VOR FRUE KIRKE

- en kortfilm om arkitekturen

Af Bente Lange og Nils Vest

Vor Frue Kirke ligger som et antikt tempel midt i København. Historien om bygningens tilblivelse er denne films ærinde.

Siden 1200-årene har der været kirke her. Den brændte flere gange, men blev hver gang genopbygget. I krypten ses middelalderlige bygningsrester, men udefra er kirken gennemført i den klassicistiske ånd, som arkitekten C. F. Hansen havde studeret på sin rejse til Rom og Venedig.

Kirken og hele den enestående helhed omkring Frue Plads skyldes indirekte englændernes bombardement i 1807.

(Maleri af København set udefra m Frue kirkes spir.)

I begyndelsen af 1800-årene var København en stor by: Hovedstad for to kongeriger og to hertugdømmer. Byens 100.000 indbyggere boede alle indenfor voldene. Vor Frue Kirke havde et prægtigt barokspir, som ragede højere op end alt andet i byen. Spiret var byens stolthed.

Hovedstaden var hoffets, militærets og universitetets by, og her havde handelskompagnierne deres hovedsæde. Eftertiden kaldte perioden for den florissante. Danmarks neutralitetspolitik var godt for handlen under Napolenskrigene. Men Danmarks flåde var så stor en magtfaktor, at både Frankring og England forlangte Danmarks tilslutning. Før Danmark kunne nå at beslutte sig, traf Englænderne en afgørelse. De bombarderede byen med kanonkugler og brandraketter, et nyt våben, som de havde afprøvet i Indien.

(Koloreret stik af Eckersberg 1807)

I to nætter havde de bombarderet Købehavns, og luften var fuld af gloende kugler, granater og raketter. Englænderne sigtede hele tiden efter byens højeste spir på Vor Frue Kirke. Her kunne en brand gøre mest fysisk og moralsk skade. Den trejde nat ramte de. Folk flygtede over broerne til Christianshavn, hvorfra Ekckersberg har malet Frue Kirkes brændende tårn for enden af Frederiksholms Kanal. Spiret stod som en mægtig fakkel og oplyste hele bydelen. Varmen fik klokkerne i sangværket til at spille, og snart brasede hele spiret indspundet i flammer med en drøn ned gennem taget på kirken, som udbrændte.

Det var som om synet af Vor Frue kirkes ødelæggelse fik københavnerne til at tabe modet.

København gav op og udleverede flåden: 50 orlogsskibe, heraf 17 linieskibe og 17 fregatter samt 26 kanonbåde var englændernes krigsbytte. Et par tusind af byens civile befolkning var enten såret, dræbt eller døde af skræk, som man skrev.

Den florissante handelsperiode endte dermed brat. Englændernes bombardement blev starten på syv års krig. Krigen mod en sømagt betød, at Danmark var afskåret fra sine væsentligste kommercielle forbindelser. Danmark førte krig mod Sverige, og korntilførslen til Norge gik i stå: man sultede i Norge. Af frygt for at miste Norge holdt Danmark fast ved Napoleon til den bitre ende. Undervejs gik den danske stat bankerot og da krigen endelig sluttede, mistede vi også Norge.

Danmark var blevet et lidet, fattigt land og København var en af Europas fattigste byer.

I denne periode opførtes tre statslige monumentalbygninger: Københavns Slot, Råd- og Domhuset og Vor Frue kirke - alle med C.F. Hansen som arkitekt. Hans enkle og renfærdige stil passede godt til tidsånden. I et patent af 14. december 1807 opfordrede kongen sine undersåtter af begge Køn til Sparsommelighed i Almindelighed, og i Klædedragt i særdeleshed. Guld, sølv og silkesnore forbudt på liberiet hos tjenere, kuske og rideknægte: kun snore af uld var tilladt. Gallauniformer blev afskaffet og ingen måtte bære fjer i hatten. Sparsommelighed og Tarvelighed blev indprentet. Det var vanskeligt at skaffe midler til genopbygningen af Vor Frue Kirke, som kom til at vare i 22 år.

(Portæt af C. F. Hansen)

Hvem var denne Christian Frederik Hansen med de to kongelige navne? Hans far var skomager og hans mor amme for kronprins Christian, hvilket sikkert har fremmet hans muligheder for at blive uddannet. Som 10-årig blev han optaget på Kunstakademiet og kom samtidig i murerlære. Dengang uddannede Kunstakademiet også håndværkere. Som 17-årig vandt den unge Hansen Akademiets sølvmedalje og 6 år senere den Store Guldmedalje med tilhørende rejselegat. Og han rejste til Italien - målet for alle danske kunstnere. I Venedig og omegn studerede han renæssancearkitekten Andrea Palladios kirker og villaer med klassisk formsprog.

(Villa Rotunda og Pantheon)

I Rom mødte han Palladios forbillede: den antike bygningskunst med Pantheon som den velbevarede ikon. Han møder enkelheden i fortidens bygningskunst og han begejstres over det store dimensioner og de mange søjler.

Ved hjemkomsten udnævnes C. F. Hansen til landbygmester for Holsten med sæde i Altona udenfor Hamborg, og han får brug for alt, hvad han har lært på rejsen. De næste 20 år får han en omfattende virksomhed med opførelse af kirker, landsteder og store borgerhuse for byens velhavere. Inspirationen fra Italien kan han ikke løbe fra.

(C. F. Hansens egen tegning til slottet)

I København brændte det kongelige slot og i 1803 kaldtes C.F. Hansen hjem for at genopbygge det med tilhørende Slotskirke, som endnu er bevaret. Hansen valgte sine argumenter med omhu for at nå sit mål: den store arkitektur. I genopbygningen af slottet anbefalede han, at man sparede den fjerde fløj og erstattede den af en søjlegang.

(Hansens lavering af Chr. borg m søjler)

Kort efter fik han også til opgave at tegne et nyt Råd-, Dom og Arresthus på Nytorv. Gadebilledet mellem Arresthuset og Domhuset er en hilsen fra Rom. De store spændstige voluminer ser ud til at være skåret ud af stenblokke. Også Hansens interiører synes hulet ud af et massiv. Pantheon og Palladio var det højeste i Hansens univers.

(Bagsiden af Domhuset )

Det var med andre ord en erfaren arkitekt, der blev bedt om at komme med forslag til en istandsættelse af Vor Frue kirkeruin. Hansen var straks klar over, hvordan opgaven burde løses. En fuldstændig ombygning ville være bedre end en istandsættelse.

(Stik af gl hallekirke) (snit af Hansen)

Kirkerummet kunne blive meget bredere, hvis man nedbrød hvælv og piller og på træsøjler opbyggede et tøndehvælv af træ. Derved kunne taget få en meget enklere udformning og man kunne undvære stræbepiller på facaderne. Spiret kunne undværes og derved kunne man spare mange penge i fremtidig vedligeholdelse. Hansen anså spiret som et gotisk levn og udtryk for dårlig smag. De antike templer havde ikke spir! Kirken kunne kort sagt efter arkitektens mening omformes i en ædlere og bedre stil. Hansen ønskede, som han sagde, at forene skønhed med styrke og begge dele med så liden en udgift som muligt. Man stolede på C.F. Hansens vurdering og projektet blev godkendt.

(Hansens lavering med apsis) (egyptisk portal)

De gamle fundamenter blev udnyttet, men for at få en baggrund for den store tempelfront blev sideskibene forlænget frem til tårnet. Derved opstod en del mere eller mindre ubrugelige rum, som blev udnyttet til forgemakker og store monumentale trapper til kongelogen og galleriet. Apsis fik en egyptisk portal med skrånende sider; inspirationen kan stamme fra hans egen bogreol, hvor “Darstellung der Aegyptischen Baukunst “ fra 1805 stod.

Prædikestolen blev anbragt midt i hovedskibet midt på den nordre langside og overfor blev kongens loge indrettet.

Nogle har ment, at indgangsportalen ser ud til at være oversvømmet. Andre at søjlefronten ligner noget, der på hjul er skubbet hen foran kirken. Søjlernes proportionering og manglende baser var Hansens egen fortolkning af antikken. Måske har gengivelser af templet i Pæstum været en inspiration til udformingen af søjlepartiet. Motivet blev meget yndet af danske malere.

(maleri fra Pæstum)

For at få en værdig ramme om kirkens portal, blev det nuværende Bispetorv anlagt gennem opkøb af ubebyggede grunde.

(Skitse af Frue Plads set mod Domkirken)

Maleren C.F. Lund havde gjort skitser til en altertavle, men da den store billedhugger Bertel Thorvaldsen fra Rom ventedes at besøge København mente arkitekten, at en mangefarvet Altertavle kunne forstyrre den Rolighed, som kirkens ene farve ville udbrede. I stedet for Lunds altertavle bad man Thorvaldsen om at gøre en kristusfigur.

Thorvaldsens fik desuden bestilling på 12 apostle, selvom hans unge hjælper H. E. Freund netop stod i Thorvaldsens atelier i Rom og arbejdede med tre apostle, som han tidligere havde fået bestilling på. Den gamle billedhugger ville nødigt tage brødet ud af munden på sin elev, og han fik Hansen til at love Freund andre figurer, bl.a. til Christiansborg Slot. Disse løfter blev dog aldrig indfriet. Mærkeligt nok forblev Thorvaldsens og Freund tilsyneladende venner. Freund hjalp med opstillingen af Thorvaldsens værker i Frue kirke, og Thorvaldsen var fadder for Freunds lille datter, da hun blev døbt i den splinternye døbefond skænket af Thorvaldsen som en gave til kirken. Døbefonden ligner de vievandskar, der altid hænger ved indgangen til katolske kirker. Dåbsenglen er den eneste kvinde i Vor Frue Kirke blandt mange marmormænd.

Thorvaldsen begyndte allerede i København at modellere to relieffer til koret. Det blev det første arbejde af Thorvaldsen man fik at se herhjemme. Thorvaldsen var blevet berømt i udlandet, men herhjemme havde man kun hørt om denne H. C. Andersenske ælling, der var blevet til en svane.

(Thorvaldsens relief)

Det trak ud med leveringen af apostlene. Hansen forberedte nicher til de tolv apostle, og sendte målene til Thorvaldsen i Rom. Men han ville ikke have sine figurer ”stående i skilderhuse” og misforstod målene, så figurerne blev lige så høje som nicherne. Da apostlene ankom til København måtte Hansen mure sine nicher til! Thorvaldsens udsmykning kom dermed ikke til at underordne sig helheden som det var tænkt, og det kan man måske beklage.

(Hansens stik med nicher)

Så sent som i 1833 blev gipsfiguren af Kristus erstattet med en marmorudgave. Maleren Niels Simonsen har skildret figurens ankomst til kirken. Man måtte hugge ud i dørbredden for at få figuren ind gennem døren. Vi ser her til venstre den gamle arkitekt C.F. Hansen med høj hat i samtale med billedhuggeren H. E. Freund og J. M. Thiele, der senere skrev Thorvaldsens biografi. På den anden side af altergangen holder en håndværker ølpause, mens der slæbes og hugges. Kirken var dengang et ensfarvet lyst, stenfarvet rum med en gylden tone.

Pinsedag 1829 - 22 år efter branden - blev kirken indviet. Weise satte musik til en kantate, og skrev desuden lidt drillende en tekst, der lød, refererende til træsøjlerne:

Men Kirken er smuk og er man derinde

så glemmer man den er bygget af Pinde

Folk accepterede den særegne kirke som en ramme om Thorvaldsens figurer, som nød stor beundring. “Kjøbenhavner- posten” skrev Det nye Tempel er rejst i original og ædel og smagfuld Stil. Det er iøvrigt betegnende, at samtiden næsten konsekvent omtaler kirken som et tempel. Mon Hansen har set stik af Salomons tempel i Jerusalem som Mijam Gelfer Jørgensen har foreslået?

(Salomons tempel i Jerusalem)

Arkitekten for Thorvaldsens Museum, M.G. Bindesbøll gav i et brev i klare vendinger udtryk for sin opfattelse af arkitekturen i Vor Frue Kirke, som han fandt rå og elendig og noget forbandet Møj. I en diskussion om museets gule mure, som lyste op i det stengrå København, hvor Hansen havde indført skatter på farvede huse, omtalte Thorvaldsen det grå slot som Hansens skidne Mure. Thorvaldsen blev iøvrigt bisat i Vor Frue Kirke blandt sine værker.

Hansens offentlige byggerier var flere årtier om at blive opført, og han levede så længe, at hans stil nåede at blive gammeldags inden bygningerne var færdige. Allerede i 1841 kunne man i Fædrelandet læse: At... 'Hansen i Forgudelse af sine egne kalkede Vægge, hvis architectoniske Værdi man har lært at reducere til deres sande Valuta, hader al anden Kunst.' Nogle linier senere beklager man at 'en Mand med saa indskrænkede og ensidige Anskuelser har haft saa overveiende Indflydelse, og navnlig at saa umaadelige Summer, som Frederik den Sjette har bygget op, ere betroede hans Hænder.' Senere står der i samme artikel 'mens Alverden undrer sig over denne Stendynges Mangel på Smag og Stil, skienker Thorvaldsens Mesterværker den varmeste Beundring. Medens Konferencerad Hansen ikke engang vilde taale Thorvaldsens arbeider som Zirater på sit Murværk, er dette nu blevet til det Skuur, som beskytter hine mod Regn og Slud.'

Men Hansen holdt fast ved sit embede. Først som 88-årig søgte han sin afsked.

I 1854 faldt et stykke af hvælvingens gipslofter ned under en bispeordination. Arkitekten Christian Hansen blev bedt om at løse problemet. Denne Hansen havde tegnet universitetet i Athen og derned var blevet bekendt med farverne i den antikke kunst. Antikken var ikke hvid! Både bygninger og skulptur var oprindelig malet i kraftige farver.

Christian Hansen benyttede lejligheden til at gøre kirkerummets farveløse antik mere hyggelig med varme farver: gul kvaderstensimitation påpostamentet (væggene), hvide archivolter, Søjlerne fik påmlede kanelurer. Arkitraven zinoberrød, ultramarinblåog okkergul, hvælvingskassetterne ultramarinblå med hvide stjerner. Et dagblad skrev: 'Farveanstrøget har mildnet båden Kirkens frastødende Karakter og enkelte af dens pompøse Former.' Man mente, at der var kommet liv og varme ind i den kolde, farveløse kirke.

Englænderen Edmund Gosse besøgte Danmark i 1870'erne og han kaldte i sine erindringer kirken for 'en kold, klassisk Bygning'.

'C.F. Hansens tunge og fattige Stil har trods sine imponerende Forhold aldrig haft mange Beundrere' skrev Fædrelandet i 1880.

Brygger Carl Jacobsen, som i 1910 netop havde givet Nikolaj Kirke et nyt kobberbeklædt spir, tilbød også at give Vor Frue et med begrundelsen: Det vil give vort Lands Hovedkirke en Værdighed i sit Ydre, som den i sin akademiske Nøgternhed meget savner. Vi trænger i vor Lidenhed til noget stort. Tilbuddet rejste en mægtig diskussion. Nogle mente det var på tide at kirken fik et spir, andre satte spørgsmål ved om man kunne sætte et barokspir på en klassicistisk kirke uden at ødelægge den. C. F. Hansens arkitektur fik sine fortalere blandt yngre arkitekter, bl. a. Carl Petersen, der er arkitekt for Faaborg Museum. Diskussionen medvirkede til, at man fik øjnene op for kirkens arkitektoniske kvaliteter. Bryggeren døde midt i diskussionen, og Vor Frue står stadig som den var skabt med sin lille stump af et tårn.

Med filmen håber vi på at belyse kirkens arkitektoniske værdi og bidrage til en forståelse af den skabelse. Når støvet har lagt sig efter brylluppet, vil kirken forhåbentlig fortsat blive betragtet og oplevet med kærlige øjne i erkendelse af dens kvaliteter. Den helhed som kirken og dens omgivelser udgør er enestående i dansk arkitektur.

Bente Lange og Nils Vest

Maj 2004