LEVENDE BILLEDER / juni 1988, 4. årg. nr. 6

FEJEMANDEN OG HOLLYWOOD

af Karsten Fledelius

Der er ikke tale om en enkel film, men om et komplekst arbejde, der føjer sig sammen til en imponerende mosaik over et stykke Danmark, der kan synes kedsommeligt med mindre man ser dybderne.

Nils Vests nye film “Fejemanden og Friheden” er ikke hans første historiske film. Et tidligere markant eksempel på denne genre er filmen “Af jord er du kommet - på sporet af en dansk husmand” fra 1983, der handlede om den glemte grundlægger af landets første husmands- og arbejderforening, Peder Madsen fra Samsø.

Også “Fejemanden og friheden” handler om landbrug. Og igen ligger vægten i Vests film på de mindre velstående, oversete dele af landbosamfundet. Der er igen tale om at bruge filmen til at trække de oversete frem fra historiens mørke og gøre dem synlige.

Men samtidig er dette en jubilæumsfilm i anledning af 200året for ophævelsen af stavnsbåndet og dermed starten på den proces, der førte til den danske bondestands frigørelse fra godsejernes åg.

Dette giver filmen en særlig betydning og placering. Derfor er det Landbrugsrådet, der sammen med Danmarks Radio og Statens Filmcentral står bag produktionen af filmen (som i øvrigt har fundet sted hos Ebbe Preisler Film/TV).

Kombinationen af Nils Vest og Landbrugsrådet er ikke uinteressant. Nils Vest er kendt som en venstreorienteret filmskaber - udover “Af jord er du kommet” kan man tænke på en film som “Et undertrykt folk har altid ret” (om palæstinenserne). Hvorimod Landbrugsrådet normalt opfattes som fast placeret på den borgerlige fløj. De to parter har imidlertid kunnet enes om, at stavnsbåndsløsningen virkelig er noget at fejre. Nok førte den ikke til social lighed. For de svage i samfundet var landboreformerne en tvivlsom fordel, idet en af dens konsekvenser var at fjerne det sociale sikkerhedsnet, landsbyfællesskabet indebar. Men samtidig muliggjorde reformerne den danske bondestands opstigen til en politisk slagkraftig og anerkendt del af den danske befolkning.

Denne dobbelthed træder frem i filmen, ved at vi følger både “taberne” og “vinderne”. Vi møder både de bondesønner, der arvede fæstegården og hvis ældste sønner blev velhavende gårdejere - og alle de yngre sønner, der sank ned i landarbejderklassen, og hvis efterkommere i vid udstrækning kom til at udgøre byarbejderklassen.

Filmens hovedperson, Lars Knudsen, er netop et eksempel på det sidste. Han er valgt som udgangspunkt, fordi han er den person, der i dag har det nærmeste professionelle forhold til symbolet på stavnsbåndsløsningen: Frihedsstøtten over for Københavns Hovedbanegård. Han er nemlig den kommunalarbejder, der skal holde rent omkring monumentet.

Herefter søger filmen tilbage i Lars' slægt for at finde ud af, hvor hans forfædre kom fra. Gennem et spændende stykke filmisk anskueliggjort slægtsforskning når vi tilbage til 1780'erne, gennem slægtled af småhåndværkere, småhandlende, husmænd og indsiddere Her finder vi fæstebonde Anders Bjørnsen i Kolsbæk, Nordsjælland, der ved udskiftningen rykkede væk fra landsbyen og byggede Slagsagergaard.

Anders Bjørnsens ældste søn, der arvede Slagsagergaard, bliver nu udgangspunktet for “vindernes” historie. Gården går videre slægtled for slægtled til ældste søn - også selv om denne slet ikke havde haft Iyst til at overtage gården. Først i 1971 brydes denne kæde, den sidste gårdejer af slægten sælger gården til et akademikerpar fra byen, der ville realisere en drøm om et liv på landet i pagt med jorden.

De to linjer mødes til slut i filmen, hvor bylandmandens datter kører ind til Frihedsstøtten og holder der, mens hun fortæller om sin drøm: Hollywood - og vi samtidig ser fejemand Lars Knudsen i baggrunden.

Er dette en film om”Fattigdanmark” over for “rige Danmark”? Nej, så enkelt er det ikke. Lars' familie har klaret sig ganske godt, især i de sidste generationer. Og nok har gårdejergrenen været mere velhavende - men arvegården har været følt som en tung forpligtelse af flere af ejerne.

Taget som helhed fortæller “Fejemanden og Friheden” altså et stykke Danmarkshistorie, der ikke er så nem at udtrykke på en enkel formel. Den viser, hvor stærke rødder de fleste danskere har i landbosamfundet. Og den viser, hvordan mindet om landbotilværelsen stadig spiller en rolle i mange danskeres sind. Men mest af alt demonstrerer den, hvor dybe og skelsættende forandringer i det danske samfund, der blev sat i gang ved stavnsbåndsfrigørelsen for 200 år siden.