SOLVOGNENS JULEMANDSHÆR, DEC. 1974

En gang i sommeren 1974 sad nogle folk ude på 'Autogena' redanen, ude på Christianias forvold, og snakkede om det nye modefænomen med rulleskøjter i Københavns gader. Pludselig sagde en: - Prøv at se det for Jer, en hel hær af julemænd der tavst kommer glidende i en strøm ned ad Strøget. Ville det ikke være flot?

Jo selvfølgelig ville det være flot. Billedet af mange ens røde mænd fængede. ‘En hær’... Tidligere havde Teatergruppen Solvognen lavet ‘en falsk NATO-hær’, i juni 1973 under ministerrådsmødet i København. At lave et ensartet udtryk for de medvirkende, uden replikker, havde vist sig at være velegnet til gadeteater, hvor mange aldrig før havde prøvet at stå på en scene.

‘Den kommercialiserede jul’ hang tilstedeværende alle ud af halsen. Man var flyttet på Christiania (en del Solvognsmedlemmer boede dog ude i byen) for at leve med lavt forbrug og sparsommelighed med ressourcer, så at aktionere mod kræmmernes salgsfest fandt man var et værdigt initiativ.

Man begyndte at undersøge hvem han egentlig var, denne røde Santa Claus, der efterhånden mest sås stå i stormagasinernes afdelinger for legetøj i ugerne op til jul. Bl. a. fortalte arkæologen og kulturhistorikeren Søren Nancke-Krogh om Sankt Nikolaos fra Myra i Lykien, på Lilleasiens vestkyst, de fattiges helgen, der gav gaver til familier i nød og straffede de onde. Han bar den frykiske røde lue, senere hen et oprørssymbol blandt slaver i Athen, der een gang om året fik lov til at spille herskaber i en teatralsk form, iført denne røde hovedbeklædning. Senere blev det de tyske bondeoprøreres farve under opstandene i middelalderen, og under den franske revolution i 1789 var huen igen synlig. Og en rød kokarde blev båret på jakkeopslaget. Den røde farve videreførtes som faner under oprørene i 1830 og 1848 og siden blev det til Sovjetunionens flag. Hvorefter man dér begyndte at forfølge folk, der dyrkede den oprindelige, revolutionære røde julemand, Sankt Nikolaos, og i stedet indførte den blå ‘Fader Frost’! Hvor dybt var de ikke sunket...

Nikolaos består af ordene Nike og Laos, der betyder Sejr og Folk. Altså ‘Folkets Sejr’. Hårene rejste sig på alles hoveder. Man havde fat i en lang ende!

Der blev skrevet en femdages forestilling, hvor julemanden ankommer sammen med lysets engel (i helikopter på en mark udenfor Holbæk, hvor borgmesteren tager imod) imens at et juleoptog fra nord ankommer med Oslo-båden inde i København. Siden begynder julemanden at dele gaver ud, han er jo grundlæggende god og hjælper de fattige, men her støder han ind i problemer. Da julemænd ville dele buspoletter ud til folk der ville med bussen, oplevede de gang på gang chauffører der råbte, at det var forbudt! Så indædt var idéen blevet, at man ikke offentligt må hjælpe andre med små gaver. Siden accelererede ‘gavegivningen’, man ‘forærede’ arbejderne på General Motors samlefabrik i Sydhavnen deres egen arbejdsplads, den skulle nemlig fragtes til Iran hvor det var billigere at samle biler, og kulminationen var en gaveuddeling af bøger i Magasin og Illum, der endte med at masser af julemænd (og -kvinder) blev anholdt af politiet. Man havde dog også store sække med det socialistiske forlag Demos’ udgivelse ‘Historiebogen’ med, og som blev uddelt til varehusenes kunder. Så det store tab led varehusene ikke og de forfulgte heller ikke aktionen med en egentlig politianmeldelse.

Men de fem dages gadeteateraktion vakte opsigt, og Kunstfonden gav senere teatergruppen en belønning for et godt udført skuespil, i form af en check, der undervejs forsvandt i Kulturministeriets gange. Igen stor furore i pressen.

Målet var at skabe opmærksomhed om den røde julemands egentlige ophav og mening: en urkristen velgører der hjalp de fattige i en uretfærdig verden. Julemanden var blevet en ny helt!