HVORFOR NETOP CHRISTIANIA ?

af Nils Vest, Laden

Alene navnet har en magisk klang. Christiania. Italienere der kommer på besøg tror, at det har noget med et kristent, urkommunistisk samfund at gøre. De har hørt om det derhjemme, gennem aviser, tidsskrifter og TV-reportager. Tyskere er der kommet særlig mange af. En stor artikel i Stern midt i 70'erne udløste en mindre folkevandring, og en del er endt med at bo her, mange som gedigne håndværkere. Franskmænd har også fundet en oase, i Christianias bageri, der i øvrigt i sin tid indledte bevægelsen med bio-dynamisk brød blandt danskerne. Nord- og sydamerikanske indianere kommer ofte forbi og falder i godt selskab med deres grønlandske fætre. Iranske musikere i landflygtighed har spillet i Operaen. En tibetansk lama havde en indviet gompa herude gennem flere år, med bl.a. Allen Ginsburg og amerikanske rockmusikere som gæster. Osv. osv.

På rejse ude i verden er det ikke ualmindeligt at yngre danskere straks bliver spurgt: Hvordan går det på Christiania ? I Californien, Libanon, Indien, Bali, New Zealand. Stedet er kendt ude rundt omkring.

Og Christiania er et kraftcentrum. En drømmenes by. Få områder i Danmark kan udvise en så stor kunstnerisk aktivitet i dagligdagen, om nogen. Og få steder har fået så megen offentlig opmærksomhed gennem de sidste tyve år. 800 voksne, 2-300 børn og 400 hunde, som det efterhånden skulle være kommet op på.

Opmærksomheden har dog ikke udelukkende været af det gode. Især har det åbne hash-marked trukket udenforståendes opfattelse af fristaden ud af enhver proportion. For de fleste af christianitterne har spørgsmålet om hashen kun været et hjørne af hverdagen, omend ofte et belastet et. Og at det har været lukrativt for mange af pusherne - hvoraf en god del bor ude i byen - det skal der heller ikke herske tvivl om. Slagordet Fri hash ! er for mange blevet ensbetydende med Fri profit ! Og sådan var det slet ikke tænkt fra begyndelsen...

Min egen adgang.

Vinteren efter starten i september 71. Der ude lå en mørk, forladt eventyrby, som man havde levet ved siden af i årevis, uden at registrere den. Lidt som berlinernes forhold engang til det på den anden side af muren: når man ikke kan komme derhen, så fortrænger man det. Masser af store og små mørke huse lå der, et par enkelte folk sneg sig ud og ind, lugten af brænderøg fortalte om de var beboede. I Multimediehuset var der koncerter i tre etager og kun levende lys. Akustisk musik, pot-chai og æbler til. Og når man kom ud på Dyssen var man som i de smålandske skove. Midt inde i København. Ren syre, som man sagde.

I foråret 73 var jeg i gang med en dokumentarfilm om NATO, og da jeg hørte at en teatergruppe ved navn Solvognen netop var ved at forberede et flerdages gadeteaterspil over samme emne, opsøgte jeg dem. Det blev min skæbne. Et vildt, frodigt, anarkistisk kaos, der snart udviklede sig til at blive årets teater- og medie-begivenhed: En "falsk NATO-hær", der skabte forvirring og overraskelse på gaderne, i aviser og TV og i selveste Folketinget. Hærens hovedkvarter: Bådsmandsstrædes Kaserne = Christiania.

Under dette møde blev jeg dybt forelsket i en af hærens lotter, så jeg flyttede snart ud i eventyrlandet. Kun afbrudt af et par års fælles svinkeærinder inde i byen har det holdt ved. Der findes ikke noget sjovere sted at bo i hele Danmark !

Teaterdelen af mit liv voksede, sideløbende med filmdelen. Solvognen samlede en mængde talentfulde, uselviske, socialt engagerede (dengang hed det politiske) mennesker: slumstormere, Vietnam-aktivister, kunstnere, håndværkere, studerende. Alle arbejdede anonymt, løn var der heller ikke noget af, og engagementet overfor verden omkring byggede på en passende blanding af Klods-Hans og Længe leve sejren i folkekrigen: 100 julemænd i et 5-dages gadeteater-spil ! 40.000 mennesker inde for at se musical'en Elverhøj i Den grå Hal ! 200 indianere i Rebild d. 4. juli 1976, på USAs 200-årsdag og med 50 millioner tilskuere via sattelit-TV-transmission ! Ingen opgave var for lille. Undtagen lige det at lave et eget, fast teater...

Oven på succés'erne opfordrede kulturministeren os at søge om et teaterhus inde i byen, men flertallet fængedes ikke af idéen. Pludselig ville man være bundet af regnskaber og faste aftaler og officiel status. Mange følte en angst for, at den frie kreativitet skulle gå på kompromisser, den ikke kunne tåle. Og Christiania var jo egentligt et stort teater i sig selv.

Succés'en og anerkendelsen var om ikke socialt så dog kunstnerisk med til at splitte folk. Nogle forlod gruppen og er senere blevet berømte, andre blev tilbage og fortsatte det mere anonyme, men alligevel personligt tilfredsstillende liv som Christiania-livskunstnere. Blandingen af maoistisk og buddhistisk påvirkning fra 60'erne havde sat sig dybe spor i miljøet.

Miljø og bolig.

Da min skuespillerinde og jeg en dag havde fået to børn sammen og lige da boede inde i byen, blev det meget klart for os, at den indre by mest var for ungkarle. Masser af biler, forfærdelig luft, larm og kun beskedne legemuligheder. Vi måtte tilbage til Christiania. Efter et stykke tids leden lykkedes det at finde et tomt sted, men der skulle flere års arbejde og økonomi til at få det op på rimelig boligstandard.

Efterhånden var fristaden også blevet et lidt sikrere sted at bo, hvis man vurderede sagen politisk. Folk turde nu bruge flere penge på istandsættelse. I starten havde der hele tiden ligget en grænse forude: Investeringen i ens bolig skulle kunne tåle at være tabt i løbet af tre måneder. Det var hvad de fleste dengang anså som en mulig frist for lukning af stedet.

Men der var også folk, der helt fra begyndelsen satsede på drømmen, og derfor byggede som om Christiania ville ligge der til evig tid. Det har også været dem, der har holdt Christiania-fanen højt, når der ind imellem har været perioder med tvivl og modløshed og angst for fremtiden. Det har været en stor personlig satsning, men uden dem ville fristaden langt lettere være blevet et bytte for folk udenfor, der stod parat til at misbruge åbenheden og tolerancen, og så havde området været ryddet for længst.

Udenlandske politikere har i øvrigt gennem årene besøgt stedet i hobetal: Var det virkelig i Danmark lykkedes ungdomsoprøret fra 60'erne at udvikle sig i mere "konstruktive" og dermed politisk acceptable baner, end det de så andre steder ? Udenrigsministeriets officielle tidsskrift havde jo allerede en gang i 70'erne givet stedet pæn opmærksomhed.

De sidste par år har der nu ikke været helt så mange officials. En ny generation, konfronteret med en hårdere virkelighed på boligområdet, dukkede op på den politiske arena i Europa: BZ, Blitz, Squatters, Kraakers, Occupanti, you name them...

Drømmen om Christiania.

God eller dårlig drøm ? For mange har det været det stærkeste og smukkeste i deres liv. Og for nogen lidt af en nedtur, ovenpå ideal-forestillinger om den virkeliggjorte økologiske socialisme. For nogen er det blevet en nem måde at leve livet på. Og for et par stykker har det givet en masse sorte penge.

Christiania kan tilbyde de fleste et godt landsbyliv. Her er arbejdspladser, fornøjelser, kærester, kunst, mulighed for at leve billigt og for altid at være sammen med sine venner, uden at der stilles urimelige krav til en. Og man kan faktisk leve herude uden nogensinde at komme udenfor plankeværket. Både fysisk og åndeligt. Først når der kommer pres udefra, tvinges selv de passive til at tage stilling til den store omverden.

Lige nu hedder presset normalisering. Christiania skal, iflg. lov af 2. juni 1989, tilpasses det omkringliggende samfund. Pionertiden er ved at være fordi. De voksnes gennemsnitsalder er også steget markant. 20 års slumstormeraktion, med også i international sammenhæng enestående betingelser for at udvikle andre bolig- og beslutningsstrukturer, ser ud til at gå ind i en ny fase. Om den kommende tid så bliver starten på en fredelig, delvis tilpasset (og måske mindre farverig ?) udvikling, en voldelig konfrontation eller noget helt tredie, det står ikke klart i dag.

Men een ting står klart: Hvis kaserne-området ikke var blevet slumstormet i 1971, så havde der gennem 70'erne været frit slag for pengestærke byggespekulanter og kulturløse politikere. Så ville arealet have været bebygget med moderne højhusbyggeri af den triste, fantasiforladte slags, vi finder så mange steder i dag. Og så havde København aldrig haft denne helt enestående oase.

Filmen.

Man kan først skrive lokalhistorie, når man er rejst væk, det er en gammel erkendelse. Derfor er denne her film heller ikke en Christianias historie, sådan som en udenforstående historiker ville lave den. Og den er heller ikke et stykke så kaldt (tidsrigtig) objektiv journalistik, hvor alle parter høres om de mener at Christiania skal bestå eller ej, om hashmarkedet er godt eller ej, om kriminaliteten er stor eller ej, om der er særlige samlivsproblemer herude eller ej, osv. Altså hvor det interessante defineres som det medierne lige nu mener er interessant at beskæftige sig med. Det spektakulære. Det dramatiske. Det anderledes. Det forargelige. De nyheder, der sælger.

Jeg har under filmens tilblivelse opfattet mig som en maler, hvor jeg beskriver det der dagligt inspirerer mig: mennesker jeg kender, venner, situationer, steder, konflikter. En anden christianit havde lavet en tilsvarende anderledes film, med en anden gruppe mennesker og deres verdensbillede.

Jeg har villet beskrive de kræfter, der får Christiania til at overleve og blomstre, prøvet at filme den hverdag der gør, at så mange herude elsker dette sted og er parat til at kæmpe for dets videreførelse. Det betyder også at det, der optager en hel del folk udenfor, ikke nødvendigvis fylder ret meget i denne film. Hashmarkedet, volden, værtshusene, drukproblemer... Det er ting der er kommet til efterhånden, og som ofte modarbejder den oprindelige drøm hos mange.

Med mellemrum laves der så kaldte Danmarksfilm, hvor filmfolk har besluttet sig for at beskrive landet på deres egen, helt personlige måde, uden at absolut skulle tilfredsstille udenlandske smagsdommere. CHRISTIANIA, DU HAR MIT HJERTE er på tilsvarende måde en Christianiafilm.