VOR FRUE KIRKE

Nils Vest-film om Vor Frue

Jeg har tilbragt mange timer for hans fødder. Som fritidspræst i Vor Frue Kirke har jeg igennem mange år haft et særligt forhold til Thorvaldsens Kristus-figur og den kirke, hvor den står, og hvor et par unge mennesker forleden sagde ja til hinanden. Men selv nu, hvor jeg har set Nils Vests film om vores domkirke og dens historie, må jeg sige, at jeg stadig ikke ka’ li’ den, figuren altså. Det er ikke filmens skyld, men der er for lidt kød og blod i Kristus på Nørregade. Det er ellers netop pointen ved historien om den Jesus, som kaldes Kristus, at han var et menneske med det hele. Plus noget mere, nemlig det med Gud. Men ham her, han har ikke snavsede fødder!

Filmen viser for øvrigt, hvordan Kristus og de 12 apostle blev vasket inden det fine besøg, der for øvrigt på pinlig vis satte dåbsengelen i skammekrogen for at gi’ plads til flere meter hvidt stof.

Det med fodvaskningen er en af filmens mange fine små pointer. Ligesom vi er med til den såkaldte natkirkes anderledes gudstjeneste, for en kirke er ikke et museum, men et levende sted.

Ellers er Nils Vest - sammen med arkitekt Bente Lange - først og fremmest ude på at fortælle os om de to mænd bag det hele, arkitekten C.F.Hansen og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Fine små portrætter af to mænd med holdninger og deraf følgende kampe.

Vi får historien om Hansen, der i 1829 byggede sit tempel oven på ruinerne af den kirke, som englænderne skød i grus i 1807. Den gamle kirke havde byens højeste spir, og folket ville ha’ et nyt, men Hansen sagde nej. Heldigvis for os på Christianshavn, for nu er vores frelser-spir byens højeste! Det sønderskudte spir havde for resten et klokkespil, kaldet ”Sangværket,” og da Grundtvig i 1837 - mens han boede i Strandgade - udgav første del af sin salmebog, så kaldte han den ”Sangværk til den danske kirke,” fordi han mente, at salmesang er bedre end klokkeklang.

Det minder mig om, at musikken i filmen er fremragende og godt valgt, og sammen med fotograf Erik Norskers fantastisk flotte billeder og Nils Vests gode fortællestemme må man således konstatere, at det er en fin film for både øje og øre. Ja, for denne ”anmelder” er det endda sådan, at selv om det er en kortfilm, så synes jeg, at den er for kort!

”Vor Frue Kirke” (varighed 14 minutter) kan fås på både DVD og VHS i Domkirken, i boghandlen i Gammel Dok og hos Nils Vest Film.

Mogens Hansen, sognepræst Vor Frelsers Kirke