HØJSKOLEBLADET NR. 3, 21. JANUAR 1977.

En udfordring - tag den op!

af Arne Skovhus

Instruktøren Nils Vest har gennem flere år beskæftiget sig med Mellemøstens problemer, og Statens Filmcentral har derfor handlet klogt, da man vedtog at distribuere hans film »Et undertrykt folk har altid ret«, fordi han er en mand, der ved, hvad han laver film om.

Filmen ser problemerne omkring staten Israels oprettelse på bekostning af den palæstinensiske stat helt med palæstinensernes øjne, og netop deri ligger filmens pædagogiske værdi, hvorfor den hermed varmt skal anbefales til undervisningsbrug rundt om.

I og med at »Et undertrykt folk har altid ret« er en dokumentarfilm, ligger det i sagens natur, at filmens holdning er stærkt subjektiv, hvilket netop gør den udfordrende og spændende - den film vil give anledning til megen debat og megen nytænkning de steder, man tar udfordringen op.

Fra mange sider er det blevet prædiket, at Nils Vests film er fuld af løgn, propagandistisk osv. - og i visse kredse vil man endog have filmen forbudt.

Kravet om forbud mod at udtrykke meninger, der er anderledes end de på bjerget herskende, skal ikke undre - så længe vi har haft et folkestyre, har vi også haft censur-magere. For tiden er censur-magerne desværre velorganiserede, men der er vel en rimelig grund til at tro på, at der fortsat i det danske folketing er en overvægt af mennesker, der tror på værdien af åndelig frihed for det borgerlige demokrati - tror på den åndelige frihed som en absolut forudsætning for, at den borgerlige stat ikke skal udvikle sig i fascistisk retning.

Og som vil slås for denne frihed.

Højskolen har traditionelt stået forrest i kampen for den åndelige frihed, og netop i frihedens navn skal filmen »Et undertrykt folk har altid ret« vises, fordi vi herhjemme hidtil stort set kun har haft mulighed for at blive informeret om de palæstinensiske problemer, som de tar sig ud med zionistiske briller, fordi Danmark siden Israels oprettelse i 1947 har haft stærke kontakter til dette land, mens de officielle kontakter med arabiske lande har været ringe udbygget.

Først da unge palæstinensere satte de såkaldte terroraktioner i gang, begyndte offentligheden at interessere sig for det folk, der oplever sig selv som uretfærdigt behandlet, for at Europa kunne råde bod på sin dårlige samvittighed overfor det faktum, at man politisk havde ladet Hitler skalte og valte med det jødiske folks skæbne, som det politisk passede ind i hans kram, hvilket betød mindst 6 millioner jøders død i koncentrationslejre.

Efter krigen lod man så jøderne danne den zionistiske stat Israel i tæt samarbejde med den kapitalistiske verden og gjorde dermed hundredetusinder af palæstinensiske arabere hjemløse - gjorde dem til politiske flygtninge, fordi man i 1948 lod zionisterne gennem krigsførelse udvide det territorium, som FN havde stillet til rådighed året før.

Om det handler Nils Vests film blandt andet.

Men den handler osse om, hvordan folkehad opstår, når mennesker føler sig undertrykte, og om, hvilke kræfter en sådan undertrykkelse kan udløse - og om hvordan angst for morgendagen kan gøre mennesker irrationelle og dumdristige.

Hvis man opfatter de palæstinensiske udsagn som irrationelle og dumdristige.

Netop heri ligger en udfordring til filmens tilskuere.

Nils Vests fortjeneste ligger i, at han på den ene side loyalt lader palæstinenserne selv komme til orde og understøtter deres udsagn med smukke billeder, mens han på den anden side har formået, at filmen ikke får lov til at udvikle sig i anti-jødisk retning.

»Fjenden« er ikke jøderne, men den zionistiske politik, der jo ikke bare rammer palæstinenserne, men osse anti-zionistiske jøder, hvoraf der er en del i Israel.

Hvor mange herhjemme er egentlig klar over denne problematik?

Når man i visse kredse påstår, at filmen er løgnagtig, tyder det mere på, at der er tale om ordvalg end om egentlige fejloplysninger.

Nils Vest gir palæstinenserne lov til at sige, at Palæstina er blevet koloniseret.

Fra israelsk hold vil man istedet sige »lovligt erhvervet«.

Ordvalget afhænger helt af, fra hvilken side man vælger at opleve konflikten - og side må man vælge, når man som ansvarlig kunstner benytter sig af dokumentarfilmens muligheder.

At man fra borgerlig side prøver nu osse at slå politisk mønt af »Et undertrykt folk har altid ret«, bør ikke afholde skoler og foreninger fra at give sig selv den meningsfyldte oplevelse, som Nils Vest med sin film har lagt op til.

Arne Skovhus / forstander ved Kristeligt Studentersettlement