samme lejlighed en ekstra glubsk udformning - og da figuren er anbragt lige hen over den dør, som paven bruger, når han går til og fra kapellet, er ydmygelsen af ceremonimesteren total. Paven forsøger at få Michelangelo til at ændre på Minos’ nye hoved, men uden held.

Thurah er i Rom i 1731, og som en stor beundrer af Michelangelo kommer han helt sikkert til at kende både Minos-billedet, overmalet lem eller ej, og historien bagved.

 

.... kan man jo få den tanke, at når Thurah nu er sur på Eigtved, og hvis han har eksemplet fra Michelangelo i erindringen, og det oven i købet er en helt privat udsmykning han er i gang med, ja så benytter han sig af muligheden for at håne sin kollega. Ham, der førhen har kritiseret Thurahs kunst.

Dér, hvor man på et epitafium sædvanligvis anbringer et kranium eller et timeglas, dér sætter Thurah et rundt, syrligt smilende hoved med gedebukkeskæg, to hårlokker, der deler sig som et par horn, og et par flagermusvinger i nakken. Det må være et portræt. Der er intet arkaisk eller stereotypt over det ansigt.

At lade ens modstandere lægge let genkendelige karaktertræk til fæle personer på billeder, skulpturer eller i litteraturen er der ikke noget usædvanligt ved. Det er sket gennem århundrederne og sker stadigvæk. Strindberg var kendt for at råbe til sine fjender, når han mødte dem på gaden, at “du kommer med i mit næste stykke!” Og vi kender det også fra vores hjemlige filmmiljø (diskretionshensyn gør, at jeg ikke sætter navne på).

 

Af ovenstående grunde vover jeg derfor i HIMMELSTIGEN at antyde, at nogenlunde sådan kan Eigtved have set ud... i en noget ondskabsfuld karikatur.

Har hovedet også virket som en slags voodoo? For kort efter dør Eigtved. Og strax kommer den forgældede Thurah på banen igen og overtager alle hans embeder.

(Information 28.4.98 / slut)