EN FILM OM ET SPIR OG DET ÆGTE HÅNDVÆRK

af Nils Vest, filminstruktør

I disse dage har en ny dansk dokumentarfilm ved navn HIMMELSTIGEN premiere. Den handler om spiret på Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, der igennem de sidste fem år har gennemgået en større restaurering. Filmen kommer ind på de mange forskellige slags håndværk, der indgår i restaureringsprocessen, foruden historien bag den mærkelige spiralform, som arkitekten i sin tid valgte at pryde kirkens tårn med.

Filmens instruktør Nils Vest, der har mere end 25 film bag sig, fortæller her om, hvordan det var at opleve arbejdet med et kamera ved sin side.

- - - - -

En dag for fem år siden blev jeg spurgt, om jeg som filminstruktør ville hjælpe kirken med at dokumentere nedhejsningen af den gyldne kugle og “Frelsermanden”, idet man mente, at det var lidt af en pligt overfor eftertiden at dokumentere, hvad der skete. Det var nemlig første gang siden 1752, at figuren kom ned på jorden igen. Man forestillede sig, at det nemt kunne gøres med et videokamera, men her måtte jeg som fagmand fortælle, at video ikke egner sig til arkivoptagelser med lang holdbarhed. Videofilm begynder allerede efter fem år at miste billedet, og efter ti år er ofte store dele af videobåndet uanvendeligt. Hvis man vil lave dokumentation overfor eftertiden, så skal det være på film! Og det blev det.

Det viste sig hurtigt, at nedhejsningen nok var spændende, men det var jo også mere et kuriosum end en samtidsdokumentation af restaureringen. Så efter en længere ansøgningsrunde endte det med økonomi til en længere dokumentarfilm, der helst skal holde de næste mange år, til glæde og oplysning.

Jeg oplevede under optagelserne, at det håndværk, der foregik oppe på spiret, eller nede på jorden, ikke adskilte sig væsentligt fra, hvad man udrettede for 250 år siden. For eksempel var der store problemer med at fremstille de nye snoninger øverst på træspiralen. Det rådne træ var taget ned og ikke lige til at måle efter, og desuden viste de gamle tegninger sig at være temmelig unøjagtige. Her hjælper ingen kære maskiner...

Man må igang med øjemålet og gammelt håndværktøj, selv om det sidste kan være svært at finde i dag. Tømrerne tog ud til Ullerup Marked, og dér fandt de, hvad de søgte: en bredbilt, en skarøkse og en stikøkse. Selvfølgelig foregik den grove bearbejdning i arbejdsskuret på pladsen neden for tårnet. Men at få spiralen til at snøre sig rigtigt ind helt oppe, det krævede præcision på stedet!

Hele tømrerarbejdet klaredes af to mand. Oppe i toppen var der store udskiftninger, hvor råddent eller svampeangrebet pommersk fyr erstattedes af Oregon pine fra Silkeborg skovene. Længere nede kunne det meste af det gamle træ blive siddende.

En pudsig ting var at opleve, at myten om “de gamle dages gode håndværk” ikke holdt mange meter. Masser af steder var der rent sjusk fra de gamle tømreres side. Hvis de ikke gad at rette en flade ordentligt til, så fik fremspringene lov til at være. For en tømrer ville det måske have taget en halv time ekstra at lave arbejdet ordentligt. For den blikkenslager, der kom efter, har det krævet en halv dag ekstra arbejde at banke kobberet til, så det dækkede fremspringet.

Kobberarbejdet viste sig også at være langt mere omfattende, end hvad man havde regnet med fra starten. Det var nok hovedårsagen til, at restaureringen kom til at strække sig halvandet år længere, end hvad der oprindeligt var tænkt (og hovedårsagen til, at min film først får premiere halvandet år senere end beregnet...).

En del af de forgyldte udsmykninger på siderne af spiret var i sin tid lavet af træ og derefter dækket med kobberplade. Men de mange flanger og indhak, blandt andet i de djævlemasker, der sidder hen over lugerne ind til klokkespillet, har igennem tiden haft det med at revne og lade vand trænge ind bag, så størstedelen af pynten er ved denne restaurering erstattet af bronzestøbte udgaver. Men så holder det også i de næste mange hundrede år.

Filmen er næsten blevet et helt katalog over traditionelle håndværk. Kobbersmeden ude i Baldersbrønde tog sig kærligt af Frelserfiguren, den viste sig at være i utroligt god stand. Figuren er i øvrigt utroligt detaljeret lavet, som om den skulle ses tæt på. F. eks. er Frelsermandens hår og øjenbryn lavet med de fineste streger. Kun mågerne kan have glæde af synet. Og så selvfølgelig os andre, der fik lejligheden i året 1994...

Der ligger vel altid en lyst til som kunstner og/eller håndværker at lave tingene helt. Figurens ansigt og hænder ser mærkeligt uproportionerede ud tæt på. Nogen har kaldt den for “byens grimmeste skulptur”. Men figuren er jo beregnet til at ses nedefra! Og pludselig forstår man bedre, hvor god en kobbersmed hr. Høvinghof var i 1752.

Et andet håndværk, hvor man også kommer tæt på i filmen, er guldbelægningen af blandt andet globe og Frelsermand. Det er en utrolig forandring, når den grå bundbehandling med mønje efterfølges af først en okkerfarve og så den rene vare, guldet, anbragt som tynde, tynde plader oven på den langsomttørrende lak. Pludselig bliver det hele levende og sitrende, med guldstøv flagrende rundt i luften.

Det er også guldet, der er med til at give hele spiret den eventyragtige fremtoning, der hele tiden skifter med solen og skyerne og årstiderne. Og så også den langsomme forandring af kobberet, der lige nu står lysebrunt, snart bliver mørkebrunt, så nærmest sort, og så en dag, når vi alle er blevet gamle, skifter til irgrønt. For os, der bor på Christianshavn, er bygningsværket en kilde til en helt utrolig glæde, hver eneste dag året rundt. Den kombination af god kunst og godt håndværk, den kan vi komme langt med her i Danmark.

For nu ikke at lokke en masse mennesker ind i biografen i den tro, at filmen HIMMELSTIGEN udelukkende beskæftiger sig med håndværket, så vil jeg lige oplyse, at der også er en masse om spirets arkitekt, Lauritz de Thurah, og om hvorfor han kom til at tegne netop dét spir på den måde. Der ligger nemlig et større drama bagved. Thurah var en mand, der holdt fast ved de idealer han havde lært i sin ungdom. Han troede på barokarkitekturen, i en tid, hvor den spinklere rokoko pludselig bliver til den eneste accepterede hofmode. Thurah ville bevise, at barokken havde kræfter i sig, der langt overgik rokokoens. Og det lykkedes ham noget så grundigt.

Da Jules Verne i 1881 besøgte København, skrev han hjem til sin bror i Paris, at det eneste, der kunne fange hans interesse heroppe, det var... spiret på Vor Frelsers Kirke. Spiret er et bygningsværk i verdensklasse. Derfor ønsker jeg i filmen også at hylde de dygtige mennesker, der har medvirket til at det i dag, efter restaureringen, står som en sund og gedigen konstruktion, til glæde for menneskene i mange, mange år fremover.

(slut)