item6
En film af

Interview: Djævlen i arkitektens gravmæle

Politiken 14. august 2005, 2. sektion, side 1

 

Næsten alle spor af den store rokokoarkitekt Nicolai Eigtved er væk. Men filminstruktøren Nils Vest har måske fundet hans portræt i rivalen Lauritz de Thurahs gravmæle.

Af Karsten R. S. Ifversen

 

Der må da findes et billede af Nicolai Eigtved.

Manden, der tegnede Amalienborg og planlagde Frederiksstaden omkring kongeboligen. Ham, der tegnede den fine marmorbro med tilhørende pavilloner på Christiansborg og Christianskirken på Christianshavn. Og til Asiatisk Kompagni skabte han det velproportionerede pakhus, der i dag kaldes Eigtveds pakhus. Det er altså en meget væsentlig del af Københavns samlede udtryk, der blev formet af denne kongelige hofbygmester i en intenst aktiv byggeperiode midt i 1700-tallet. En så prominent mand skulle man mene, der fandtes et portræt af. Men der findes ingen billeder af Nicolai Eigtved. Foruden hans bygninger er sporene efter ham nærmest udraderede.

Og dog. 1700-tallet bød på flere store arkitekter, men særligt én som i mangt og meget var Eigtveds store modsætning og indædte rival, Lauritz de Thurah. På hans gravmæle i Børglum Kloster ses forneden en djævel med overraskende portrætlignende karakter. Og den portrætterede kan være Eigtved.

Her begynder den fortælling om mennesket Eigtved, som filminstruktøren Nils Vest har skabt i dokumentarfilmen 'Arkitekten der blev væk', som netop har haft premiere. En slags efterfølger til filmen 'Himmelstigen' fra 1997 om Lauritz de Thurah.

Politiken mødte Nils Vest på Christianshavn en småregnende sensommerdag. Nils Vest er en munter og varm mand med en stor viden om 1700-tallets København. Ja for den sags skyld også om hovedstaden til andre tider, ikke mindst vores egen. For ham er det vigtigt, at vi kender dens historiske baggrund, for at vi ikke bliver manipuleret med og kan holde en begavet debat om dens udvikling. Der er alt for få smagsdommere, der åbent blander sig i debatten om byen, siger han, og mener især alt for få arkitekter.

Dengang da arkitekturen var vigtig

Under den brune læderjakke, der beskytter Nils Vest mod det inkontinente gråvejr, aner man en sort t-shirt med teksten 'Bevar Christiania'. Nils Vest er selv christianit og har lavet flere film om fristaden. En fransk journalist spurgte ham engang om forholdet mellem Kierkegaard og Christiania. Let fanget på det forkerte ben, tøvede han lidt og svarede med en parallel til Kierkegaards kritik af det repræsentative demokrat - at på Christiania er man altid personligt ansvarlig for sine handlinger, man kan ikke som i vores demokrati henvise til, at man bare repræsenterer andre.

Det samme gjorde sig gældende under enevælden i 1700-tallet. En tid hvor arkitekturen blev anset for en væsentlig kunstart og havde en større betydning i byggeriet, end det har i dag.

»Hvorfor kritiserede ingen arkitekter på et tidligt tidspunkt Kalvebod Brygge dengang i begyndelsen af 1990'erne? Det havde krævet så få ekstra penge at få lavet nogle placeringer og nogle facader, der virkelig kunne glæde øjet, og det er derfor, vi virkelig kan lære af alle 1700-tallets teoretikere i Tyskland og Italien, der virkelig tænkte dybt over, hvordan et samfund kan fungere på en måde, så det samtidig kan glæde øjet. Det har vi så uendelig lidt af i dag«.

»Det fascinerende ved den tid, er de grundige overvejelser over byplanlægning, der selvfølgelig var af økonomisk art, men ikke mindst af æstetisk karakter. Der var en ansvarlighed over for det æstetiske, som fuldstændig mangler i dag. I forhold til rigets finanser var det jo store beløb, der var oppe dengang«.

Den dekadente og den diskrete

Lauritz de Thurah blev født i 1706 fem år efter Eigtved. Han blev i 1733 hofbygmester med ansvar for kongens bygninger i København. Hans stil var en teatralsk og udtryksfuld barok. Men bare to år senere ankom Eigtved til hoffet med den seneste mode fra Tyskland - den lysere og lettere rokoko - og snart blev han kongens foretrukne arkitekt. Thurah fik efter et par år i stedet ansvaret for kongens bygninger i provinsen, hvilket var en klar degradering. Lauritz de Thurah blev fortrængt i arkitekturens fornemste stilling af opkomlingen Eigtved, der var søn af en fæstebonde! Efter Eigtveds død i 1754 overtog Thurah igen stillingen, men fik en ældre finere titel genindført: Generalbygmester. Uden tvivl for at overgå Eigtved, der i de forgangne 15 år havde fået lov at tegne nogle af rigets væsentligste bygninger, bl.a. Amalienborg og Frederiksstaden.

»Eigtved skulle godkende alle bygninger i Frederiksstaden. Der skulle være ensartede etagehøjder og forbud mod bindingsværk på facaden. København skulle være en storby. Men lige så snart Eigtved var død, blev reglerne brudt, blandt andet af hans efterfølger Jardin«.

Og af Thurah ...

»Ja han lavede sit store hus i Amaliegade i demonstrativ barokstil, men han overholdt dog de etagehøjder Eigtved havde udstukket«.

»Eigtveds styrke som arkitekt - udover at han var meget præcis og omhyggelig med detaljerne - var, at han kunne overholde budgettet og aflevere til tiden. Hans stil rokokoen var jo en meget billigere byggestil end barokken. På barokkens tid var der typisk bindingsværket og så palæagtige huse, ofte med søjler og pompøse udsmykninger. Med rokokoen kommer et mellemlag ind, hvor det rige borgerskab også kan være med, og på den måde repræsenterer den en mere demokratisk stil - der er flere, der har råd til den. Det var jo i høj grad borgerskabet, der flyttede ind i Frederiksstaden, palæerne var vældig populære for adelen, men i borgerhusene i Amaliegade og Bredgade og Skt. Annæ Plads var det de velhavende købmænd og håndværksmestre«.

Den lavere byggepris er vel også en del af forklaringen på, at København i dag har så meget mere af Eigtved end af Thurah?

»Thurah elskede jo at slå ud med armene, og jeg tror også han har haft et ry som én, der ikke overholdt budgettet. Han havde sin store periode, da han byggede Hirschholm Slot, og derved blev det også hans mærke at bygge stort«.

Hirschholm slot var oprindelig et mindre jagtslot, der var blevet ombygget til et bekosteligt barokanlæg for Christian VI's dronning Sophie Magdalene. Det forfaldt siden og blev revet ned i 1810 - i dag huser grunden kun Hørsholm Kirke.

»Thurah fik jo aldrig bygget borgerhuse ... arrh, der er dog et par stykker til sidst i Frederiksstaden, hvor han respekterer Eigtveds regler. Der ligger et par stykker i Bredgade og Amaliegade, som han også har bygget. Han var godt klar over, at hvis han skulle have nogle job, skulle han også tilfredsstille dem, der betalte det. I borgerskabet var det vigtigt at holde på økonomien, mens for kongen var det vigtigere at vise sig frem. Det var også derfor, han fik lov at lave spiret på Vor Frelser Kirke. Det var næsten dobbelt så dyrt som planlagt - til gengæld er det kendt over hele verden«.

Folk skal have noget sjovt at se på

Er historien om det retskafne ordensmenneske mod den fantasifulde ødeland?

»Thurah kommer fra det højere borgerskab, hans far var biskop i Ribe, havde fået kadetuddannelsen, skrev meget , blandt andet en geometribog på fransk, da han var 21 år gammel. Eigtved kom fra små kår, søn af en fæstebonde og gik den hårde vej frem. Eigtved var mere heldig og mødte de rigtige folk på rette tidspunkt. Hvis han ikke lige havde mødt den danske gesandt i Berlin general Poul Vendelbo Løvenørn under den store militære paradelejr i 1730, hvor Eigtved var medarrangør, så var han nok blevet i Sachsen og lavet karriere dernede«.

»Men den uddannede del af befolkningen var ikke særlig stor. Da kongen besøgte biskoppen i Ribe, blev Thurah som 12-årig kommanderet til København for at uddanne sig, der var simpelthen behov for, hvad der var af begavede folk. På den måde fik man også øje på Eigtved, man havde ledt efter en ung arkitekt, der kendte de nyeste moder til at indrette det nye Christiansborg. Men man kunne ikke tiltrække de veletablerede fra udlandet, så nu satsede man på det ukendte. Den første selvstændige opgave han fik var Marmorbroen med pavillonerne i 1739 efter at have lavet interiører på Christiansborg. Alle stiltræk havde han hentet fra Sachsen, som jeg viser i filmen«.

Vi bevæger os hen mod Christianskirken og undervejs - inspireret af Udenrigsministeriet - kommer Nils Vest ind på den æstetiske fattigdom, som funktionalismen udmundede i. Den var jo engang et nødvendigt oprør mod en udvandet historicisme, som ellers kom frem i fuld styrke, da man i 1800-tallet begyndte at bruge jern som byggemateriale.

»Prøv at se smukke eksempler som Universitetsbiblioteket i Fiolstræde og Nyrops rådhus og Anton Rosens Palace Hotel. Det er jo fuldstændig vildt byggeri!«.

Det er vel arven fra Thura, fra barokkens teater ...

»Jo, det er en slags teaterbyggeri, jeg elsker teater i arkitekturen, Christiania er jo også et stort teater. Der får man meget høj status, hvis man bygger noget, folk synes er sjovt at se på«.

Fedterøven og den forfængelige

Men Eigtved var vel en, der pillede kulisserne saf?

»Jo, hans kvaliteter var nogle helt andre. For Eigtved var det vigtigt at gøre arbejdet rigtigt og sørge for at økonomien var i orden. Jeg ved ikke, om han har været en fedterøv, men han har nok opført sig diskret, sørget for at være på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Og så arbejdede han hurtigt! Hans bygherrer har nok været meget tilfredse med ham, mens Thurah overskred budgettet hver gang. På den måde er de to som yin og yang. For Thurah var konflikter en drivkraft, mens Eigtved har optrådt udglattende«.

»Når man går ned og ser på de små ting, bliver Thurah tydelig som person, mens Eigtved ikke har efterladt sig ret meget. Eigtveds tyskinspirerede rokoko er jo formet af en udglattende borgermoral. Noget af det, der er meget typisk for ham, er den måde vægge og lofter mødes i en afrundet bue, den såkaldte hulkel. Derved afværger man den konflikt, der er mellem to flader og får dem til at blive et hele«.

Thurah og Eigtved er samtidige, men formes af hver sin tradition?

»Eigtved fik efter ti år i Tyskland et legat og rejste videre to år til Rom, mens Thurah kun var et år i Rom. Alligevel er det eneste Eigtved har brugt derfra grundplanen fra et kirkeprojekt, som går igen i hans Marmorkirkeforslag. Der er meget lidt indflydelse fra italiensk arkitektur i hans bygninger, han var trofast overfor rokokoen fra Sachsen. Thurah derimod var kun et år i Rom, men det var gennem hele livet hans store inspirationskilde. Også fransk og østrigsk barok har spillet ind, men det er igen og igen kilderne fra Rom, han vender tilbage til i sin formgivning. Det er påvirkningen i de unge år, der har været afgørende for dem begge«.

Nogen har slettet sporene efter Eigtved, kan det have været Thurah?

»Da Eigtved dør vil Thurah gerne have et comeback. Thurah var helt slået ud af Eigtveds succes. Eigtved var hofbygmester, så da Thurah overtog jobbet efter Eigtveds død forlangte han som nævnt at få titlen Generalbygmester, som ville give mere respekt blandt de arbejdende. Thurah var langt mere forfængelig end Eigtved«.

»Da Thurah lavede spiret til Vor Frelser Kirke, var han ikke bange for at gå uden om kirkebygningskommissionen, men gik direkte til kongen. Eigtved var langt bedre til at begå sig med embedskredsene lige på nær til sidst, hvor han havde sit marmorkirkeprojekt. Det var første gang, at han var åbenlyst stresset, og embedsmændene sagde, at de ikke kunne arbejde sammen med ham. Det er ikke noget, jeg har fået med i filmen, men Eigtved har altså kunnet holde facaden lige ind til det sidste, hvor han simpelthen var slidt op«.

Had og konkurrence giver kreativ energi

Hvor stor er sandsynligheden for, at det er Eigtved, som Thurah i sit epitafium har afbildet som en djævel?

»Fifty-fifty! Jeg har studeret andre epitafier i Nordjylland, for at se om en skulptør havde præsteret noget lignende, men alle de hoveder, man ser, er helt anderledes karakterløse«.

Og det ligner ikke Thurah selv på nogen måde?

»Nej, og der er netop dette diabolske over det og så med flagermusvinger! Det er heller ikke bare 'mennesket' som symbol på tiden og det forgængelige, som nogle kunsthistorikere mener. Eigtved og Thurah havde jo begge to været i Rom og kendte historien om Michelangelo og hans plageånd, som han afbildede som underverdenens konge i det Sixtinske Kapel. Det kan jo være endnu en måde for Thurah at understrege sin italienske kulturbaggrund. Og Thurah var jo også et legebarn, som man ser på spiret på Vor Frelsers Kirke, hvor han har placeret djævlehoveder rundt omkring. Det er for mig at se en klar parallel til hans forbillede Francesco Borrominis kirke San Ivo i Rom. Borromini anbragte jo englehoveder på sin bygning - i modsætning til Thurah var han omgivet af venner«.

»Det er interessant, hvordan perioder med to stærke kunstnerindivider, der konkurrerer som f.eks. Mozart og Salieri eller Borromini og Bernini, nærmest som en naturlov fremmer en kreativ energi - de slapper aldrig af«.

karsten.ifversen@pol.dk

Copyright POLITIKEN og Karsten R. S. Ifversen

FØRSTE SIDE
8