ERIK HANSEN OG MARMORBROEN - DIALOGLISTE

Lgd. 27 min. 20 sek.

(ERIK HANSEN, HJEMME I SIT ARBEJDSRUM):

Sten de har det jo ligesom os andre, at de bliver gamle.

Regn og fugt nedbryder stenene i deres bestanddele, som bliver til opløselige salte, som planterne kan tilgodegøre sig med. Uden forvitring var der ingen liv på jorden. Men når stenen bliver taget ud af sit normale miljø og anbragt i bygninger, så sker disse processer med meget større hastighed. Og så kaldes de for bygningsskader.

Og når vi ser på sådan en optagelse fra lige før restaureringen, så ser vi forholdsvis velbevarede sten ved siden af stærkt nedbrudte sten. Og navnlig omkring fugerne, hvor vandet har kunnet trænge ind, er forvitringen udtalt. Og når forvitringen er begyndt, skrider den frem med stadigt større hastighed - logaritmisk fart kan vi sige.

Der har været istandsættelser på broen næsten efter at de var blevet færdige. Allerede 30 år efter var der større restaureringsarbejder, hvor man omlagde belægningen på broen.

I 1820’erne blev der igen foretaget store reparationer på broen, hvor det endda ser ud til, at den er blevet genopmalet, som den havde været på Christian VI’s tid. Igen i 1886-87 var der restaurering, og her har vi et ganske sjovt billede fra 1888, hvor pludselig broen er invaderet af en menneskemængde, som fejrede 100-året for Stavnsbåndets ophævelse. Og det, der kan interessere os er, at den ene pavillon stadig står med stilladser fra denne restaurering.

Vi ved fra arkiverne, at broen, da den var færdig, blev opmalet af hof- og guld... hvad hedder det... ja, hofmaleren, Milan, som overstrøg fladerne med tre gange kogt linolie, formodentlig med et farvepigment, så det lignede marmor. Og når vi ser på overfladerne idag, kan vi forstå, at man har forsøgt at overmale stenene, da de naturligt er stærkt flammede.

- -

(ERIK HANSEN PÅ MARMORBROEN, I EN PAVILLON):

Allerede i regnskaberne fra pavillonernes og broens opførelse er der tale om indkøb af blød og hård Dresdner-sten, og det har vi også gennemført her i restaureringen, idet vi har anvendt den hårde Dresdner-sten, som nu til dags kaldes Posta til det udvendige, fordi den er vejrbestandig. Mens den sten, der anvendes indvendig, er blød – kaldes idag Cotta sten og egner sig til de meget fine indvendige dekorationer – men er ikke vejrbestandig.

- -

(ERIK HANSEN, HJEMME I SIT ARBEJDSRUM):

Efter opbygningen af det tredie Christiansborg ved Thorvald Jørgensen var der nye restaureringer på broen og bl.a. blev rækværket helt udskiftet.

Men der trådte billedhuggeren Utzon-Franck til og fik gennemført, at der blev taget gipsafstøbninger af alle broens og pavillonernes dekorationer, og de kom til at få en umådelig betydning for den restaurering, som vi nu har gennemført.

Her ser vi afstøbningerne af en af medaillonerne stillet op, hvor vi kan skelne alle detaljerne tydeligt. Og hvis vi så ser et billede fra restaureringen, så er næsten alle detaljer udvisket til ukendelighed, så det ville have været en næsten umulig opgave at genfremstille de oprindelige dekorationer. Her ser vi også spor af udskiftninger af sten i flere omgange. Også disse udskiftninger er nu stærkt forvitrede.

Men forfaldet fortsatte, og lige før krigen i 1938 var der et nyt forslag til restaurering, som blev forelagt Det særlige Bygningssyn på Nationalmuseet, og de gjorde da opmærksom på, at man måtte være uhyre tilbageholdende med at udskifte sten, så at den gamle bro kunne bevare sin skønne patina. Det er første gang, vi hører om en slags diskussion af restaureringens etik. Men så kom krigen, og der skete ikke noget, men forfaldet fortsatte.

Der skete da det særlige i 1967, at en stor sten styrtede ned fra en af pavillonerne på køreplanen. Og det førte til, at Nationalmuseets stenkonservator, Vitus Nielsen, blev tilkaldt. Og hans umiddelbare forslag var, at man først og fremmest måtte lave en detaljeret opmåling af broen. Og det blev så min opgave, da jeg havde erfaring fra opmåling af sten i Grækenland.

Opmåling det er arkitektens måde at samtale med bygninger på. Og bygninger kan være meget snakkesalige, når man spørger og lytter tålmodigt. Og det gav sig så udtryk i sådanne tegninger udført i stort mål, sådan at der er plads til at redegøre for senere restaureringer og bygningernes nuværende tilstand

Snittene gav os også forestillingen om hele den konstruktive opbygning, bl.a. afstanden mellem den indre kuppel og den ydre tagflade, som på dette sted kun er 20 cm. Og det viste sig senere, at her havde man været nødt til at have gennemgående sten. I øvrigt så er bygningen opført sådan, at der er en udvendig og en indvendig beklædning og en opfyldning af mellemrummet med teglsten.

Samtidig gik vi igang med en opmåling under vandet. Et lille hold frømænd, som var vant til at samarbejde med undervandsarkæologer, opmålte bropillerne under vandet, og kunne der konstatere, at broen var særdeles velfunderet på et gitterværk af kraftige bøgebjælker, som formodentligt har været understøttet af pæle. Så langt kom dykkerne ikke ned. Men hvis vi går hen langs kajen, så har vi her en tegning fra Eigtveds tid til opførelsen af kajmurene, hvor vi ser sådant et pæleværk. Vi ved fra regnskaberne fra slottets opførelse, at der var anvendt 10.000 pæle til funderingen af slottet. Altså en hel skov.

Og vi foretog udgravninger omkring pavillonernes fundamenter. Det viste sig, at de gik 4 1/2 meter ned under den nuværende brolægning, og såvel broen som pavillonerne var funderet på det faste morænelag. Så der var ingen steder tale om nogen sætninger.

Vitus Nielsen kunne straks sige, at sandstenene kom fra Pirna ved Dresden, men Pirna lå i det daværende DDR, og ingen herfra havde været i Østtyskland.

Vi vidste ikke engang, om bruddene eksisterede.

Samtidig voksede der interesse frem omkring denne forestående restaurering, og der viste der sig firmaer, som havde vidundermetoder til kemisk behandling af stenene og tilgenopbygning af overfladerne med kunstmaterialer. Og i Boligministeriet blev man urolig og forvirret. Og man nedsatte derfor et sandstensudvalg, som bestod af erfarne billedhuggere og konservatorer, som tog rundt og kiggede på 20-30 år gamle restaureringer, som de selv havde været med til for at bedømme bygningernes tilstand efter så mange år.

Så blandt disse sagkyndige var der ingen tvivl om, at sandsten skulle erstattes med sandsten, og at sandstenene skulle komme fra de samme brud som oprindeligt.

Og der blev da udsendt en lille delegation for at undersøge forholdene, bestående af billedhuggeren Vitus Nielsen, geologenen Graff-Petersen og mig.

Og der viste det sig, at der ikke alene var et fungerende stenbrud med masser af sten, men også et stort, velfungerende stenhuggerværksted med erfarne stenhuggere fra de sidste 20 års omfattende restaureringer efter krigen. Blandt andet det store lystanlæg, Zwinger. Og da vi stod overfor disse bygninger, så var det som om vi stod over for vores egne bygninger hjemme i Danmark, som E. havde opført.

Det blev det Graff-Petersens opgave at gennemgå alle stenene i bygningerne een for een med lup og lommekniv, og hvad han kaldte “erfarne hammerslag” med sin geologhammer, hvor han kunne høre, om der allerede var begyndende sygdomme i dem. Det førte til en klassificering, hvor han inddelte stenene i groft i 3 grupper:

Det han kaldte A-sten var sten, som endnu efter 200 års forløb var næsten som nye, og som efter hans mening kunne holde endnu 200 år.

Så var der hans B-sten, hvor der allerede var begyndende forvitring, som stadig så antagelige ud, men som efter hans mening allerede om 50 højst 100 år ville være stærkt forvitrede og kræve en ny restaurering.

Og så var der endelig C-stenene, og de var de fleste. Og der var 75%, de var så ringe, at enhver ville sige, at de kunne ikke bevares. Og vi har her et eksempel på hans registreringer, hvor vi kan se de..... A-stenene afmærket med rødt, og B-stenene er med gult, og der er heller ikke mange, alt i alt 20%. Og så det der ikke er mærket er C-stenene.

Så det var helt klart, at bygningerne skulle tages ned, og så vidt muligt erstattes med nye sten, og da hverken vi eller Boligministeriet syntes, at man allerede om 50 år skulle igang med nye istandsættelser, så blev det til, at stort set alle stenene blev udskiftet.

Allerede da var der af Akademirådet udpeget to billedhuggere, Søndergaard og Galster, som skulle forestå restaureringen - først af Marmorbroen og derefter af pavillonerne, hvor Galster arbejdede videre alene, efter at Poul Søndergaard var død. Men vi havde jo ikke nær nok stenhuggere her i Danmark til sådan en restaurering.

Det blev så besluttet, at de danske stenhuggere skulle lave den udvendige dekoration på pavillonerne, mens de indvendige dekorationer skulle laves i Tyskland efter de modeller, som vi sendte ned, og så alle bygningsstenene.

Det første arbejde, som Galster og Søndergaard gik i gang med, var så at rekonstruere de oprindelige figurer ud fra de eksisterende gipsafstøbninger, suppleret med nyere som de byggede op med gips. Og takket være de gamle afstøbninger kunne de næsten gennem deres indlevelse i formsproget restaurere det manglende, og kun i ganske få tilfælde var det nødvendigt, at de opfandt nye detaljer, i rokokoens formsprog.

Her ser vi så et billede af.... arbejdet med fremstillingen af de store, udvendige skulpturer. Her har vi Galsters gipsmodel, som nu overføres til sten ved hjælp af et såkaldt punkter-apparat, som er et redskab til rumlig opmåling, der gjorde, at man kunne overføre punkt for punkt til stenen.

Tilsvarende her et billede af de indvendige dekorationer, der blev lavet i Dresden, hvor stenblokkene er stillet op i sammenhæng, og gjort færdige og til sidst også dér gennemgået af Galster.

Det medførte så, at der måtte sendes arbejdstegninger ned til Tyskland for stenhuggerne til

at hugge efter. Jeg kan lige vise et enkelt eksempel på, at det tit kunne blive meget komplicerede rumgeometriske former, som skulle overføres til stenene. Men det var ingen problem for stenhuggerne nede i Tyskland. De bedste stenhuggere er uddannet næsten som geometrikere , og det kan vi få et indtryk af gennem en fransk bog fra 1733 - en lærebog for stenhuggere, som nu ligger på Kunstakademiets bibliotek. Og her ser man anvisningen på sådanne meget komplicerede konstruktioner , hvor stenens forskellige flader udlægges.

Men så kom selve restaureringen. Efterhånden havde de 1400 bygningssten, der var brug for, hobet sig op. Og så gik vi igang med nedtagningen af pavillonerne. Og det var jo et ganske unikt tilfælde til at få lov til at skille en bygning fra 1700 tallet fra hinanden. Og det havde Boligministeriet absolut stor forståelse for, så der var sørget for tid til, at stenene kunne nedtages omhyggeligt, og Thomas Kampmann og jeg kunne gennemgå, fotografere og ...beskrive hver enkelt sten.

Det gav os et meget meget nær kontakt med stenhuggernes arbejde. Vi kunne næsten genkende hver stenhugger gennem den måde, mejslen var ført på, ganske som en håndskrift. Og vi fik yderligere et personligt forhold til dem ved at hver sten var signeret med et eller flere bogstaver. Og sidenhen viste det sig gennem arkivstudierne ved Kirsten Lindberg, som fandt frem til fuldstændige lønningslister, hvor alle stenhuggernes signaturer kunne henføres til navne. Mindst halvdelen af stenhuggerne var udlændinge, hovedsageligt tyskere, men også franskmænd og italienere. Det var som det altid har været, sådan at stenhuggerne fulgte stenene og søgte arbejde der, hvor der var noget igang.

Der kom andre spændende ting frem under nedtagningen, bl.a. her hvor hele den indvendige kuppelskal nu er afdækket, og hvor der viste sig store trækbånd af jern, som havde holdt bygningen sammen ved foden af kuplen. Det var vi allesammen begejstrede og overraskede over undtagen ingeniøren, for han var fuldstændig klar over, at der måtte være sådan noget inde i bygningen, for ellers ville den efter hans beregninger være faldet sammen for længe siden.

Vi var jo også interesserede i alle de mange jernforbindelser, der holdt stenene sammen. Her er en lille oversigt over forskellige former for kramper og klammer, som svarede meget godt til det indtryk, arkiverne giver, at der også var et stort smedeværksted ved siden af byggepladsen, som ustandselig leverede disse jernforbindelser og samtidig hele tiden måtte slibe stenhuggernes mejsler til.

Og vi stødte på sten, der havde spor af savning, hvilket også gav os en levende illustration til arkivernes oplysning om at der fandtes en... et savværk på byggepladsen, hvortil smedene leverede talrige savblade, som hele tiden blev slidt op ved omgang med de hårde sten.

På den måde blev denne byggeplads fra 1700 tallet ganske levende for os. Og det kunne vi supplere med enkelte samtidige billeder af sådanne arbejdspladser. Dette her, som stammer fra den lærebog, vi talte om før, viser sådan en byggeplads, som ganske kunne svare til vor, med løbehjul til ophejsning af sten, stenblokkene som er kommet og som nu bliver bearbejdet af stenhuggerne med mejsel og hammer.

Dermed fik vi også et billede af alle materialernes herkomst på byggepladsen, og vi kan se her på dette kort, at vi for det første har sandstenene fra Dresden, der blev sejlet ned af Elben og ført til København over Skagerrak. Andre kom fra bjergområdet ved Weser og blev udskibet over Bremen og hedder stadigvæk i stenhuggernes sprog Bremer sandsten.

Træ til stilladser og forskallinger under buerne kom fra Gotland. Jern og marmorblokke kom fra egnen omkring Larvik i Norge, og teglstenene kom fra Sønderjylland, hvor man havde det bedste ler.

Så forsvandt efterhånden bygningerne helt ned til grunden, og vi begyndte at opføre dem nedefra og op. Og her har vi et enkelt billede, der viser opførelsen, som stort set - bortset fra vores stålstillads - foregik håndværksmæssigt på samme måde som i 1700 tallet, hvor stenene een for een blev hejset op og tilpasset, anbragt på små en millimeter tykke blyplader, og fugerne blev løbet ud med tynd mørtelvælling.

Og så endelig stod bygningerne færdige som vi ser dem idag, helt nye kopier, men sådan har Christian d. 6. sikkert set dem.

(copyright © Erik Hansen)