FEM DAGE FOR FREDEN

af Nils Vest

Film bygget over Teatergruppen Solvognens Natohærs-aktion i juni 1973. Premiere i Delta Bio i Magstræde d. 17. okt. 1978.

HVORFOR EN SÅDAN FILM?

Efter at være udgået fra Filmskolen i 1970 begyndte jeg at lave dokumentarfilm af mere social art. Det politiske liv i København boblede samtidig med masser af energi, og på et tidspunkt fandt jeg det naturligt som følelsesmæssigt, men ikke partipolitisk, værende en del af venstrefløjen, at lave film, der kunne bruges i det politiske arbejde. Det blev bl.a. til en film om Palæstina-konflikten i 1972, set med olieinteresserne som baggrund, og året efter begyndte jeg på en film om den alternative byggelegeplads 'Hudegrunden' på Vesterbro, med støtte fra Statens Filmcentral.

HVORDAN STARTEDE DET?

På det tidspunkt overvejede jeg også at lave en film om NATO og om våbenfabrikanternes indflydelse på verdenspolitikken, men den havde lidt svært ved at komme i gang, og der var slet ikke mulighed for nogen finansiering af produktionen med løn oveni.

Under researchen hørte jeg om en teatergruppe, der havde fundet på noget sjov. Solvognen lød navnet, og menneskene bag holdt til ude i ‘Spillehuset’ på Vesterbro. Det viste sig, at jeg allerede kendte flere af medlemmerne, idet vi havde mødtes i det københavnske undergrundsteatermiljø midt i 1960erne, med Studenterscenen som kraftcentret. Jeg blev hurtigt medlem af gruppen. Helt tæt da jeg i efteråret 1973 brændte varm på gruppens samlende kraft, skuespilleren Britta Lillesøe, som jeg nu har boet sammen med i mere end 36 år, og som har givet mig to drengebørn.

Min egen teaterkarriere startede ellers med, at jeg blev leder af Polyt-Revyerne 1964, 65 og 66, der opførtes i Polyteknisk Læreanstalts festsal på Øster Voldgade, og imens blev jeg så headhuntet til i et par år, inden jeg kom på Filmskolen, at deltage i mere produktionsmæssigt arbejde på Studenterscenen, under Klaus Hoffmeyers ledelse.

Solvognen havde i forbindelse med en planlagt stor fællesdemonstration i juni 1973, mod Danmarks NATO-medlemskab, prøvet at præsentere deres idé med at lave en teaterudgave af NATOs ‘Brandkorps’ AMF/Allied Mobile Force, men det havde kun vakt hånlig latter blandt de venstreorienterede teaterfolk i koordinationscentralen på Fiolteatret på Halmtorvet. Så derfor besluttede Solvognens ‘grundgruppe’ at selv gennemføre en fem dages gadeteateraktion. Der blev sat hverveplakater op rundt om i byen, underskrevet ‘Egon Jensen, øverstkommanderende’ og med telefonnummer til Spillehuset. Grundidéen var, at man ville bakke op om NATOs ministerrådsmøde i København, på en måde så tydelig, at folk på gaden (og med mediernes hjælp) fattede, at NATO havde en ekspeditionskorps, AMF, der kunne sættes ind, hvor ‘den frie samfundsorden’ var truet i et eller flere af NATOs medlemslande.

I ugerne op til teateraktionen havde flere folk fra forlaget Demos’ dokumentationsgruppe gennemgået NATOs struktur og politik, bl.a. var det jo kommet frem, at der eksisterede kupplaner for alle NATO-lande, planer der bl.a. var blevet brugt ved oberstkuppet i Grækenland i 1967. Og i Norge holdt militæret øvelser, hvor man simulerede anholdelsesaktioner

Solvognen havde som teatergruppe af Kulturministeriet fået tildelt 30.000 kr. på årsbasis til diverse udgifter i forbindelse med løbende gadeteaterforestillinger, og en del af disse penge brugtes nu til indkøb af uniformer fra Amerikansk Overskudslager i Ndr. Frihavnsgade, både kamp- og lotte-uniformer. På tøjet syede nogle af Solvognens kvindelige medlemmer mærkater på, med ordene ‘NATO’ og ‘AMF’. En tidligere kaptajn i marinen, kaldet ‘Oberst Ackermann’, fik sat et par sovjetiske officersepauletter på skuldrene, for at markere hans position som kommanderende officer under teateraktionerne. Sideløbende lavede Christianias Smedie våbenattrapper, til udklædte ‘MPere’, der skulle eskortere og hjælpe ‘soldaterne’, når de optrådte i gaderne.

Koreografen Paul Valjean fra Jytte Abildstrøms Teater ‘Riddersalen’ indøvede ekcersits med gruppens mandlige medlemmer i dagene før aktionens start, og på plænen foran Christianias Grå Hal rejstes telte til indkvartering af mandskabet, der allesammen havde fået ændret lange hippielokker og hestehaler til kort maskinklipning.

Et aktionsplan over forløbet blev trykt og uddelt til de medvirkende (klik).

FILMOPTAGELSERNE

Kort efter de første møder med Solvognen i Spillehuset på Vester Fælledvej søgte jeg om støtte til råfilm og fremkaldelse i Filminstituttets ‘FilmWorkShop’, der dengang meget praktisk holdt til lige under min viceværtbolig i Brolæggerstræde 9. Det blev til 8 ruller sort-hvid 16 mm film (ca. 80 min.) og 2 ruller farvefilm (20 min.). Noget af en forskel i forhold til i dag, hvor videooptagelser stort set er gratis.

Aktionen foregik en del mere kaotisk end hvad filmen kunne give indtryk af. Derfor skete en del af de mindre underaktioner uden foregående melding til filmholdet, der i stedet måtte halse rundt efter hvad der pludselig blev fundet på. Dog var der visse faste punkter, der skulle gennemføres (se aktionsplanen).

En aktion som den imod Radiohuset var nok udtænkt på forhånd, men den kunne af forståelige grunde ikke sættes på tryk. Det skulle komme uventet.

Under hele forløbet led vi af akut mangel på råfilm, så der skulle vælges stramt ud, inden der blev trykket på kameraknappen. Vi valgte sort-hvid til udendørs optagelser, dels fordi det var billigere end farve, dels fordi det bedre kunne ligne de ‘rigtige’ NATO-propagandafilm, vi kendte fra vores skoletid.

I filmen fortælles, at der var optræden på scenen i Bådsmandssstrædes Grå Hal hver aften, 4 i alt. I virkeligheden var der kun een festaften, der skulle dækkes med kun 20 minutters farve-råfilm. For at få det til at hænge sammen måtte der derfor på et senere tidspunkt, 2-3 år senere, laves ‘indklips- og reaktionsbilleder’, med tilskuere i en totalt tom hal. Udgifterne til disse optagelser dækkedes siden af Solvognens aktionskasse.

EFTERARBEJDET

Da det hele var overstået blev det hurtigt klart for mig, at der hverken var hoved eller hale på det vi havde fået indsamlet på film. Selve teateraktionen havde samtidigt fået så stor medieopmærksomhed, at hvis der skulle komme en film frem, så måtte den være mere end bare lidt løst sammensatte reportagebidder.

Sammen med nogle gode filmvenner, bl.a. Jannik Hastrup, blev jeg enig med mig selv om, at den film, der skulle laves, måtte følge samme ånd som Solvognsaktionen. Den skulle bakke uforbeholdent op om NATO, på en måde så den lignede de pappede propagandafilm, vi var blevet fodret med i vores skoletid. Jeg så en masse film igennem og noterede alle flovserne og klichéerne i speakerteksten. Siden kunne jeg bruge dem næsten uden ændringer som en del af filmens endelige speakertekst.

Jeg måtte ud over at lave en del ekstraoptagelser også finde frem til diverse arkivfilm med militært indhold, og her var der et fantastisk arkiv i London, Visnews, hvorfra jeg kunne hente udvalgte godbidder. Men det tog tid at finde frem, og ind imellem skulle der også tjenes penge til livets ophold. Arbejdet med Solvognsfilmen var helt ulønnet.

Så... skulle filmen negativklippes. Men negativet var forsvundet ude på Ankerstjernes Filmlaboratorium. Det viste sig at de havde sendt alt materialet tilbage til først Filmværkstedet, der havde givet det videre til FilmCentrum, kun tre måneder efter at det var optaget, sammen med en masse fraklip der var beregnet til at smides ud i en container. Filmcentrum havde heldigvis undladt at smide ‘negativfraklippet’ ud, efter en detektivjagt blev det fundet oppe på en hylde på loftet i ejendommen. Puha... en gang imellem smiler heldet virkelig til en. Et år efter havde det været væk, og filmen var aldrig blevet til noget. Hvorfor Ankerstjerne skaffede sig af med filmmaterialet så hurtigt, kan man kun gætte på. Det var helt uhørt praksis, og jeg selv kan kun tilskrive det den daværende direktør, der både var gammel garder, dum og reaktionær.

PREMIERE

Premieren skete så, mere end fem år efter aktionen, inde i Delta Bio i ‘Huset’ i Magstræde. Ikke et øje var tørt. Anmeldelserne var formidable, og jeg tilbød Statens Filmcentral SFC - og Danmarks Radio - at de kunne købe filmen, men de afslog. SFC ‘fordi de allerede havde en Solvognsfilm i forvejen’. De var blevet bange. Ved en senere henvendelse, to år efter, var begrundelsen, at ‘man ikke har råd til det’.

Selv havde jeg inden da også lavet en film om et andet følsomt emne, Palæstina-konflikten, med titlen ET UNDERTRYKT FOLK HAR ALTID RET (premiere 1975), og da den vakte den politiske højrefløjs raseri, blev jeg sortlistet i en del år i de statslige medieinstitutioner. Ingen projekter kom igennem. Herudover var der en Christiania-film fra 1974 - LOV & ORDEN I CHRISTIANIA - der absolut ikke behagede landets konservative kræfter. Mine dermed markerede politiske holdninger parret med Solvognsmedlemskabet skabte åbenbar ængstelse rundt omkring.

Vi var jo også blevet ‘farlige’ i Solvognen, en ‘Julemandsaktion’ i 1974 og to år senere en indianeraktion d. 4. juli i Rebild skabte så meget nervøsitet, at vi stadig i dag er tabu for fx. statsinstitutionen Danmarks Radio, der stadig ikke tør at fortælle positivt om Christiania eller Solvognen, hele 30 år efter!

Filmen kom så i udlejning i 16 mm-kopier i den alternative filmdistribution Filmcentrum, der holdt til i Store Kongensgade. Her blev den det helt store udlejningshit, især var der efterspørgsel rundt om på landets kaserner, hvor en del af de værnepligtige nok har fået sig et billigt grin. I 1980 henvendte man sig fra Forsvarets Materielintendantur og spurgte, om de ikke kunne købe deres egen kopi, idet de dermed ville spare mange penge på filmleje hos Filmcentrum. Jo selvfølgelig kunne de det! Så de fik en kopi meget hurtigt.

Et par år senere kom jeg op på Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste, der stod for distribution af film indenfor værnene, for at låne et par stykker til brug ved foredrag. Lederen af kontoret noterede sig mit navn på lånesedlen, og spurgte så meget venligt om jeg var ‘den Nils Vest’? Ham der havde lavet Solvognsfilmen om NATO? Jo, det var mig. ‘Ved du hvad... hver gang jeg ser den film, så føler jeg mig taget med bukserne nede om benene’, fik han fremstammet.

Han endte med at spørge, om jeg ikke var interesseret i at lave film for FOV, men jeg måtte skuffe ham med, at jeg havde meget travlt med andre opgaver.

SIDENHEN

Da Filmcentrum lukkede fik Folkefilmen kopierne i udlejning gennem 1980erne. De lukkede også, og så blev der lidt stille omkring filmen.

Først i 1990erne var det blevet økonomisk overkommeligt at overføre filmmateriale til videoformatet, og jeg fik så lavet en stak VHS-kassetter med filmen. Filmen har siden solgt stille og roligt, og især efter at de kom over på det langt bedre DVD-format. Lokal-tv-stationerne har også vist den, adskillige gange, og den viste sig også at kunne underholde et ungt publikum, der slet ikke vidste noget om Solvognen. Især dem, der hellere vil lave teaterbilleder i gaden end voldsaktioner.

I sommeren 2007 henvendte pludselig det kendte hollandske kunstcenter Van Abbe Museum i Eindhoven sig, for at høre om de kunne få filmen i en engelsk version. Det kunne de, hvis de ville finansiere fremstillingen af en sådan. Og det gjorde de. Ved åbningen af deres udstilling om ‘Socialt engageret kunst i Europa 1971-2007’ samme efterår, blev den vist som åbningsfilm og siden kørt fem gange dagligt i fire måneder.

Siden har ICA - Institute of Contemporary Arts i London - kørt filmen og desuden omtalt den i deres store bog, der er bygget over Van Abbe Museets udstilling og redigeret af Tate Gallery’s kurator William Bradley. Og galleriet ‘Exit Art’ i New York kørte den løbende i flere måneder under deres udstilling SIGNS OF CHANGE: SOCIAL MOVEMENT CULTURES 1960s TO NOW i efteråret 2008, efter et forelæsning jeg gav, hvorefter udstillingen gik videre til Pittsburg, også med filmens visning der.

°