MINARETEN PÅ CHRISTIANSHAVN

af Nils Vest, filminstruktør

Det smukke og usædvanlige baokspir på Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, opført 1750-52 efter tegning af kongelig hofbygmester Lauritz de Thurah, er omgivet af mange vandrehistorier. Kendtest er dén, hvor arkitekten vender tilbage efter færdiggørelsen og opdager, at spiralen drejer den forkerte vej, hvorefter han stiger op i tårnet, helt op til det øverste af spiralspiret, og kaster sig ud. Historien har været fortalt af utallige turistguider gennem tiderne, men har selvfølgelig ældre aner.

Spiralformen, med gylden globe og Kristusfigur øverst, inviterer til kommentarer, for det er et eksotisk indslag i vores hjemlige arkitektur. Så eksotisk, at da Jules Verne besøgte København i 1881, skrev han hjem til sin bror i Paris, at det eneste, der kunne vække hans interesse i Danmark, var det spiralsnoede spir på Vor Frelsers Kirke.

Arkitektens inspiration

Thurah selv giver ikke megen forklaring på spirets særprægede udseende. I tredie bind af sin arkitekturhistorie Den Danske Vitruvius fortæller han, at idéen nærmest var et pludseligt indfald, inspireret af en studierejse i hans ungdom:

“Da jeg merkede at Hans Majestets Hensigt var, at give denne Kirke en helt særlig Prydelse, ... beflittede jeg mig paa at udfinde en Indretning, som ikke just var almindelig eller bekiendt. Jeg tog – som jeg rent ud tilstaar – min Idée af et Spir, som jeg i mine yngre Aar havde set i Rom, på den saa kaldte Chieza della Sapientia ...”

Spiret skulle altså være noget helt særligt. En øjenfryd, der kunne fortælle folk og omverdenen, at spirets bygherre kong Frederik d. 5’ var en monark, som ikke fulgte den slagne tradition indenfor arkitekturen, men netop søgte det usædvanlige og prægtige.

Thurahs forbillede, San Ivo della Sapienzia (“Videnskirken”), ligger lige bag Piazza Navona og indgår i Palazzo Sapienza, der i dag blandt andet rummer Roms Byarkiv. Kirken opførtes midt i 1600-tallet for de skriftkloge jesuitter, der i de tilliggende bygninger drev et ærkegymnasium, en slags universitet, hvor man prøvede at lære og undervise i alle kendte sprog i verden. Da jesuitterne dyrkede lærdommen, opkaldte de derfor deres kirke efter en af de klogeste helgener nogensinde, den hellige Sankt Ivo af Tours.

Kirkens arkitekt var Francesco Borromini, selv jesuitermunk. Han var – modsat kollegaen Bernini – kendt for at være vanskelig at omgås og endte også med at tage sig selv af dage ved på gammelromersk vis at kaste sig i sit sværd. Som arkitekt var han imidlertid en enestående, original begavelse, og hans San Ivo kirke er fuld af spændende, anderledes oplevelser, når bare man leder en smule efter dem.

Oppe på toppen af kirkens kuppel er der en lille så kaldt lanterne, en slags minitårn med vinduer, der slipper lys ind i kirken. Man ser den bedst, hvis man træder ind i gården til Palazzo Sapienza. For at få det fulde udbytte af besigtigelsen, bør man desuden bevæbne sig med en kikkert. Og hvad ser man så? Først og fremmest en stenspiral, der har en umiskendelig lighed med spiret på Vor Frelsers Kirke, blot meget mindre. Rundt om spiralen er der vaser med stentunger af ild. Og over stenspiralen, der afsluttes med en flammekrone, knejser en kugle på fire jernbøjler, med en due øverst.

Hvad er meningen med denne opstilling? Var det blot et tilfældigt indfald, til glæde for øjet? Næppe, når man tager jesuitternes forkærlighed for viden og lærdom i betragtning.

Vi ved, at man i især den latinske barok havde et meget indgående kendskab til symboler og deres dybereliggende betydning. Der blev udgivet bøger, med nøje vejledning i, hvad der skal bruges til denne eller hin fyrstes særlige mindesmærker eller monumenter. Eller hvordan de forskellige dyder og laster bør kunne identificeres. Det er hele facitlister. Vi kan i f.eks. Cesare Ripas Iconologia fra 1603 finde en klar beskrivelse af spiralens dybere betydning, som et symbol for intelligens og mandlig frugtbarhed. En globe betegner kvindelig frugtbarhed. Og en person på toppen af en søjle – afbildet som Trajansøjlen, med spiraltegningen på – udtrykker ære og værdighed, noget der skal tilbedes. Det er de symboler, der i treenighed optræder på toppen af Vor Frelsers Kirkes tårn. Og dybest set et gammelt frugtbarhedssymbol: Mand, kvinde og barn.

Men det er ikke den samme kombination, vi finder på San Ivo kirken.

Jesuitternes symbol

Vi ved, at Borromini havde en stor forkærlighed for konkylier. Men det alene har nok ikke været tilstrækkeligt til at overbevise jesuitterne om nødvendigheden af en spiraltop på deres kirke. Der må være en dybere betydning bag.

Der findes også en nøgle til forståelsen af stenspiralen og dens placering: Omkring 1650 var den unge svenske arkitekt og senere general Jöns Dahlberg på en studierejse til Rom. Han besøgte også Borrominis værksted og kopierede her nogle af mesterens skitser til San Ivo kirken, der var under opførelse i de år. Tegningerne har det hele med, inclusive kruseduller, små detailudkast, enkelte spredte ord og memoer. Hen over en af de bevarede tegninger står der to ord, der pludselig åbner op: Sapientia og Babylonia. Babylonisk viden.

Begrebet er tvetydigt. Det rummer dels et negativt aspekt: Det menneskelige samarbejde, som Herren splittede, da babylonerne ville bygge et tårn, så de kunne komme helt op til Gud og blive lige så kloge som ham. Men også et positivt: Det var i Babylon, at Herren skabte alle verdens sprog.

Babelstårnsfortællingen er knyttet til pinsen i den kristne kirke. For der er også en anden pinsetekst: Den, hvor Helligånden i form af ildtunger indgyder apostlene kendskab til alle sprog, så de kan rejse ud og forkynde Evangeliet. Babelsmyten vendt på hovedet. Udvidelse og sammentrækning.

Jesuiterordenen var oprettet som en næsten militært opbygget organisation af munke, der skulle hjælpe pavedømmet med at erobre nye bastioner, efter protestanternes sejr i Nordeuropa. Modreformationen kaldtes det samlede initiativ. Den katolske kirke ønskede at vinde nye sjæle for sin sag, og da de store opdagelser og erobringer af fremmede lande fandt sted netop på denne tid, var der her en indlysende mulighed for at få flere tilhængere. Men for at forkynde Evangeliet for de fremmede, måtte man jo først lære sig deres sprog. Så man blev nødt til at indsamle viden om alle de sprog, der spredtes i Babylon for næsten 4000 år siden. Symbolet på den pavelige modreformation blev for jesuitterne derfor et i Rom genrejst, åndeligt Babelstårn. Symbolsk placeret ovenpå deres Videnskirke, San Ivo.

Pinseilden findes i vaserne på siden af San Ivo spiralen, og duen, der svæver henover toppen, er det klassiske symbol for Helligånden.

Det spiralsnoede Babelstårn

Var Babelstårnet spiralsnoet?

Hvis vi ser på samtidens malere – afsætningen af Babelstårnsbillederne var stor, der kendes mere end 700 afbildninger af dette motiv! – så er der tre klare grundmodeller for et Babelstårn. Den ene er inspireret af det romerske Colosseum, Europas dengang mægtigste bygningsværk, omend i sørgeligt forfald. Breughel-malerierne er af denne art. Man kan oven i købet, som på et fikserbillede, finde frem til et i forhold til det samlede tårn lillebitte Colosseum halvvejs oppe i billedet. Det er med, for at markere målestoksforholdet.

En anden form, den terrasseformede pyramide, er den, der kommer virkeligheden nærmest. Da de første europæere i 1400- og 1500-tallet rejste i Mellemøsten, længere væk end Jerusalem, mødte de i Mesopotamien – i det nuværende Iraq – ruinerne af de kæmpemæssige zikkurater, bygget for mere end 3000 år siden. Nogle af dem havde stadig terrasseformen bevaret i de nederste trin. Men højden manglede. Hvordan havde de da oprindeligt set ud?

De mere nøgterne af de rejsende tilføjede i tanken de manglende terrasser. Måske havde de læst Herodot, der omkring år 300 f.v.t. havde rejst derude og beskrevet de allerede dengang antikke, men rimeligt velbevarede ruiner.

Men nogle fik en tredie idé. Derude i landet mellem floderne fandtes også en anderledes, mere særpræget tårnform: spiralminareterne. De var bygget langt senere, o. år 850, men de stod i samme område, og den slags havde man aldrig set før. Jo, måske lige i Cairo, hvor Ibn Touloun-moskée havde en lignende spiralsnoet minaret, dog med et firkantet tværsnit. Hr. Ibn Touloun hørte til det sassanidisk styre, og som statholder over Ægypten bestemte han, at der i hovedstaden skulle bygges en moské, af samme art som den i Ibn Toulouns hjemby Samarrá. Der, hvor man i dag stadigvæk kan se Mellemøstens største minaret, den spiralsnoede Al Malwiyah. Og måske havde bygherrerne set de rigtige Babelstårne, inden de brasede sammen?

Man kan påpege, at spiralminareterne igen har rødder tilbage til andre kultiske udtryk. Der findes også ældre skulpturer, f. eks. i Badami-templerne i Indien, hvor Vishnu sidder på toppen af en stor spiralsnoet slange, der igen hviler på jorden. Men arkitektonisk kan vi ikke påvise klare spor længere tilbage i tiden end 800-tallet.

I Europa endte alle disse iagttagelser og spekulationer med, at man vedtog, nærmest som en konvention, at et Babelstårn skulle være spiralsnoet. Så var det også let at genkende som symbol.

Resultatet

Historien om Babelstårnet kunne Thurah ikke så godt tillade sig at komme trækkende med, da han skulle overbevise kongen om sit projekts fortræffelighed. Thurah havde fjender omkring sig, og hvis de kunne påvise, at Thurahs spirprojekt i virkeligheden var inspireret af et papistisk symbol for Modreformationen, så ville det ikke gavne sagen. Thurah nøjedes med at fremhæve, at hans forslag var “at give denne Kirke en helt særlig Prydelse, ... en Indretning, som ikke just var almindelig eller bekiendt.”

Man må sige, at det lykkedes. Spiret blev ganske vist næsten dobbelt så dyrt, som det Københavns Magistrat havde forestillet sig. Men at lave god kunst kræver, at der en gang imellem sprænges grænser. Også økonomiske. Lad os takke Thurah og Frederik d. 5’ for at det fik lov til at ske.

Og lad os så glædes over, at et af verdens flotteste kirkespir nu står der, nyrestaureret, med sin brune kobberoverflade, helt som dengang i 1752, da det blev indviet. Men skynd Jer! For om kort tid begynder kobberet at blive mørkere. Og så varer det 30-40 år før den grønne ir skænker os det klassiske syn.

(slut)