CRISTIANIA - ET NOGENLUNDE ORGANISERET ANARKI

af Jakob Reddersen, Mælkebøtten

Byens efterladenskaber.

På et gammelt kort fra 1700-tallet over Christianshavn kan man se, at losserampen for Kjøbenhavns natrenovation dengang lå lige der, hvor Christianias hovedindgang lå indtil 1990 - på hjørnet af Bådsmandsstræde og Prinsessegade. Her læssede man altså det meste af byens lort af fra 1702-89 - ud i en lavvandet inddæmning, der senere skulle blive byggegrunde for Krigsministeriet og endnu senere til Christiania.

I 1789 ophørte lortekulen - der kom lort i tovværket på orlogsfartøjerne ved Holmen, når det flød over inddæmningen. Der kom talrige klager fra admiraliteten og derfor begyndte man i stedet at køre de næste lag affald ud over arealerne - dagrenovation og bygningsaffald. Christiania er altså i bogstaveligste forstand udrundet af byens efterladenskaber.

I nogen udstrækning gentager denne historie sig i Christianias tid. De fallerede dele af "Projekt Hus" kom i 1971 til Christiania via "Projekt Fabrik" (nu en del af Christianshavns Gymnasium). Junkier, flippere og subsistensløse kom til Christiania sammen med en blanding af fantaster, politiske slumstormere, Christianshavnere og nysgerrige. Multi-Bent kaldte det for "politiske flygtninge". "Emigrer med linie 8", hed det i undergrundspressen. Og meget af storbyens efterladenskaber blev tiltrukket af Christiania - der var plads, der skete noget, og der herskede en rimelig, ja næsten overdreven tolerance. Gentagne gange har der været røster fremme om at lukke "lortekulen" - som f.eks. da politiets uro-patrulje kørte rundt med en "streamer" i bagruden, hvor der stod "Løs Danmarks affaldsproblem - Ryd Christiania"

1000-årsrige eller slumghetto?

Alternativ eller slum - det har været det evige tema i Christiania debatten. Men det mest provokerende har nok været at storbyens efterladenskaber blev alt for synlige. Alt det den almindelige dansker helst ikke snakker om, skulle absolut gøre sig bemærket og føre sig frem - endda på en af Københavns dyreste byggegrunde. Derfor er Christiania så provkerende - havde de så bare bosat sig ude ved lorterenden i Sydhavnen og ligesom dem derude gjort en dyd ud af at holde sig for sig selv. Men Christiania udstiller gladeligt både gode og dårlige sider af sig selv og samfundet. Christiania er både alternativ og spejlbillede.

I den politiske debat og i pressen er det ellers lettest med klare og enkle meninger. Enten går man ind for Christiania eller også er man imod. Mediebilledet bygger også på forenklinger. Sensationerne som hash-razzier, overfald, optøjer og værthuslukninger er gode historier. Og det er historier, der får politikere til at stille spørgsmål og score billige points - det er så håndgribeligt. Selv om den slags begivenhedere kun er en del af virkeligheden, så er det alligevel det billede, som står stærkest i underbevidstheden hos den, der ikke kender noget specielt til Christiania. Indimellem skriver en journalist om "det andet Christiania" - men det er ikke en nyhed, det er noget man kan lave højst een gang om året, og det fæstner sig ikke i underbevidtsheden på samme måde som de voldsomme begivenheder. - Og det selv om den slags rapportager oftest er overdrevent rosenrøde historie om alt det gode.

Man mærker det når man viser besøgende rundt på Christiania. Ærkemodstandere bliver ofte overraskede over hvor meget der fungerer, men man møder også glødende tilhængere, der er skuffede over hvor løst "fællesskabet" er, hvor lidt vi har styr over, hvor få kollektiver og hvor lidt fællesøkonomi, der er.

Myterne om Christiania trives i bedste velgående og Christiania er selv med til at dyrke dem. I det evige slagsmål om Christiania kan enhver erkendelse af egne svagheder føre til bedrevidende angreb fra modstanderne - "Hva' sagde vi!" De problemer vi faktisk gør noget ved, er dem vi helst vil erkende - de andre taler vi helst ikke om - offentligt. Så Christiania er hverken 1000-års riget eller det rene slum. Christiania er sig selv på godt og ondt.

Alligevel må man sige, at det ikke gik - eller endnu ikke er gået - som Christianias værste modstandere spåede og håbede: At Christiania ville forgå i junk, kriminalitet og plattenslageri og at alle der ville noget med stedet ville forsvinde. Meget er blevet væsentligt bedre end i Christianias første 10 år - det gælder boligerne og betalingen af el og vand til Forsvarsministeriet - det gælder genbrug, badehus og børneinstitutioner. Det har trods alt været muligt at etablere et samfund med cirka 700 voksne og 200 børn. Vi regner med at der er omkring 350-400 arbejdspladser, som er udgangspunktet for mange Christianitters dagligdag. Nogle af dem er fuldt lovlige med moms, skat, feriepenge og alt det der, andre er etableret på forskellig vis som undergrundsøkonomi, grøn økonomi eller sort arbejde. Christiania forsøger at drive det som en sund moralsk økonomi, hvor der ikke tjenes ublu profitter, men det har sine problemer - bl.a. fordi økonomien trives ved siden af et hashmarked, hvor både omsætning og profitter er meget store.

Drømmen om Tingstedet.

Uden tvivl er den dominerende holdning blandt Christianitter - individualistisk, anarkistisk og antiautoritær. Det er også derfor Christiania er et tolerant samfund. Enhver kan udfolde sig frit - under ansvar for fællesskabet - hvad det så end er. Det har netop altid været een af Christianias svagheder og styrker, at det var så svært at definere begrebet "under ansvar for fællesskabet". Selv om vi ikke altid har brudt os om at indrømme det - så har det betydet "frihed for dem der havde magten på Christiania." Hvis man var stærk nok og havde en vis opbakning, så kunne man udfolde sig som man ville. Indimellem har Christiania været præget af en stærk liberalisme, der nok kunne få både Venstre og Fremskridspartiet til at blegne. Men der har selvfølgelig også været modgående strømninger.

Drømmen var nok lidt naiv fra starten - på Christiania skulle vi opbygge et demokratisk samfund, her var alle lige, alle kunne gøre hvad de ville og når der var konlikter, så ville landsbyens vise kvinder og mænd samles på Tingstedet og ordne forholdene til alles bedste. Den slags problemer behøver man ikke love og regler til og at vælge et byråd lå hinsides landsbyens værdighed. Der skal aldrig afholdes afstemninger - alle afgørelser træffes i enighed. Sådan var og er grundholdningen på Christiania. Forståelig nok - fordi oprøret mod “samfundet” bl. a. blev ført og føres inder parolen Handling gir’ forvandling. Forandringen skabes af dagligdagens helte og ikke af valgte og verdensfjerne levebrødspolitikere. Men modellen opererer på sin vis kun med gode aktivister, og myten om det harmoniske landsbyfællesskab og aktivismen går hånd i hånd. Bagsiden af medaljen viser sig, når man ikke kan snakke sig til rette og resultatet bliver let at problemerne fejes under gulvtæppet.

Christiania har "brugsretten" som et adelsmærke frem for "ejendomsretten". Men som årene går er der efterhånden nogen, der har vundet så meget hævd på de enemærker de besidder, at det næsten kun er "ordet" brugsret, der er tilbage. Når man har drevet en virksomhed i mange år eller boet et sted og gjort det i stand, så har man næsten fuld ejendomsret over stedet - det skal ingen blande sig i. Områdemøderne forsøger - eller rettere naboer forsøger at holde fast i en seljustits omkring brugsretten og håndhæve at boligen ikke kan sælges, men der går indimellem penge mere eller mindre under bordet. At tackle dette problem bliver afgjort et af den kommende tids udfordringer på Christiania.

Men også andre uløste problemer presser sig på. Hvad med værtshusene, hashmarked og bevaringsværdige bygninger og anlæg - hvordan løses disse problemer indenfor den meget brede og antiautoritære grundholdning som eksisterer på Christiania - Frihed under ansvar for fællesskabet? Selvforvaltning kaldes det også ved højtidelige lejligheder. Hvordan løser vi disse fællesproblemer. Officielt gør vi det i vores interne struktur: områdemøderne, virksomhedsmøderne, økonomimøderne og fællesmødet.

Områdemøderne.

Den mest grundlæggende organisering på Christiania er områdemødet. Området er der hvor man bor og Christiania er opdelt i 9 områder. Alle kan indkalde til et områdemøde og alt kan komme på dagsordenen. Området vælger en områdekasserer, der holder regnskab med hvem der betaler "brugsleje" til Christianias fælleskasse. Fra 1.jan.1991 betaler hver voksen beboer 700.- kroner i brugsleje - uanset hvor meget eller hvor lidt plads man har. Vedligeholdelse af bygningen må den enkelte beboer selv står for. Af de 700.- kroner går størstedelen til betaling af el og vand m.v. til Forsvarsministeriet. En lille del går til områdekassen, mens resten går til Christianias fælles udgifter. Omregnet til fuldtidsbetalende betaler cirka 75% "brugsleje", men de fleste betaler dog indimellem - ganske få nægter kategorisk at betale noget som helst.

Områdemødet skal sådan set kun indkaldes, når der er konflikter -men det bedste er selvfølgelig at problemer løser sig selv mand og mand imellem. Og opstår der indimellem konflikter, så kan det være svært at komme frem til en beslutning, fordi man jo netop ikke har kunnet løse det i mindelighed. Nogle mener, at folk selv må tage sig af de bygninger, de bor i mens andre ønsker en fælles indsats, nogle mener at naboen må bestemme hvem der skal flytte ind i et ledigt rum andre mener, at det må være områdemødet der skal finde ud af det. Nogle mener, at man skal respektere bevaringsværdige bygninger, andre er stort set ligeglade, nogle synes at det er helt fint at bygge på volden mest andre mener, at det i det mindste ikke skal overdrives. Sådanne problemer håndteres jævnligt i områderne - og forskelligt fra område til område - nogle gange på områdemøder, andre gange uden. Endelig bruges områdemøderne til information - men også som en slags udvalg hvis man ikke har kunnet finde en løsning på fællesmødet.

Virksomhedsmødet.

Virksomhedsmødet burde egentlig hedde økonomimødet, fordi det er på dette møde hovedkassereren fortæller om regnskabet og hvor pengene bevilges til de forskellige ansøgninger. Fælleskassen financierer børneinstitutioner, sundhedshus, posthus, skrald og genbrug, byggeprojekter og gartnergruppe o.s.v. og fælleskassens indtægter stammer dels fra betaling af "brugsleje" dels fra Christianias virksomheder, der betaler efter evne og af lyst. I 1990 var fælleskassens samlede udgifter på 1.6 mill. kroner samt 1.9 mill. kroner til Forsvarsministeriet. Betingelsen for at opnå bevilling fra fælleskassen er, at man har skrevet en ansøgning i den lokale avis "Ugespejlet" og at der er almindelig enighed om det.

Virksomhedsmøderne er åbne møder men der kommer sjældent mere end 30 mennesker. Fælleskassen råder ikke over så store midler, at det kan lade sig gøre at sætte alle de projekter igang, så der er behov for - specielt på det bygningsmæssige område.

Fællesmødet.

Fællesmødet er principielt Christianias højeste myndighed, men på mange måder er det mere et møde, hvor man kan vejre stemninger. Som beslutningsforum er det oftest elendigt og derfor er det ikke et møde som klart definerer hvad "ansvar for fællesskabet" betyder. Som oftest afholdes der et fællesmøde, der der virkelig er tale om konfliktstof, og så fungerer Christianias møder som nævnt ikke særlig godt. Møderne af den slags kan trække ud i det uendelige.

Når det nu ikke så meget er på møderne det sker?

Men alligevel - og på trods - slingrer det jo derudaf i al sin mangfoldighed. Der er ikke eet Christiania. Der er styr på meget og det selv om det ikke er på et møde, at en beslutning træffes. Badehuset har åbent hver dag mellem 12 og 21. Butikker har åbent og overtræder kun lukkeloven i begrænset omfang og de fleste betaler til fælleskassen. Nogle har fundet et fredeligt og roligt liv og nyder det, mens andre blander sig i alt mulig - stort som småt. Nogle går i hundene, andre elsker hundene, nogle skejer ud, nogle er desillusionerrede og har trukket sig lidt tilbage - verden var alligevel ikke så let at forandre. Der indkaldes til møder men fremmødet varierer. Nils passer sine roser og Jesper eksporterer cykler. Jesper bliver skældt ud for at være egoist men vises stolt frem for kritikkernes venner og familie, når de er på besøg. Der er møde om palæstinenserne og posten bliver bragt ud hver dag. Der er forskel på folk og klassesamfundet fandt ikke sit Waterloo på Christiania. Men vi lever, vi gør det med maner - alle problemerne til trods.